Den belgiske maler Emile Claus var allerede som barn begejstret for at male. Hver søndag gik han tre kilometer til en naboby for at gå på tegneskole. Selv om han forlod skolen med store udmærkelser, var hans far ikke begejstret for tanken om en kunstnerkarriere for sin søn og sendte ham i stedet til den franske by Lille, hvor han kunne begynde at uddanne sig til bager. Men lysten til at male forlod ikke den unge Emile Claus, og han besluttede at sende et brev til den kendte komponist Peter Benoit, som var en ven af familien, for at bede om hjælp. Med en vis indsats lykkedes det Benoit at overbevise sin far om at lade Claus studere på Kunstakademiet i Antwerpen. I en alder af 33 år flyttede Claus ind i et sommerhus kaldet "Zonneschijn" ("Solskin") i Østflandern, som han boede i resten af sit liv. Fra sit arbejdsværelse havde han en smuk udsigt over floden Leie (Lys). Lysforholdene i hans hjem inspirerede ham i mange af hans værker.
Claus fik hurtigt succes som maler og kom i kontakt med andre kunstnere. Blandt hans venner var Auguste Rodin, Émile Zola og Maurice Maeterlinck, som senere fik Nobelprisen i litteratur. Claus rejste ofte rundt i verden for at arrangere udstillinger af sine værker. Den tragedie, der midlertidigt afbrød hans internationale succes, kom endelig i form af Første Verdenskrig. Claus flygtede til London og fandt et hus ved Themsens bredder. Ved krigens afslutning vendte han tilbage til Belgien.
Emile Claus' malerier viser en række forskellige motiver. I sin tidlige kreative periode skabte han hovedsageligt realistiske portrætter. Senere blev han påvirket af de franske impressionister som Claude Monet og bevægede sig langsomt væk fra realismen og hen imod sin egen personlige version af impressionismen. Denne stil, som Claus betragtes som en pioner, kaldes i dag luminisme. Vigtige malerier fra den formative fase af denne luminisme er "Rønhøsten" og "Isfuglene". Siden 2007 har disse to malerier været opført på den flamske kulturarvsliste. "The Beet Harvest" er et maleri af gigantiske proportioner, der viser bønder, der hakker sukkerroer fra en frossen mark. Claus solgte aldrig maleriet i sin levetid, og efter sin død overdrog hans enke det til byen Deinze - på betingelse af, at der blev bygget et separat museum til at udstille det. Claus døde i 1924 i en alder af 64 år. Hans sidste ord siges at have været: "Blomster, blomster, blomster, blomster ...". Han blev begravet i sin egen have.
Den belgiske maler Emile Claus var allerede som barn begejstret for at male. Hver søndag gik han tre kilometer til en naboby for at gå på tegneskole. Selv om han forlod skolen med store udmærkelser, var hans far ikke begejstret for tanken om en kunstnerkarriere for sin søn og sendte ham i stedet til den franske by Lille, hvor han kunne begynde at uddanne sig til bager. Men lysten til at male forlod ikke den unge Emile Claus, og han besluttede at sende et brev til den kendte komponist Peter Benoit, som var en ven af familien, for at bede om hjælp. Med en vis indsats lykkedes det Benoit at overbevise sin far om at lade Claus studere på Kunstakademiet i Antwerpen. I en alder af 33 år flyttede Claus ind i et sommerhus kaldet "Zonneschijn" ("Solskin") i Østflandern, som han boede i resten af sit liv. Fra sit arbejdsværelse havde han en smuk udsigt over floden Leie (Lys). Lysforholdene i hans hjem inspirerede ham i mange af hans værker.
Claus fik hurtigt succes som maler og kom i kontakt med andre kunstnere. Blandt hans venner var Auguste Rodin, Émile Zola og Maurice Maeterlinck, som senere fik Nobelprisen i litteratur. Claus rejste ofte rundt i verden for at arrangere udstillinger af sine værker. Den tragedie, der midlertidigt afbrød hans internationale succes, kom endelig i form af Første Verdenskrig. Claus flygtede til London og fandt et hus ved Themsens bredder. Ved krigens afslutning vendte han tilbage til Belgien.
Emile Claus' malerier viser en række forskellige motiver. I sin tidlige kreative periode skabte han hovedsageligt realistiske portrætter. Senere blev han påvirket af de franske impressionister som Claude Monet og bevægede sig langsomt væk fra realismen og hen imod sin egen personlige version af impressionismen. Denne stil, som Claus betragtes som en pioner, kaldes i dag luminisme. Vigtige malerier fra den formative fase af denne luminisme er "Rønhøsten" og "Isfuglene". Siden 2007 har disse to malerier været opført på den flamske kulturarvsliste. "The Beet Harvest" er et maleri af gigantiske proportioner, der viser bønder, der hakker sukkerroer fra en frossen mark. Claus solgte aldrig maleriet i sin levetid, og efter sin død overdrog hans enke det til byen Deinze - på betingelse af, at der blev bygget et separat museum til at udstille det. Claus døde i 1924 i en alder af 64 år. Hans sidste ord siges at have været: "Blomster, blomster, blomster, blomster ...". Han blev begravet i sin egen have.
Side 1 / 1