Den gyldne tidsalder i Nederlandene er et symbol på velstand og rigdom som intet andet. I det 17. århundrede gav søhandelen landet et økonomisk boom uden sidestykke. Det hollandske samfund blomstrede. Storslåede købmandshuse og palæer voksede op langs gyderne i de store byer. Interiøret var ikke mindre elegant. Der var silketapet på væggene, som skulle udsmykkes med kunst. Samfundet ønskede værker i lille format, der harmonisk skulle passe ind i det samlede billede af huset. Genremalerier, der afbildede hverdagslivet, og landskabsmalerier, der indfangede de hollandske landskabselementers unikke karakter, blev anset for passende. Der begyndte en kunstnerisk skabelsesperiode, som næppe kunne overgås i kvantitet. Der blev bygget værksteder, hvor kunstnerne malede mange malerier hver dag. Rembrandt var en af de malere, der ansatte mange andre kunstnere til at arbejde på de fulde ordrebøger. Kunstneren Gerard ter Borch boede i flere år i centrum af den kunstneriske blomstring. Efter flere års vandring og erfaring bosatte han sig i Amsterdam og helligede sig portrætmaleriet.
Det hollandske samfund blev anset for at være usædvanligt liberalt og kosmopolitisk selv i de første århundreder. Inden for de sociale klasser var der dog et strengt hierarki. Med den generelle velstand blev aristokratiet tvunget til at fremhæve sin position og genoplivede dermed en genre inden for maleriet, som indtil da havde ligget i dvale. Adelen bestilte miniatureportrætter. Gerard ter Borch anses for at være en af de vigtigste hollandske mestre i denne genre. Hans forbilleder var medlemmer af patriciatet eller adelen. De fik lavet deres portrætter i miniatureformat, dels for at give dem til familiemedlemmer og venner, dels for at give dem videre til andre hoffer som et symbol på deres rang og loyalitet. Det rene portræt blev understøttet af tilbehør, så den sociale position kunne ses tydeligt i portrættet. Ter Borch skulle have brugt en mønsterbog, hvorfra hans kunder kunne vælge tøj, frisure, tilbehør og positurer. Maleren malede blot ansigtet for at passe til det.
Under sit ophold i Amsterdam opdagede ter Borch genremaleriet for sig selv. Kunstneren valgte sine modeller blandt sine familiemedlemmer. Hans halvsøster Gesine optræder ofte som hovedperson i hans genremalerier. I skinnende satinkåber opliver figurerne de indre scener, som ter Borch formåede at skildre så bedragerisk virkeligt og levende. Han fremkaldte stoffets glans på lærrederne med en så usædvanlig perfektion, at hans genremalerier fik tilnavnet "satinstykker". Et af hans mest berømte malerier er Den galante samtale. Det pikante ved skildringen er, at der ikke er tale om en familieidyl, som man længe har troet. I dag er kunsthistorikere sikre på, at et stykke penge er blevet retoucheret fra den formanende fars hånd, og at afbildningen handler om en handel på et bordel.
Den gyldne tidsalder i Nederlandene er et symbol på velstand og rigdom som intet andet. I det 17. århundrede gav søhandelen landet et økonomisk boom uden sidestykke. Det hollandske samfund blomstrede. Storslåede købmandshuse og palæer voksede op langs gyderne i de store byer. Interiøret var ikke mindre elegant. Der var silketapet på væggene, som skulle udsmykkes med kunst. Samfundet ønskede værker i lille format, der harmonisk skulle passe ind i det samlede billede af huset. Genremalerier, der afbildede hverdagslivet, og landskabsmalerier, der indfangede de hollandske landskabselementers unikke karakter, blev anset for passende. Der begyndte en kunstnerisk skabelsesperiode, som næppe kunne overgås i kvantitet. Der blev bygget værksteder, hvor kunstnerne malede mange malerier hver dag. Rembrandt var en af de malere, der ansatte mange andre kunstnere til at arbejde på de fulde ordrebøger. Kunstneren Gerard ter Borch boede i flere år i centrum af den kunstneriske blomstring. Efter flere års vandring og erfaring bosatte han sig i Amsterdam og helligede sig portrætmaleriet.
Det hollandske samfund blev anset for at være usædvanligt liberalt og kosmopolitisk selv i de første århundreder. Inden for de sociale klasser var der dog et strengt hierarki. Med den generelle velstand blev aristokratiet tvunget til at fremhæve sin position og genoplivede dermed en genre inden for maleriet, som indtil da havde ligget i dvale. Adelen bestilte miniatureportrætter. Gerard ter Borch anses for at være en af de vigtigste hollandske mestre i denne genre. Hans forbilleder var medlemmer af patriciatet eller adelen. De fik lavet deres portrætter i miniatureformat, dels for at give dem til familiemedlemmer og venner, dels for at give dem videre til andre hoffer som et symbol på deres rang og loyalitet. Det rene portræt blev understøttet af tilbehør, så den sociale position kunne ses tydeligt i portrættet. Ter Borch skulle have brugt en mønsterbog, hvorfra hans kunder kunne vælge tøj, frisure, tilbehør og positurer. Maleren malede blot ansigtet for at passe til det.
Under sit ophold i Amsterdam opdagede ter Borch genremaleriet for sig selv. Kunstneren valgte sine modeller blandt sine familiemedlemmer. Hans halvsøster Gesine optræder ofte som hovedperson i hans genremalerier. I skinnende satinkåber opliver figurerne de indre scener, som ter Borch formåede at skildre så bedragerisk virkeligt og levende. Han fremkaldte stoffets glans på lærrederne med en så usædvanlig perfektion, at hans genremalerier fik tilnavnet "satinstykker". Et af hans mest berømte malerier er Den galante samtale. Det pikante ved skildringen er, at der ikke er tale om en familieidyl, som man længe har troet. I dag er kunsthistorikere sikre på, at et stykke penge er blevet retoucheret fra den formanende fars hånd, og at afbildningen handler om en handel på et bordel.
Side 1 / 2