Hermann Stenners navn ville sandsynligvis blive nævnt i dag i samme åndedrag som andre kendte kunstnere fra den tyske ekspressionisme, hvis ikke hans liv som soldat havde fået en brat afslutning lige ved begyndelsen af Første Verdenskrig. Den tyske maler, grafiker og kunstteoretiker Willi Baumeister, der overlevede begge verdenskrige, har endda antydet, at Stenner ville være blevet en af Tysklands bedste malere, "hvis den meningsløse, forbryderiske krig ikke havde kostet sine ofre". Stenner fik kun fem produktive år af sit korte liv, i løbet af hvilke han skabte det imponerende antal på mindst 300 malerier og godt 1500 tryk. I en hurtig udvikling gennemgik han i begyndelsen impressionismens holdninger, hvorefter han, inspireret af Kandinsky, blev involveret i ekspressionismens farverige og intense udtryk for til sidst at gå over til en stærkt abstraherende måde at male på.
Som søn af en malermester voksede han så at sige op med maling og pensler og gik på prøve på håndværker- og kunsthåndværkerskolen i Bielefeld, inden han blev optaget på kunstakademiet i München. Et år senere overgik han til Det Kongelige Akademi for Skønne Kunster i Stuttgart, hvor han blev afgørende påvirket af Adolf Hölzel, pioneren inden for modernismen, og fik lov til at flytte ind i et mesterklasseatelier. Som 22-årig deltog han i den første ekspressionistiske udstilling for Tyskland i Dresden, og kort tid efter inddrog Adolf Hölzel ham i udførelsen af epokegørende vægfresker på Werkbund-udstillingen i Köln. Han udførte dem sammen med Oskar Schlemmer (som senere underviste på Bauhaus) og Willi Baumeister. Denne banebrydende Werkbund-udstilling, der havde kvaliteten og omfanget af en verdensudstilling, blev afbrudt for tidligt af 1. verdenskrig. Stenner meldte sig som frivillig sammen med Schlemmer i august og døde kun seks måneder senere i slaget ved Ilow i Polen.
Kunsthistorikeren og Stenners samtidige, Hans Hildebrandt, skrev om ham: "Naturen gav Stenner som en værdifuld gave den lette hånd, den tidlige beherskelse af håndværket. Det gav hans malerier og tegninger en umiddelbar friskhed, et indtryk af noget, der er skabt med glæde og uden besvær, hvilket hans temperament og hans glæde ved at være i et levende farvespil med mange kontraster bidrog til." Denne selvtillid og umiddelbarhed er på imponerende vis koncentreret i Stenners "Selvportræt med rød jakke". Samtidig minder kunstnerens korte levetid om krigens radikale indgreb, der pludselig stoppede utallige karrierer, livsplaner og kunstneriske udviklinger eller fik dem til at dreje i en anden retning, som ikke længere gav plads til livsglæde.
Hermann Stenners navn ville sandsynligvis blive nævnt i dag i samme åndedrag som andre kendte kunstnere fra den tyske ekspressionisme, hvis ikke hans liv som soldat havde fået en brat afslutning lige ved begyndelsen af Første Verdenskrig. Den tyske maler, grafiker og kunstteoretiker Willi Baumeister, der overlevede begge verdenskrige, har endda antydet, at Stenner ville være blevet en af Tysklands bedste malere, "hvis den meningsløse, forbryderiske krig ikke havde kostet sine ofre". Stenner fik kun fem produktive år af sit korte liv, i løbet af hvilke han skabte det imponerende antal på mindst 300 malerier og godt 1500 tryk. I en hurtig udvikling gennemgik han i begyndelsen impressionismens holdninger, hvorefter han, inspireret af Kandinsky, blev involveret i ekspressionismens farverige og intense udtryk for til sidst at gå over til en stærkt abstraherende måde at male på.
Som søn af en malermester voksede han så at sige op med maling og pensler og gik på prøve på håndværker- og kunsthåndværkerskolen i Bielefeld, inden han blev optaget på kunstakademiet i München. Et år senere overgik han til Det Kongelige Akademi for Skønne Kunster i Stuttgart, hvor han blev afgørende påvirket af Adolf Hölzel, pioneren inden for modernismen, og fik lov til at flytte ind i et mesterklasseatelier. Som 22-årig deltog han i den første ekspressionistiske udstilling for Tyskland i Dresden, og kort tid efter inddrog Adolf Hölzel ham i udførelsen af epokegørende vægfresker på Werkbund-udstillingen i Köln. Han udførte dem sammen med Oskar Schlemmer (som senere underviste på Bauhaus) og Willi Baumeister. Denne banebrydende Werkbund-udstilling, der havde kvaliteten og omfanget af en verdensudstilling, blev afbrudt for tidligt af 1. verdenskrig. Stenner meldte sig som frivillig sammen med Schlemmer i august og døde kun seks måneder senere i slaget ved Ilow i Polen.
Kunsthistorikeren og Stenners samtidige, Hans Hildebrandt, skrev om ham: "Naturen gav Stenner som en værdifuld gave den lette hånd, den tidlige beherskelse af håndværket. Det gav hans malerier og tegninger en umiddelbar friskhed, et indtryk af noget, der er skabt med glæde og uden besvær, hvilket hans temperament og hans glæde ved at være i et levende farvespil med mange kontraster bidrog til." Denne selvtillid og umiddelbarhed er på imponerende vis koncentreret i Stenners "Selvportræt med rød jakke". Samtidig minder kunstnerens korte levetid om krigens radikale indgreb, der pludselig stoppede utallige karrierer, livsplaner og kunstneriske udviklinger eller fik dem til at dreje i en anden retning, som ikke længere gav plads til livsglæde.
Side 1 / 1