I sit 90-årige liv har den italienske maler Francesco Solimena opnået meget i løbet af sit liv. Kunstnerisk set har han erobret sig en fast plads i kunsthistorien som den definerende maler af den napolitanske barok. Mange eksperter kalder Francesco Solimena for en af de største europæiske malere fra hans tid. Solimena var også en mester i selvpromovering. Han søgte kontakt med store navne og mæcener, som anerkendte hans talent og gav ham adskillige bestillinger.
Blandt hans klienter var den franske kong Ludvig XIV, der var berømt som "Roi-Soleil", "Solkongen", for sin gavmildhed. Gennem ham fandt Francesco Solimenas malerier vej ind i det store Versailles-palads. Eugene Franz, den berømte prins af Savoyen-Carignan, som blev Habsburgernes vigtigste general, bestilte også mange billeder hos Solimena. I de sidste år af sit liv var den allerede meget gamle kunstner en hyppig gæst hos Karl III, som på det tidspunkt var konge af Napoli og Sicilien og senere blev konge af Spanien. Alle mæcenerne elskede Solimenas særlige malerstil, som brugte den neapolitanske barokke overdådighed som et perfekt udtryksmiddel. Han beherskede kunsten at skabe en særlig effekt af lys og skygge i sine malerier, som blev typisk for hele hans værk. Næsten alle hans malerier blev skabt i hans atelier i byen Napoli, som han sjældent forlod. Hans malerier blev imidlertid sendt rundt i hele Europa. De hang ikke kun i Versailles, men også i Belvedere-slottet i Wien og prydede væggene i mange adelige paladser i de tyske fyrstendømmer. Som kunstner var han ikke kun tiltrukket af lærredet, han udstyrede utallige kirkerum med kunstfærdige fresker og udmærkede sig også som arkitekt med facaden på kirken San Nicola alla Carità i Napoli.
Hans talent og flid gjorde Francesco Solimena til en rig mand, der boede i Napoli i et pragtfuldt palæ i Via San Potito. Han tegnede selv den repræsentative bygning og indrettede den med sine egne hænder. Men Solimena tænkte ikke kun på sig selv, han var også stærkt engageret i uddannelsen af unge malere. Han havde selv malet sine første billeder i sin far Angelos atelier og havde en privilegeret udgangsposition for sin karriere der. Det akademi, som han grundlagde, etablerede sig som et centrum for kunstlivet i Napoli. Dens ry nåede langt ud over Napoli, og mange europæiske kunststuderende fandt vej til denne rige og fascinerende by ved Middelhavet. Nogle af hans elever blev senere selv berømte malere. Især Sebastiano Conca og Francesco De Mura genfortolkede deres store lærers ånd og skabte storslåede malerier ved overgangen fra barok til klassicisme.
I sit 90-årige liv har den italienske maler Francesco Solimena opnået meget i løbet af sit liv. Kunstnerisk set har han erobret sig en fast plads i kunsthistorien som den definerende maler af den napolitanske barok. Mange eksperter kalder Francesco Solimena for en af de største europæiske malere fra hans tid. Solimena var også en mester i selvpromovering. Han søgte kontakt med store navne og mæcener, som anerkendte hans talent og gav ham adskillige bestillinger.
Blandt hans klienter var den franske kong Ludvig XIV, der var berømt som "Roi-Soleil", "Solkongen", for sin gavmildhed. Gennem ham fandt Francesco Solimenas malerier vej ind i det store Versailles-palads. Eugene Franz, den berømte prins af Savoyen-Carignan, som blev Habsburgernes vigtigste general, bestilte også mange billeder hos Solimena. I de sidste år af sit liv var den allerede meget gamle kunstner en hyppig gæst hos Karl III, som på det tidspunkt var konge af Napoli og Sicilien og senere blev konge af Spanien. Alle mæcenerne elskede Solimenas særlige malerstil, som brugte den neapolitanske barokke overdådighed som et perfekt udtryksmiddel. Han beherskede kunsten at skabe en særlig effekt af lys og skygge i sine malerier, som blev typisk for hele hans værk. Næsten alle hans malerier blev skabt i hans atelier i byen Napoli, som han sjældent forlod. Hans malerier blev imidlertid sendt rundt i hele Europa. De hang ikke kun i Versailles, men også i Belvedere-slottet i Wien og prydede væggene i mange adelige paladser i de tyske fyrstendømmer. Som kunstner var han ikke kun tiltrukket af lærredet, han udstyrede utallige kirkerum med kunstfærdige fresker og udmærkede sig også som arkitekt med facaden på kirken San Nicola alla Carità i Napoli.
Hans talent og flid gjorde Francesco Solimena til en rig mand, der boede i Napoli i et pragtfuldt palæ i Via San Potito. Han tegnede selv den repræsentative bygning og indrettede den med sine egne hænder. Men Solimena tænkte ikke kun på sig selv, han var også stærkt engageret i uddannelsen af unge malere. Han havde selv malet sine første billeder i sin far Angelos atelier og havde en privilegeret udgangsposition for sin karriere der. Det akademi, som han grundlagde, etablerede sig som et centrum for kunstlivet i Napoli. Dens ry nåede langt ud over Napoli, og mange europæiske kunststuderende fandt vej til denne rige og fascinerende by ved Middelhavet. Nogle af hans elever blev senere selv berømte malere. Især Sebastiano Conca og Francesco De Mura genfortolkede deres store lærers ånd og skabte storslåede malerier ved overgangen fra barok til klassicisme.
Side 1 / 2