Zurbaráns talent viste sig tidligt under hans uddannelse hos maleren Pedromadura Dias de Villanueva i Sevilla. Han finansierede sit levebrød med kirkelige bestillinger og blev Sevillas bymaler. Selv efter sin udnævnelse til kongelig hofmaler forblev Zurbarán en stilhedens maler, der skabte sine dybe værker uden dramatik. Ingen spænding udspringer af hans malerier, ingen skødesløs bevægelse af figurens personale er at opdage. Hellig alvor, askese og en høj grad af spiritualitet kendetegner hans religiøse værker, helt i tråd med livsfilosofien hos de dominikanermunke, som maleren havde kontrakt med om at producere 21 malerier. Han var livslang ven med Diego Velázquez, men opnåede aldrig dets berømmelse og forblev stille i baggrunden som kunstner. Flid og uopmærksomhed, ligesom de fromme, ærbødige kvinder og hellige mænd i hans værker.
Men det er netop denne stilhed, der betager beskueren. Han breder sit "Agnus Dei", Guds lam, ud i billedet, som om det lige var blevet lagt der. Varmen fra den døende krop er stadig til at tage og føle på, og man får lyst til at række ud for at stryge den bløde pels med de fine krøller og vise det stakkels bundne væsen den sidste ære.
Alt for sent blev den naturalistiske kunstners arbejde værdsat, da stillebenmalerne Jean Siméon Chardin eller Giorgio Morandi erklærede Zurbarán for deres mester.
Zurbaráns talent viste sig tidligt under hans uddannelse hos maleren Pedromadura Dias de Villanueva i Sevilla. Han finansierede sit levebrød med kirkelige bestillinger og blev Sevillas bymaler. Selv efter sin udnævnelse til kongelig hofmaler forblev Zurbarán en stilhedens maler, der skabte sine dybe værker uden dramatik. Ingen spænding udspringer af hans malerier, ingen skødesløs bevægelse af figurens personale er at opdage. Hellig alvor, askese og en høj grad af spiritualitet kendetegner hans religiøse værker, helt i tråd med livsfilosofien hos de dominikanermunke, som maleren havde kontrakt med om at producere 21 malerier. Han var livslang ven med Diego Velázquez, men opnåede aldrig dets berømmelse og forblev stille i baggrunden som kunstner. Flid og uopmærksomhed, ligesom de fromme, ærbødige kvinder og hellige mænd i hans værker.
Men det er netop denne stilhed, der betager beskueren. Han breder sit "Agnus Dei", Guds lam, ud i billedet, som om det lige var blevet lagt der. Varmen fra den døende krop er stadig til at tage og føle på, og man får lyst til at række ud for at stryge den bløde pels med de fine krøller og vise det stakkels bundne væsen den sidste ære.
Alt for sent blev den naturalistiske kunstners arbejde værdsat, da stillebenmalerne Jean Siméon Chardin eller Giorgio Morandi erklærede Zurbarán for deres mester.
Side 1 / 3