Johann Barthold Jongkind var en hollandsk landskabsmaler, der tilbragte det meste af sit liv i Frankrig. Selv om sønnen af en hollandsk toldembedsmand var kunstnerisk begavet, var hans privatliv tragisk. Hans far ønskede, at hans søn skulle tage et lignende erhverv som embedsmand, men det var ikke noget for ham. Efter at hans far døde, da Jongkind var 16 år gammel, lykkedes det ham endelig at overbevise sin mor om, at han skulle have lov til at studere kunst. Hans første uddannelse begyndte i Haag hos landskabsmaleren Andreas Schelfhout. Takket være et stipendium finansieret af kong Vilhelm kunne Jongkind endelig rejse til Paris i 1846 for at fortsætte sine studier. Her blev han elev af Eugène Isabey og Francois Edouard Picot. Efter kun to år i Paris blev hans første værk accepteret til Paris Salon.
Jongkind's stil blev kun moderat godt modtaget af repræsentanterne i Paris Salon. Han kunne ikke sælge nok værker til at finansiere sin livsstil. Det skyldtes ikke mindst, at han ikke var uvenner med alkohol. Derfor havde han allerede efter få år oparbejdet en stor gæld og måtte forlade Paris i 1855. Tilbage i Rotterdam savnede han i høj grad den parisiske livsstil, kunstscenen og de sociale muligheder. Jongkind var en meget omgængelig person, der hurtigt fik venner. Hans kunstnervenner i Paris havde derfor ikke glemt ham. I løbet af fem år samlede en gruppe kunstnere omkring Camille Corot penge ind fra indtægterne fra deres malerier til at betale Jongkinds gæld i Paris. Dette gav Jongkind mulighed for at starte på en frisk i Frankrig, og han lejede sig igen et atelier i Paris i 1861. Det var i denne periode, at han mødte Claude Monet, Alfred Sisley og Eugene Boudin. Jongkind siges at have været en mentor for de unge kunstnere. Han anses for at være en af impressionismens pionerer. Monet sagde om Jongkind, at han trænede sit øje for kunsten.
Jongkind foretrak at male landskaber tæt på vandet, f.eks. scener ved Seinen, Normandiets kyster eller kanalerne i sit hjemland. Her fik hans særlige penselarbejde vandoverfladen til at gløde med et sølvfarvet skær, som i "Seinen og Notre-Dame i Paris". Jongkinds talent var dog altid truet af hans alkoholisme og dårlige mentale tilstand. Hans redning var tegnelæreren Joséphine Fesser, som han mødte i Paris. Hun bemærkede, hvor dårligt Jongkind havde det, og hun har siden da støttet ham. Fesser sørgede for, at hans liv foregik i god ro og orden og ledsagede ham på alle hans rejser. Takket være hende var Jongkind i stand til at fortsætte sit arbejde og sælge nogle af sine værker indtil sin død.
Johann Barthold Jongkind var en hollandsk landskabsmaler, der tilbragte det meste af sit liv i Frankrig. Selv om sønnen af en hollandsk toldembedsmand var kunstnerisk begavet, var hans privatliv tragisk. Hans far ønskede, at hans søn skulle tage et lignende erhverv som embedsmand, men det var ikke noget for ham. Efter at hans far døde, da Jongkind var 16 år gammel, lykkedes det ham endelig at overbevise sin mor om, at han skulle have lov til at studere kunst. Hans første uddannelse begyndte i Haag hos landskabsmaleren Andreas Schelfhout. Takket være et stipendium finansieret af kong Vilhelm kunne Jongkind endelig rejse til Paris i 1846 for at fortsætte sine studier. Her blev han elev af Eugène Isabey og Francois Edouard Picot. Efter kun to år i Paris blev hans første værk accepteret til Paris Salon.
Jongkind's stil blev kun moderat godt modtaget af repræsentanterne i Paris Salon. Han kunne ikke sælge nok værker til at finansiere sin livsstil. Det skyldtes ikke mindst, at han ikke var uvenner med alkohol. Derfor havde han allerede efter få år oparbejdet en stor gæld og måtte forlade Paris i 1855. Tilbage i Rotterdam savnede han i høj grad den parisiske livsstil, kunstscenen og de sociale muligheder. Jongkind var en meget omgængelig person, der hurtigt fik venner. Hans kunstnervenner i Paris havde derfor ikke glemt ham. I løbet af fem år samlede en gruppe kunstnere omkring Camille Corot penge ind fra indtægterne fra deres malerier til at betale Jongkinds gæld i Paris. Dette gav Jongkind mulighed for at starte på en frisk i Frankrig, og han lejede sig igen et atelier i Paris i 1861. Det var i denne periode, at han mødte Claude Monet, Alfred Sisley og Eugene Boudin. Jongkind siges at have været en mentor for de unge kunstnere. Han anses for at være en af impressionismens pionerer. Monet sagde om Jongkind, at han trænede sit øje for kunsten.
Jongkind foretrak at male landskaber tæt på vandet, f.eks. scener ved Seinen, Normandiets kyster eller kanalerne i sit hjemland. Her fik hans særlige penselarbejde vandoverfladen til at gløde med et sølvfarvet skær, som i "Seinen og Notre-Dame i Paris". Jongkinds talent var dog altid truet af hans alkoholisme og dårlige mentale tilstand. Hans redning var tegnelæreren Joséphine Fesser, som han mødte i Paris. Hun bemærkede, hvor dårligt Jongkind havde det, og hun har siden da støttet ham. Fesser sørgede for, at hans liv foregik i god ro og orden og ledsagede ham på alle hans rejser. Takket være hende var Jongkind i stand til at fortsætte sit arbejde og sælge nogle af sine værker indtil sin død.
Side 1 / 4