Bernhard Strigel så dagens lys i 1465 eller 1470, men det er ikke præcist dokumenteret. Vi ved dog, at han blev født ind i en kunstnerfamilie fra Memmingen i Sydtyskland, som var kendt langt ud over byens mure - som en gammel maler. Og fordi æblet aldrig falder langt fra træet, og fordi hans far også var hans lærer, foretrak den unge Bernhard også at hellige sig den samme genre og altertavlen. Han frigjorde sig dog snart fra sine familiære rødder og skabte også portrætter. I begyndelsen var han stadig knyttet til den sengotiske stil, inklusive guldgrund. Dette er især tydeligt i portrættet af en helgen, som stadig viser forholdsvis lidt rumlighed sammenlignet med hans senere værker. Men under indflydelse af de hollandske mestre lykkedes det Strigel hurtigt at forvandle sig til en tysk renæssancemaler. I dag betragtes den tyske maler som en mester i sit håndværk i både individuelle og gruppebilleder.
Men allerede i sin levetid var Bernhard Strigel kendt for sit kunstneriske talent. Det er derfor ikke overraskende, at hans klienter ikke kun omfattede rådmænd og gildeherrer. Han opnåede snart endnu større hæder: som hofmaler for kejser Maximilian I. Kejseren havde foretrukket Strigel frem for Albrecht Dürer, som allerede var langt mere betydningsfuld på det tidspunkt - til stor irritation for ham, men endnu mere til Strigels berømmelse. Bernhard Strigel skabte derefter også det nok mest kendte og berømte af sine portrætter for kejseren, som stadig hænger i Wiens kunsthistoriske museum i dag: I forbindelse med det wieneriske dobbeltbryllup mellem hans barnebarn Ferdinand I og søster Maria i 1515 malede Strigel hans majestæt omgivet af sin blåblodige familie.
Bernhard Strigl var kommet til det kejserlige hof gennem sine rejser, som han måtte foretage som højt respekteret medlem af Memmingen bys gilde og udsending i juridiske sager. I sidstnævnte funktion havde Strigl en række tunge opgaver ved siden af maleriet, hvilket til tider gav ham kun lidt tid til kunst. Han udarbejdede f.eks. en ny tiggeriforordning, blev ekspertvidne for de såkaldte saltfabrikanter, der handlede med det hvide guld, og han var også ansvarlig for at bevare rettens segl.
Bernhard Striegels kreative arbejde ville imidlertid kun være utilstrækkeligt beskrevet, hvis man ikke også nævnte, at landskabet også fik en stadig større betydning i løbet af hans kunstneriske udvikling. Han valgte den først og fremmest som baggrund for de personer, han portrætterede. Flere af Bernhard Stiegls værker hænger stadig i dag på de steder, hvor de oprindeligt var tiltænkt, i slotte eller over altre. På grund af sekulariseringen og reformationen blev nogle af dem imidlertid ødelagt eller flyttet til andre steder. I dag findes mange af Strigels værker i offentlige samlinger - og naturligvis i Strigelmuseet i Memmingen.
Bernhard Strigel så dagens lys i 1465 eller 1470, men det er ikke præcist dokumenteret. Vi ved dog, at han blev født ind i en kunstnerfamilie fra Memmingen i Sydtyskland, som var kendt langt ud over byens mure - som en gammel maler. Og fordi æblet aldrig falder langt fra træet, og fordi hans far også var hans lærer, foretrak den unge Bernhard også at hellige sig den samme genre og altertavlen. Han frigjorde sig dog snart fra sine familiære rødder og skabte også portrætter. I begyndelsen var han stadig knyttet til den sengotiske stil, inklusive guldgrund. Dette er især tydeligt i portrættet af en helgen, som stadig viser forholdsvis lidt rumlighed sammenlignet med hans senere værker. Men under indflydelse af de hollandske mestre lykkedes det Strigel hurtigt at forvandle sig til en tysk renæssancemaler. I dag betragtes den tyske maler som en mester i sit håndværk i både individuelle og gruppebilleder.
Men allerede i sin levetid var Bernhard Strigel kendt for sit kunstneriske talent. Det er derfor ikke overraskende, at hans klienter ikke kun omfattede rådmænd og gildeherrer. Han opnåede snart endnu større hæder: som hofmaler for kejser Maximilian I. Kejseren havde foretrukket Strigel frem for Albrecht Dürer, som allerede var langt mere betydningsfuld på det tidspunkt - til stor irritation for ham, men endnu mere til Strigels berømmelse. Bernhard Strigel skabte derefter også det nok mest kendte og berømte af sine portrætter for kejseren, som stadig hænger i Wiens kunsthistoriske museum i dag: I forbindelse med det wieneriske dobbeltbryllup mellem hans barnebarn Ferdinand I og søster Maria i 1515 malede Strigel hans majestæt omgivet af sin blåblodige familie.
Bernhard Strigl var kommet til det kejserlige hof gennem sine rejser, som han måtte foretage som højt respekteret medlem af Memmingen bys gilde og udsending i juridiske sager. I sidstnævnte funktion havde Strigl en række tunge opgaver ved siden af maleriet, hvilket til tider gav ham kun lidt tid til kunst. Han udarbejdede f.eks. en ny tiggeriforordning, blev ekspertvidne for de såkaldte saltfabrikanter, der handlede med det hvide guld, og han var også ansvarlig for at bevare rettens segl.
Bernhard Striegels kreative arbejde ville imidlertid kun være utilstrækkeligt beskrevet, hvis man ikke også nævnte, at landskabet også fik en stadig større betydning i løbet af hans kunstneriske udvikling. Han valgte den først og fremmest som baggrund for de personer, han portrætterede. Flere af Bernhard Stiegls værker hænger stadig i dag på de steder, hvor de oprindeligt var tiltænkt, i slotte eller over altre. På grund af sekulariseringen og reformationen blev nogle af dem imidlertid ødelagt eller flyttet til andre steder. I dag findes mange af Strigels værker i offentlige samlinger - og naturligvis i Strigelmuseet i Memmingen.
Side 1 / 1