Symbolismens storhedstid i kunsten ligger i perioden mellem 1880 og 1910. Det er en vigtig strømning inden for skulptur og maleri, der handler om adgang til ubevidste processer. Dette var allerede aktuelt før Freuds tid. I "Det symbolske manifest" opsummeres bevægelsen således: "Den symbolistiske kunsts væsentlige egenskab er aldrig at fastlægge en idé konceptuelt eller at udtrykke den direkte." Periodens maler, graver, tegner og billedhugger Gustave Moreau (f. 1826 i Paris - † 1898 i Paris), som fik afgørende indflydelse på symbolismen, koncentrerede sig i sine værker om mystiske fremstillinger og drømmescener. Gustave Moreau, der havde studeret på "École nationale supérieure des Beaux-Arts", foretog adskillige rejser til Italien for at møde kunstnere og se værker i originalen. Venner, der stod ham nær, var maleren Théodore Chassériau og billedhuggeren og maleren Edgar Degas.
Hans kunstneriske betydning kommer i dag til udtryk i et museum i det 9. arrondissement i Paris, "Musée national Gustave Moreau", hvor hans livsværk er dokumenteret og hans værker er tilgængelige for offentligheden.
Gustave Moreau havde et skrøbeligt helbred og vandt heller ikke priser for sine værker med det samme. Ikke desto mindre var hans emner og stil fremherskende. Det var især inden for maleriet, at han skabte sig et navn. I malerier som "Ødipus og sfinksen" er figurerne og deres omgivelser tydeligt synlige, men der vises elementer, som er uvirkelige. Han opfører det uvirkelige, som om det var virkeligt. Han fremhæver således andre bevidsthedsniveauer som en del af vores virkelighed(er). Psykkens eksistens, drømmenes betydning og det overnaturlige kommer til udtryk i hans værker. Malerierne "Salomé", "Europa og tyren" eller "Hesiod og museen" viser kvindelige og mandlige figurer, der har vinger eller befinder sig i et uvirkeligt miljø. Gustave Moreau vidste det måske ikke i sin levetid, men det at beskæftige sig med andre bevidsthedsniveauer var drivkraften bag den psykoanalyse, der senere udviklede sig. Endnu en gang var kunsten blandt foregangsmændene i den vigtige udvikling. Det stimulerer til eftertanke og baner vejen for os at gå.
Symbolismens storhedstid i kunsten ligger i perioden mellem 1880 og 1910. Det er en vigtig strømning inden for skulptur og maleri, der handler om adgang til ubevidste processer. Dette var allerede aktuelt før Freuds tid. I "Det symbolske manifest" opsummeres bevægelsen således: "Den symbolistiske kunsts væsentlige egenskab er aldrig at fastlægge en idé konceptuelt eller at udtrykke den direkte." Periodens maler, graver, tegner og billedhugger Gustave Moreau (f. 1826 i Paris - † 1898 i Paris), som fik afgørende indflydelse på symbolismen, koncentrerede sig i sine værker om mystiske fremstillinger og drømmescener. Gustave Moreau, der havde studeret på "École nationale supérieure des Beaux-Arts", foretog adskillige rejser til Italien for at møde kunstnere og se værker i originalen. Venner, der stod ham nær, var maleren Théodore Chassériau og billedhuggeren og maleren Edgar Degas.
Hans kunstneriske betydning kommer i dag til udtryk i et museum i det 9. arrondissement i Paris, "Musée national Gustave Moreau", hvor hans livsværk er dokumenteret og hans værker er tilgængelige for offentligheden.
Gustave Moreau havde et skrøbeligt helbred og vandt heller ikke priser for sine værker med det samme. Ikke desto mindre var hans emner og stil fremherskende. Det var især inden for maleriet, at han skabte sig et navn. I malerier som "Ødipus og sfinksen" er figurerne og deres omgivelser tydeligt synlige, men der vises elementer, som er uvirkelige. Han opfører det uvirkelige, som om det var virkeligt. Han fremhæver således andre bevidsthedsniveauer som en del af vores virkelighed(er). Psykkens eksistens, drømmenes betydning og det overnaturlige kommer til udtryk i hans værker. Malerierne "Salomé", "Europa og tyren" eller "Hesiod og museen" viser kvindelige og mandlige figurer, der har vinger eller befinder sig i et uvirkeligt miljø. Gustave Moreau vidste det måske ikke i sin levetid, men det at beskæftige sig med andre bevidsthedsniveauer var drivkraften bag den psykoanalyse, der senere udviklede sig. Endnu en gang var kunsten blandt foregangsmændene i den vigtige udvikling. Det stimulerer til eftertanke og baner vejen for os at gå.
Side 1 / 4