At se folk i øjnene er portrætmalerens skæbne. Det, der vises på lærredet, er mere eller mindre ens og afslører ikke altid essensen af den portrætterede person. Anton Graff med sit opmærksomme øje og sit kunstneriske talent betroede mange prominente samtidige med rette deres billede.
Den talentfulde dreng, der blev født i Winterthur i Schweiz som søn af en tinstøber, var bestemt til et håndværksmæssigt, men kun marginalt kunstnerisk erhverv. På Johann Ulrich Schellenbergs lokale tegneskole kunne han dog udvikle sine færdigheder, inden han i 1756 flyttede til Augsburg for at blive graver Johann Jakob Haid. Et år senere blev han ansat hos portræt- og hofmaler Leonhard Schneider. Kopiering af portrætter, som var almindeligt på den tid, førte til, at han udførte portrætter af Frederik den Store. I 1759 forlod han Schneiders værksted og henvendte sig igen til Johann Jakob Haid. Oplysningsånden nåede ham senest med et besøg af de schweiziske teologer og filosoffer Johann Georg Sulzer og Johann Kaspar Lavater ledsaget af maleren Johann Heinrich Füssli, 1764. Mødet synes at have påvirket ham ikke uvæsentligt. Han var en anerkendt portrætmaler og blev udnævnt til kurfyrstendømmet Sachsens hofmaler i 1766, og samme år blev han udnævnt til kunstnerisk højskole i Dresden. Fra da af var Dresden, som han kun lejlighedsvis forlod, hans sted for kreativitet.
Mange kendte portrætter af maleren kaster lys over tidens personers betydning og holdninger. Bortset fra billeder af Frederik den Store og Frederik Vilhelm II satte kunstneren alle slags vigtige offentlige personer på lærredet eller tegnepapiret. Blandt dem er også intellektuelle giganter og litterære personligheder som Lessing, Herder og Schiller. Men i modsætning til de foregående epoker barokken og den tidlige rokoko portrætterede han både repræsentanter for adelen og borgerskabet. Oplysningstidens ånd afspejles her i de afbildede personers navne og karakterer, men også i kunstnerens klare maleriske gengivelse. Billederne viser præcist detaljer af tøj og undertiden tilbehør som statussymboler. Og alligevel er ansigternes udtryk ikke stive, portrætterne er ikke upersonlige. De giver altid anledning til at gætte på personens karakter. Med hensyn til farverne virker de fleste af billederne ret afdæmpede. Men kroppens bevægelser eller et bestemt ansigtsudtryk, som ofte er overraskende følelsesladet for et repræsentativt portræt, får dem til at fremstå bevæget og levende. Selv om de afbildede personer befinder sig i en rumlighed, der ikke er nærmere defineret, har den alsidige kunstner senere i nogle af sine værker taget fat på netop dette aspekt. Omkring år 1800 viser nogle landskabsmalerier fra Dresden-området et helt andet udtryk: de viser en tendens til romantik. Tematisk er de ikke langt fra motiverne Caspar David Friedrichs og Philipp Otto Runges og har givet dem en kunstnerisk orientering. Malerisk set kan man dog genkende de første tegn på en impressionistisk fremstillingsmåde.
At se folk i øjnene er portrætmalerens skæbne. Det, der vises på lærredet, er mere eller mindre ens og afslører ikke altid essensen af den portrætterede person. Anton Graff med sit opmærksomme øje og sit kunstneriske talent betroede mange prominente samtidige med rette deres billede.
Den talentfulde dreng, der blev født i Winterthur i Schweiz som søn af en tinstøber, var bestemt til et håndværksmæssigt, men kun marginalt kunstnerisk erhverv. På Johann Ulrich Schellenbergs lokale tegneskole kunne han dog udvikle sine færdigheder, inden han i 1756 flyttede til Augsburg for at blive graver Johann Jakob Haid. Et år senere blev han ansat hos portræt- og hofmaler Leonhard Schneider. Kopiering af portrætter, som var almindeligt på den tid, førte til, at han udførte portrætter af Frederik den Store. I 1759 forlod han Schneiders værksted og henvendte sig igen til Johann Jakob Haid. Oplysningsånden nåede ham senest med et besøg af de schweiziske teologer og filosoffer Johann Georg Sulzer og Johann Kaspar Lavater ledsaget af maleren Johann Heinrich Füssli, 1764. Mødet synes at have påvirket ham ikke uvæsentligt. Han var en anerkendt portrætmaler og blev udnævnt til kurfyrstendømmet Sachsens hofmaler i 1766, og samme år blev han udnævnt til kunstnerisk højskole i Dresden. Fra da af var Dresden, som han kun lejlighedsvis forlod, hans sted for kreativitet.
Mange kendte portrætter af maleren kaster lys over tidens personers betydning og holdninger. Bortset fra billeder af Frederik den Store og Frederik Vilhelm II satte kunstneren alle slags vigtige offentlige personer på lærredet eller tegnepapiret. Blandt dem er også intellektuelle giganter og litterære personligheder som Lessing, Herder og Schiller. Men i modsætning til de foregående epoker barokken og den tidlige rokoko portrætterede han både repræsentanter for adelen og borgerskabet. Oplysningstidens ånd afspejles her i de afbildede personers navne og karakterer, men også i kunstnerens klare maleriske gengivelse. Billederne viser præcist detaljer af tøj og undertiden tilbehør som statussymboler. Og alligevel er ansigternes udtryk ikke stive, portrætterne er ikke upersonlige. De giver altid anledning til at gætte på personens karakter. Med hensyn til farverne virker de fleste af billederne ret afdæmpede. Men kroppens bevægelser eller et bestemt ansigtsudtryk, som ofte er overraskende følelsesladet for et repræsentativt portræt, får dem til at fremstå bevæget og levende. Selv om de afbildede personer befinder sig i en rumlighed, der ikke er nærmere defineret, har den alsidige kunstner senere i nogle af sine værker taget fat på netop dette aspekt. Omkring år 1800 viser nogle landskabsmalerier fra Dresden-området et helt andet udtryk: de viser en tendens til romantik. Tematisk er de ikke langt fra motiverne Caspar David Friedrichs og Philipp Otto Runges og har givet dem en kunstnerisk orientering. Malerisk set kan man dog genkende de første tegn på en impressionistisk fremstillingsmåde.
Side 1 / 1