I midten af det 19. århundrede skete den store forandring for Paris. De smalle og mørke gyder var fortid. Væk var den elendighed og det morads, der prægede bybilledet og fik det fine selskab til at opholde sig i deres fornemme saloner. Boulevards blev bredere og større. Baron Hausmann formede bybilledet i storbyen på en så fremsynet måde, at det har ændret sig meget lidt den dag i dag. De nye gader indbød til at slentre, og det tog ikke lang tid, før de kendte folk kom. Modebevidst klædt gik folk rundt i de moderne gader om eftermiddagen for at se og blive set. Gaderne blev skueplads for de prangende forestillinger. Blandet i det illustre selskab var Jean Béraud. Jean var en charmerende gentleman, der havde let ved at blande sig blandt de kultiverede spadserende gæster, og han indfangede scenerne fra det parisiske hverdagsliv og levede i sin mest produktive kreative periode. Béraud dokumenterede hverdagslivet på byens boulevarder i Belle Époque-tiden.
Mange impressionister forlod byen i denne periode og foretrak det stille landskab til deres kunststudier. Béraud elskede livligheden mellem Champs-Elysées, Montmartre og de lange Seine-banker. Sammen med Édouard Manet og Edgar Degas dannede de et fællesskab af kunstnere, som gav hinanden inspiration og stimulering. Béraud bevægede sig således væk fra portrætteringen af selvpromoverende personer og indfangede hverdagsscener. Børn, der forlod skolen, og kvinder, der kæmpede mod vinden, alle tidens emner blev vigtige. For at kunne indfange netop disse scener autentisk, indrettede maleren et atelier til sig selv i en taxa. Skjult bag et gardin for at beskytte sig mod nysgerrige blikke.Lærredet på forsædet og malingspaletten ved siden af maleren på bagsædet. Jean ønskede at fange sine figurer i et intetanende øjeblik, uden posering og koketteri. En ukonventionel metode, men det var med disse værker, at Béraud opnåede den største berømmelse, uden at han behøvede at overvinde sin karakteristiske beskedenhed og generthed.
Belle Époque repræsenterer en tid, hvor kunsten gennemgik store forandringer. Art Nouveau begyndte, og teatre og metrostationer fik et moderne ansigt. Verdensudstillingen viste tydeligt, hvilken betydning Paris havde for kunst og kultur. Hele Paris vibrerede af glæde. Béraud havde interessant nok besluttet at hellige sig at male religiøse motiver. Béraud komponerede religiøse figurer i en nutidig ramme. De kontroversielle malerier blev ikke set uden kritik i kunstkredse, men bragte kunstneren en uventet popularitet i samfundet.
I midten af det 19. århundrede skete den store forandring for Paris. De smalle og mørke gyder var fortid. Væk var den elendighed og det morads, der prægede bybilledet og fik det fine selskab til at opholde sig i deres fornemme saloner. Boulevards blev bredere og større. Baron Hausmann formede bybilledet i storbyen på en så fremsynet måde, at det har ændret sig meget lidt den dag i dag. De nye gader indbød til at slentre, og det tog ikke lang tid, før de kendte folk kom. Modebevidst klædt gik folk rundt i de moderne gader om eftermiddagen for at se og blive set. Gaderne blev skueplads for de prangende forestillinger. Blandet i det illustre selskab var Jean Béraud. Jean var en charmerende gentleman, der havde let ved at blande sig blandt de kultiverede spadserende gæster, og han indfangede scenerne fra det parisiske hverdagsliv og levede i sin mest produktive kreative periode. Béraud dokumenterede hverdagslivet på byens boulevarder i Belle Époque-tiden.
Mange impressionister forlod byen i denne periode og foretrak det stille landskab til deres kunststudier. Béraud elskede livligheden mellem Champs-Elysées, Montmartre og de lange Seine-banker. Sammen med Édouard Manet og Edgar Degas dannede de et fællesskab af kunstnere, som gav hinanden inspiration og stimulering. Béraud bevægede sig således væk fra portrætteringen af selvpromoverende personer og indfangede hverdagsscener. Børn, der forlod skolen, og kvinder, der kæmpede mod vinden, alle tidens emner blev vigtige. For at kunne indfange netop disse scener autentisk, indrettede maleren et atelier til sig selv i en taxa. Skjult bag et gardin for at beskytte sig mod nysgerrige blikke.Lærredet på forsædet og malingspaletten ved siden af maleren på bagsædet. Jean ønskede at fange sine figurer i et intetanende øjeblik, uden posering og koketteri. En ukonventionel metode, men det var med disse værker, at Béraud opnåede den største berømmelse, uden at han behøvede at overvinde sin karakteristiske beskedenhed og generthed.
Belle Époque repræsenterer en tid, hvor kunsten gennemgik store forandringer. Art Nouveau begyndte, og teatre og metrostationer fik et moderne ansigt. Verdensudstillingen viste tydeligt, hvilken betydning Paris havde for kunst og kultur. Hele Paris vibrerede af glæde. Béraud havde interessant nok besluttet at hellige sig at male religiøse motiver. Béraud komponerede religiøse figurer i en nutidig ramme. De kontroversielle malerier blev ikke set uden kritik i kunstkredse, men bragte kunstneren en uventet popularitet i samfundet.
Side 1 / 3