Den bayerske maler Franz Lenbach kaldes også af kunsthistorikere "München-malerprinsen". Denne betegnelse er ikke tilfældig, for Lenbachs livsstil var eksklusiv og luksuriøs. Franz Lenbach, der stammede fra en murerfamilie med mange børn, blev endda slået til ridder i 1882 og kom dermed op i adelskredse. Det opadstræbende højere borgerskab og adelen ønskede at blive malet af ham og tilbød høje beløb for hans portrætter.
Som for mange andre kunstnere på hans tid var en rejse til Italien prægende for hans videre stil. Lige siden Goethe har tyske kunstnere i det 18. og 19. århundrede rejst til Italien, længselens land, i fodsporene på gamle kulturer. Her håbede de på inspiration fra den romerske civilisation og fra den italienske renæssances kunst og arkitektur. Som ung mand besøgte han Rom og Firenze og trænede sin kunst ved hjælp af de gamle mestres værker. Han lavede bl.a. kopier af de vigtige værker Tizians og Rubens.
Lenbachs stil var også tydeligt påvirket af sine lærere på Kunstakademiet i München. Maleren Carl Theodor von Piloty bragte den unge og lovende kunstner Lenbach fra Italien tilbage til München til akademiet. Her udviklede han under Pilotys vågne øje sin særlige stil, som fokuserede på stemningsfuld farvelægning og naturtro iscenesættelse. Lenbachs stil var nyskabende, idet han fokuserede på at skildre sine modellers individualitet. Lenbach ønskede at portrættere sine modeller med værdighed og, trods al sin naturalisme, at undgå afbildninger af fattigdom og elendighed, som man kunne finde i Gustave Courbet eller Jean Francois Millet. I stedet fandt Lenbach sine kunstneriske forbilleder hos de gamle mestre som Titian og Peter Paul Rubens.
Med sin kunsts succes lykkedes det Franz Lenbach at gøre sig selv til en velhavende og indflydelsesrig kunstner. Han portrætterede berømtheder som Otto von Bismark og endda den regerende pave. Alligevel glemte han ikke sin familie. Han ydede økonomisk støtte til sine søskende hele livet igennem. Lenbachs stil var i høj grad i overensstemmelse med det stadig mere indflydelsesrige borgerskab i hans tid. De rige borgere ønskede at blive portrætteret med samme værdighed og dygtighed som adelen. Lenbach var den rigtige adresse for dem.
Selv om Franz von Lenbach var i stand til at vinde anerkendelse fra sine samtidige, så hans kærlighedsliv ret dårligt ud. I den første halvdel af sit liv var Lenbach ulykkeligt forelsket i grevinde Marie von Dönhoff, som var fanget i et lige så ulykkeligt ægteskab med en preussisk diplomat. Efter deres skilsmisse valgte hun imidlertid ikke Lenbach, men Bernhard von Bülow, den senere rigskansler, som ny mand ved sin side. Lenbachs portræt af grevinden er stadig et af hans mest berømte malerier. Selv hans to sene ægteskaber kunne ikke hjælpe ham med at komme sig over dette tab.
Den bayerske maler Franz Lenbach kaldes også af kunsthistorikere "München-malerprinsen". Denne betegnelse er ikke tilfældig, for Lenbachs livsstil var eksklusiv og luksuriøs. Franz Lenbach, der stammede fra en murerfamilie med mange børn, blev endda slået til ridder i 1882 og kom dermed op i adelskredse. Det opadstræbende højere borgerskab og adelen ønskede at blive malet af ham og tilbød høje beløb for hans portrætter.
Som for mange andre kunstnere på hans tid var en rejse til Italien prægende for hans videre stil. Lige siden Goethe har tyske kunstnere i det 18. og 19. århundrede rejst til Italien, længselens land, i fodsporene på gamle kulturer. Her håbede de på inspiration fra den romerske civilisation og fra den italienske renæssances kunst og arkitektur. Som ung mand besøgte han Rom og Firenze og trænede sin kunst ved hjælp af de gamle mestres værker. Han lavede bl.a. kopier af de vigtige værker Tizians og Rubens.
Lenbachs stil var også tydeligt påvirket af sine lærere på Kunstakademiet i München. Maleren Carl Theodor von Piloty bragte den unge og lovende kunstner Lenbach fra Italien tilbage til München til akademiet. Her udviklede han under Pilotys vågne øje sin særlige stil, som fokuserede på stemningsfuld farvelægning og naturtro iscenesættelse. Lenbachs stil var nyskabende, idet han fokuserede på at skildre sine modellers individualitet. Lenbach ønskede at portrættere sine modeller med værdighed og, trods al sin naturalisme, at undgå afbildninger af fattigdom og elendighed, som man kunne finde i Gustave Courbet eller Jean Francois Millet. I stedet fandt Lenbach sine kunstneriske forbilleder hos de gamle mestre som Titian og Peter Paul Rubens.
Med sin kunsts succes lykkedes det Franz Lenbach at gøre sig selv til en velhavende og indflydelsesrig kunstner. Han portrætterede berømtheder som Otto von Bismark og endda den regerende pave. Alligevel glemte han ikke sin familie. Han ydede økonomisk støtte til sine søskende hele livet igennem. Lenbachs stil var i høj grad i overensstemmelse med det stadig mere indflydelsesrige borgerskab i hans tid. De rige borgere ønskede at blive portrætteret med samme værdighed og dygtighed som adelen. Lenbach var den rigtige adresse for dem.
Selv om Franz von Lenbach var i stand til at vinde anerkendelse fra sine samtidige, så hans kærlighedsliv ret dårligt ud. I den første halvdel af sit liv var Lenbach ulykkeligt forelsket i grevinde Marie von Dönhoff, som var fanget i et lige så ulykkeligt ægteskab med en preussisk diplomat. Efter deres skilsmisse valgte hun imidlertid ikke Lenbach, men Bernhard von Bülow, den senere rigskansler, som ny mand ved sin side. Lenbachs portræt af grevinden er stadig et af hans mest berømte malerier. Selv hans to sene ægteskaber kunne ikke hjælpe ham med at komme sig over dette tab.
Side 1 / 2