Enhver nations historie afspejles også i dens kunstværker. Det gælder især for et folk med en så vanskelig historie som magyarernes. Gyula Benczúr var en af de kunstnere, der helligede sig snapshots fra Ungarns fortid.
Han blev født i 1844 i Nyíregiháza i den østlige del af landet og flyttede som fireårig med sin familie til Kosice i det nuværende Slovakiet, der dengang var kendt som "Øvre Ungarn" og stadig var en del af Kongeriget Ungarn i k.u.k. Dobbeltmonarki. I Kosice lærte han at tegne af den østrigske historiemaler Franz Geyling, fra 1861 studerede han maleri på det kongelige bayerske akademi i München, bl.a. hos Karl Theodor von Piloty.
I 1870 blev der afholdt en national konkurrence for historiske malerier i Ungarn, og Benczúr debuterede med "Stefan den hellige Stefans dåb" (på originalsproget: Vajk megkeresztelése) og vandt i første forsøg. Han vendte tilbage til München, tog imod bestillinger fra kong Ludwig II og var medlem af det "revolutionære" kunstnersamfund Allotria, hvis mest kendte medlem i dag nok er karikaturisten Wilhelm Busch. Benczúr illustrerede ikke Buschs "Max und Moritz" og lignende, men han illustrerede nogle af Friedrich Schillers værker. Nogle fresker i Münchens rådhus og i Maximilianeum - siden 1949 sæde for det bayerske parlament - er en co-produktion af Benczúr og Piloty.
Benczúr boede ved Starnbergsøen indtil 1888, inden han vendte tilbage til sit hjemland for at blive professor på "School of Painting".
Benczúr malede portrætter af konger, aristokrater og vigtige samtidige, men hans speciale var fortsat store "historiske malerier" med lys- og skyggespil. Disse omfatter "Laszlo Hunyadis afsked" (en ungarsk kriger, der blev forrådt og halshugget af sin egen konge i 1457), "Arrestationen af Frans II Rakoczy" (efter det mislykkede oprør af ungarske adelsmænd mod det habsburgske dynasti i 1701) og "Belejringen af Buda" (som sluttede i 1686 med osmannernes fordrivelse fra Ungarns senere hovedstad Budapest). Ud over antikke (som Kleopatras død eller Narcissus' død) eller bibelske temaer ("Adam og Eva") malede han også selvportrætter, gruppebilleder af sin familie eller naturbilleder som "Læser i skoven".
Gyula Benczúr døde i Szécsény i 1920 i en alder af 76 år. Den ungarske mester i historiemaleri oplevede selv Ungarns uafhængighed af dobbeltmonarkiet med dets samtidige nedbrydning til en stump stat ved tabet af store områder til de nye nabostater Rumænien og Tjekkoslovakiet og de deraf følgende politiske kampe om retningen i republikken.
Enhver nations historie afspejles også i dens kunstværker. Det gælder især for et folk med en så vanskelig historie som magyarernes. Gyula Benczúr var en af de kunstnere, der helligede sig snapshots fra Ungarns fortid.
Han blev født i 1844 i Nyíregiháza i den østlige del af landet og flyttede som fireårig med sin familie til Kosice i det nuværende Slovakiet, der dengang var kendt som "Øvre Ungarn" og stadig var en del af Kongeriget Ungarn i k.u.k. Dobbeltmonarki. I Kosice lærte han at tegne af den østrigske historiemaler Franz Geyling, fra 1861 studerede han maleri på det kongelige bayerske akademi i München, bl.a. hos Karl Theodor von Piloty.
I 1870 blev der afholdt en national konkurrence for historiske malerier i Ungarn, og Benczúr debuterede med "Stefan den hellige Stefans dåb" (på originalsproget: Vajk megkeresztelése) og vandt i første forsøg. Han vendte tilbage til München, tog imod bestillinger fra kong Ludwig II og var medlem af det "revolutionære" kunstnersamfund Allotria, hvis mest kendte medlem i dag nok er karikaturisten Wilhelm Busch. Benczúr illustrerede ikke Buschs "Max und Moritz" og lignende, men han illustrerede nogle af Friedrich Schillers værker. Nogle fresker i Münchens rådhus og i Maximilianeum - siden 1949 sæde for det bayerske parlament - er en co-produktion af Benczúr og Piloty.
Benczúr boede ved Starnbergsøen indtil 1888, inden han vendte tilbage til sit hjemland for at blive professor på "School of Painting".
Benczúr malede portrætter af konger, aristokrater og vigtige samtidige, men hans speciale var fortsat store "historiske malerier" med lys- og skyggespil. Disse omfatter "Laszlo Hunyadis afsked" (en ungarsk kriger, der blev forrådt og halshugget af sin egen konge i 1457), "Arrestationen af Frans II Rakoczy" (efter det mislykkede oprør af ungarske adelsmænd mod det habsburgske dynasti i 1701) og "Belejringen af Buda" (som sluttede i 1686 med osmannernes fordrivelse fra Ungarns senere hovedstad Budapest). Ud over antikke (som Kleopatras død eller Narcissus' død) eller bibelske temaer ("Adam og Eva") malede han også selvportrætter, gruppebilleder af sin familie eller naturbilleder som "Læser i skoven".
Gyula Benczúr døde i Szécsény i 1920 i en alder af 76 år. Den ungarske mester i historiemaleri oplevede selv Ungarns uafhængighed af dobbeltmonarkiet med dets samtidige nedbrydning til en stump stat ved tabet af store områder til de nye nabostater Rumænien og Tjekkoslovakiet og de deraf følgende politiske kampe om retningen i republikken.
Side 1 / 1