I hjertet af Paris i 1730 begyndte Augustin Pajou, en mester i neoklassisk skulptur, sit livs eventyr. Som 14-årig begyndte han at studere på Akademie Royal under ledelse af billedhuggeren Jean-Baptiste Lemoyne. Som 18-årig blev hans usædvanlige talent afsløret i form af Prix de Rome og 1. præmie fra Akademie Royal, hvilket åbnede ham mulighed for at studere i Rom og Italien.
Da han vendte tilbage til Frankrig, ventede der ham et væld af bestillingsopgaver, som kongen og Madame du Barry foretrak ham. I 1760'erne bidrog han i høj grad til udformningen af flere offentlige bygninger, herunder operaen i Versailles, Palais Royal og Palais de Justice. Hans kunstneriske bidrag afspejles også i dag i de fantastiske kunsttryk af hans værker. Pajou var også aktiv under den franske revolution og var medlem af en kommission for bevarelse af franske monumenter. Da Napoleon i 1803 gjorde Villa Medici i Rom til hjemsted for det franske akademi, gav han Pajou til opgave at lave kopier af de to Medici-løver, der indtil 1789 stod ved trappen til villaen. Pajous restaurering af løverne på deres oprindelige plads er et levende bevis på hans evner og hans bidrag til bevarelsen af kulturarven.
Blandt Pajous mest bemærkelsesværdige værker er buster af Buffon og Madame du Barry og en statuette af Bossuet, som alle kan beundres på Louvre. Lige så bemærkelsesværdig er hans samarbejde om "Fontaine des Innocents", hvor han skabte en række nye figurer til Pierre Lescots bygning, som blev ombygget af Bernard Poyet. Pajou efterlod sig ikke blot en rig kunstnerisk arv, men også en familie. Hans søn Jacques-Augustin-Catherine Pajou blev maler, og hans datter Catherine Flore Pajou, kendt som "tante Cocotte", giftede sig med billedhuggeren Claude Michel, inden hun giftede sig med Pierre-Louis Martin.
Augustin Pajous kunstnerliv er en historie om ambitioner, talent og utrætteligt engagement, hvilket er tydeligt i hvert af hans værker og naturligvis i hans kunsttryk. Hans værker er bevaret på verdens store museer og minder os om, at kunst er en tidløs arv, der går i arv fra generation til generation.
I hjertet af Paris i 1730 begyndte Augustin Pajou, en mester i neoklassisk skulptur, sit livs eventyr. Som 14-årig begyndte han at studere på Akademie Royal under ledelse af billedhuggeren Jean-Baptiste Lemoyne. Som 18-årig blev hans usædvanlige talent afsløret i form af Prix de Rome og 1. præmie fra Akademie Royal, hvilket åbnede ham mulighed for at studere i Rom og Italien.
Da han vendte tilbage til Frankrig, ventede der ham et væld af bestillingsopgaver, som kongen og Madame du Barry foretrak ham. I 1760'erne bidrog han i høj grad til udformningen af flere offentlige bygninger, herunder operaen i Versailles, Palais Royal og Palais de Justice. Hans kunstneriske bidrag afspejles også i dag i de fantastiske kunsttryk af hans værker. Pajou var også aktiv under den franske revolution og var medlem af en kommission for bevarelse af franske monumenter. Da Napoleon i 1803 gjorde Villa Medici i Rom til hjemsted for det franske akademi, gav han Pajou til opgave at lave kopier af de to Medici-løver, der indtil 1789 stod ved trappen til villaen. Pajous restaurering af løverne på deres oprindelige plads er et levende bevis på hans evner og hans bidrag til bevarelsen af kulturarven.
Blandt Pajous mest bemærkelsesværdige værker er buster af Buffon og Madame du Barry og en statuette af Bossuet, som alle kan beundres på Louvre. Lige så bemærkelsesværdig er hans samarbejde om "Fontaine des Innocents", hvor han skabte en række nye figurer til Pierre Lescots bygning, som blev ombygget af Bernard Poyet. Pajou efterlod sig ikke blot en rig kunstnerisk arv, men også en familie. Hans søn Jacques-Augustin-Catherine Pajou blev maler, og hans datter Catherine Flore Pajou, kendt som "tante Cocotte", giftede sig med billedhuggeren Claude Michel, inden hun giftede sig med Pierre-Louis Martin.
Augustin Pajous kunstnerliv er en historie om ambitioner, talent og utrætteligt engagement, hvilket er tydeligt i hvert af hans værker og naturligvis i hans kunsttryk. Hans værker er bevaret på verdens store museer og minder os om, at kunst er en tidløs arv, der går i arv fra generation til generation.
Side 1 / 1