Emanuel de Wittes far var skolelærer i den hollandske by Alkmaar. Han gav sin søn undervisning og ville gerne have set ham følge i hans fodspor. Men den unge de Witte var fast besluttet på at blive maler, så som 19-årig blev han medlem af Sankt Lukas-gildet i Alkmaar. Gildet fandtes i næsten alle hollandske byer. Lokale malere, billedhuggere og kunsthåndværkere var medlemmer af lauget. Det var den eneste måde, de kunne uddanne lærlinge, ansætte håndværkere og tilbyde og sælge deres kunstværker til offentligheden. Et par år senere flyttede maleren til Delft, hvor han studerede hos Evert van Aelst, en meget berømt hollandsk stillebenmaler. Derefter boede han i Rotterdam og Amsterdam, hvor han giftede sig med Geerje Arents i 1651 og blev far til en datter. Kun 4 år senere døde hustruen, og de Witte giftede sig igen. Hans anden hustru Lysbeth van der Plas blev kort tid efter taget i at stjæle og blev som straf forvist fra byen. Hun levede derefter vanæret uden for byens mure, hvor hun døde fire år senere. Denne hændelse skadede i høj grad de Wittes sociale status og fik ham til at blive stort set forarmet på grund af retssager.
Hans kunstneriske evner var dog ikke svækket, og han fortsatte ufortrødent med at male. Ud over portrætter beskæftigede Emanuel de Witte sig også meget med mytologiske, historiske og religiøse emner. I anden halvdel af sit liv arbejdede han også meget ofte i kirker. Blandt hans mest berømte værker er hans malerier af indretningen af forskellige religiøse steder, som f.eks. maleriet "The Interior of the Portuguese Synagogue of Amsterdam". Han malede dog ikke altid efter virkeligheden, men efter sin skønhedssans. Han lod forskellige kirkers interiør smelte sammen til ét billede, malede ikke-eksisterende kirkegængere til det eller udelod dem. Også hans meget berømte maleri "Palazzo i en italiensk by" er et rent fantasibillede. Han malede meget sjældent landskaber, gader og pladser.
Som kunstner og i sin malerstil imponerede de Witte meget, som person skulle han ifølge fortællinger fra samtidige have været temmelig vanskelig. Han ville således have været ret kolerisk, stridbar og en spilleglad natur. Men måske har de private bekymringer, som to hustruers død, anklagerne og retssagerne og de ydmygelser, der var forbundet hermed, også sat deres præg på ham. I en alder af 75 år hængte kunstneren sig selv fra en kanalbro i Amsterdam. Hans lig blev ikke fundet før flere uger senere.
Emanuel de Wittes far var skolelærer i den hollandske by Alkmaar. Han gav sin søn undervisning og ville gerne have set ham følge i hans fodspor. Men den unge de Witte var fast besluttet på at blive maler, så som 19-årig blev han medlem af Sankt Lukas-gildet i Alkmaar. Gildet fandtes i næsten alle hollandske byer. Lokale malere, billedhuggere og kunsthåndværkere var medlemmer af lauget. Det var den eneste måde, de kunne uddanne lærlinge, ansætte håndværkere og tilbyde og sælge deres kunstværker til offentligheden. Et par år senere flyttede maleren til Delft, hvor han studerede hos Evert van Aelst, en meget berømt hollandsk stillebenmaler. Derefter boede han i Rotterdam og Amsterdam, hvor han giftede sig med Geerje Arents i 1651 og blev far til en datter. Kun 4 år senere døde hustruen, og de Witte giftede sig igen. Hans anden hustru Lysbeth van der Plas blev kort tid efter taget i at stjæle og blev som straf forvist fra byen. Hun levede derefter vanæret uden for byens mure, hvor hun døde fire år senere. Denne hændelse skadede i høj grad de Wittes sociale status og fik ham til at blive stort set forarmet på grund af retssager.
Hans kunstneriske evner var dog ikke svækket, og han fortsatte ufortrødent med at male. Ud over portrætter beskæftigede Emanuel de Witte sig også meget med mytologiske, historiske og religiøse emner. I anden halvdel af sit liv arbejdede han også meget ofte i kirker. Blandt hans mest berømte værker er hans malerier af indretningen af forskellige religiøse steder, som f.eks. maleriet "The Interior of the Portuguese Synagogue of Amsterdam". Han malede dog ikke altid efter virkeligheden, men efter sin skønhedssans. Han lod forskellige kirkers interiør smelte sammen til ét billede, malede ikke-eksisterende kirkegængere til det eller udelod dem. Også hans meget berømte maleri "Palazzo i en italiensk by" er et rent fantasibillede. Han malede meget sjældent landskaber, gader og pladser.
Som kunstner og i sin malerstil imponerede de Witte meget, som person skulle han ifølge fortællinger fra samtidige have været temmelig vanskelig. Han ville således have været ret kolerisk, stridbar og en spilleglad natur. Men måske har de private bekymringer, som to hustruers død, anklagerne og retssagerne og de ydmygelser, der var forbundet hermed, også sat deres præg på ham. I en alder af 75 år hængte kunstneren sig selv fra en kanalbro i Amsterdam. Hans lig blev ikke fundet før flere uger senere.
Side 1 / 1