Udviklingen af japansk kunst er tæt forbundet med en traditionel æstetik. Usædvanligt for den europæiske kunstelsker er forbindelsen til daglig brug. Kunstnerisk havedesign, malet silke og skåle til ceremoniel tilberedning af te har en kunstnerisk værdi, hvis de henviser til japansk tradition og har en anvendelse i dagligdagen. Jo mere daglig brug og tegn på patina fra hverdagen, jo højere er den kunstneriske værdsættelse. Den japanske kunsts udvikling kan beskyldes for at have underkastet sig fremmede kulturers indflydelse i århundreder. Japan ligner en svamp, der har absorberet indkommende kulturer og har sjældent været i en position som idegenerator. En nærmere undersøgelse afslører kun en selektiv overtagelse af udenlandske kunstneriske tendenser. Kun få af de fremmede kulturers resultater var højt nok i kunstnernes øjne til at blive integreret i den japanske kunst. Som det 19. århundrede skred frem, ændrede situationen sig, og japanske kunstnere udviklede sig til inspirationskilder for europæiske malere. Især den japanske form for træsnit var meget populær blandt de franske impressionister og påvirkede værker af Vincent van Gogh, Edgar Degas og Claude Monet.Utagawa Hiroshige var en kunstner, der brugte ukiyo-e-stilens trykteknik, og anses for at være en typisk repræsentant for Edo-perioden.
Et andet æstetisk princip i japansk kunst er de enkle ting, som naturen giver som model. Enkelhed i betydningen en reduceret fremstilling af enkel ynde og skønhed. Arrangementet af maleriets bestanddele giver indtryk af den størst mulige enkelhed. Begrænsning i kompositionen anses for at være en grundlæggende betingelse for god smag i alle epoker. Dette æstetiske princip stammer fra Zen-buddhismen og er kendt som Wabi Sabi eller Iki. Skønhedssansen følger ikke den europæiske standard, som ofte kræver balance og symmetri. Uregelmæssigheder og asymmetrier, der stammer fra naturen, er lige så vigtige elementer i det æstetiske udtryk.
En særlig form for japansk kunst er afbildningen af erotiske motiver. Shunga er træsnit, der afbilder den seksuelle handling. Den åbne fremstilling af mennesker i intime situationer var en vigtig indtægtskilde for kunstnerne af ukiyo-e træsnit. Ukiyo-e betyder billeder af den flydende verden, og denne verden drejede sig om de hedonistiske forlystelsesområder i byområderne. Erotikken er en del af den verden, som bestod af kabuki teatre, tehuse og bordeller. Skuespillere, geishas og kurtisaner dannede et berømt samfund, der var helliget fornøjelsen, og de japanske kunstnere i det 17. og 18. århundrede bragte denne verden ud til omverdenen i malerier. Mange europæiske kunstnere reagerede med beundring på afbildningerne og trykteknikken. Ved at påføre akvarel og trykke med hænders kraft skabes et udtryk af lethed, der minder om en akvarel.
Udviklingen af japansk kunst er tæt forbundet med en traditionel æstetik. Usædvanligt for den europæiske kunstelsker er forbindelsen til daglig brug. Kunstnerisk havedesign, malet silke og skåle til ceremoniel tilberedning af te har en kunstnerisk værdi, hvis de henviser til japansk tradition og har en anvendelse i dagligdagen. Jo mere daglig brug og tegn på patina fra hverdagen, jo højere er den kunstneriske værdsættelse. Den japanske kunsts udvikling kan beskyldes for at have underkastet sig fremmede kulturers indflydelse i århundreder. Japan ligner en svamp, der har absorberet indkommende kulturer og har sjældent været i en position som idegenerator. En nærmere undersøgelse afslører kun en selektiv overtagelse af udenlandske kunstneriske tendenser. Kun få af de fremmede kulturers resultater var højt nok i kunstnernes øjne til at blive integreret i den japanske kunst. Som det 19. århundrede skred frem, ændrede situationen sig, og japanske kunstnere udviklede sig til inspirationskilder for europæiske malere. Især den japanske form for træsnit var meget populær blandt de franske impressionister og påvirkede værker af Vincent van Gogh, Edgar Degas og Claude Monet.Utagawa Hiroshige var en kunstner, der brugte ukiyo-e-stilens trykteknik, og anses for at være en typisk repræsentant for Edo-perioden.
Et andet æstetisk princip i japansk kunst er de enkle ting, som naturen giver som model. Enkelhed i betydningen en reduceret fremstilling af enkel ynde og skønhed. Arrangementet af maleriets bestanddele giver indtryk af den størst mulige enkelhed. Begrænsning i kompositionen anses for at være en grundlæggende betingelse for god smag i alle epoker. Dette æstetiske princip stammer fra Zen-buddhismen og er kendt som Wabi Sabi eller Iki. Skønhedssansen følger ikke den europæiske standard, som ofte kræver balance og symmetri. Uregelmæssigheder og asymmetrier, der stammer fra naturen, er lige så vigtige elementer i det æstetiske udtryk.
En særlig form for japansk kunst er afbildningen af erotiske motiver. Shunga er træsnit, der afbilder den seksuelle handling. Den åbne fremstilling af mennesker i intime situationer var en vigtig indtægtskilde for kunstnerne af ukiyo-e træsnit. Ukiyo-e betyder billeder af den flydende verden, og denne verden drejede sig om de hedonistiske forlystelsesområder i byområderne. Erotikken er en del af den verden, som bestod af kabuki teatre, tehuse og bordeller. Skuespillere, geishas og kurtisaner dannede et berømt samfund, der var helliget fornøjelsen, og de japanske kunstnere i det 17. og 18. århundrede bragte denne verden ud til omverdenen i malerier. Mange europæiske kunstnere reagerede med beundring på afbildningerne og trykteknikken. Ved at påføre akvarel og trykke med hænders kraft skabes et udtryk af lethed, der minder om en akvarel.
Side 1 / 21