Maleren Lucas van Valckenborchs historie og kunstneriske udvikling er tæt forbundet med de calvinistiske hollænderes mislykkede oprør mod det spanske styre, for i 1566 forlod Valckenborch den flamske by Mechelen, også for at undslippe truslen om konfiskation. Hans flytninger fra Aachen til Antwerpen via Linz ved Donau og Frankfurt ved Main viser, at han ofte måtte flytte sine værksteder under pres fra politiske begivenheder. Han blev til Linz, fordi ærkehertug Matthias, den yngre bror til kejser Rudolf II, kaldte ham i sin tjeneste i 1579. På det tidspunkt blev Valckenborch betragtet som den vigtigste kunstner i sin tjeneste. Det er derfor altid værd at besøge Kunsthistorisches Museum i Wien, hvor mange af hans værker kan findes. Men han blev heller ikke længe i Linz, han fulgte sin bror til Frankfurt. Her drev han et stort og produktivt værksted indtil sin død.
Valckenborch levede i det 16. århundrede i en turbulent tid fuld af uro og politisk uro. Men den, der nu forventer, at maleren afspejler de politiske begivenheder i sine billeder, tager fejl. For politisk kunst, for slet ikke at tale om politiske udtalelser, fandtes ikke dengang. Valckenborch omsatte snarere sin tid til meget typiske idealdartillinger, som er kendetegnet ved en meget detaljeret malestil i stil med den store Pieter Brueghel den Ældre. Som såkaldte verdenslandskaber er hans landskaber kendetegnet ved en høj grad af detaljerigdom. Små figurer befolker de store landskaber og falder harmonisk ind i dem. Ensidige udsigter bliver mere og mere spændende gennem årene gennem diagonale kompositioner med flere rumlige stræder. De fantastiske vinterlandskaber har altid imponeret seerne særligt meget. I dag ville vi kalde dem skjulte billeder, fordi de mange små scener med mennesker, der står sammen i grupper eller bevæger sig på isen, får os som seere til at læse disse billeder som billedfortællinger.
Valckenborch er en mester i sit håndværk. Nogle gange kan man identificere konkrete steder i hans landskaber. I stigende grad helligede han sig også klippe- og bjerglandskaber, som faldt lige så meget i den tidens publikums smag som snelandskaberne. Her finder vi ofte profane motiver, helt verdslige motiver fra minedrift og malmsmeltning. Her er Valckenborch en kronikør af sin tid, selv om mange motiver er mytologisk idealiserede. Men skovscener med udsigter, markeder og bondefester viser os et billede af livet på landet i det 16. århundrede. Et helt særligt motiv er temaet om Babelstårnet, som Valckenborch overtog fra Pieter Brueghel den Ældre. Han gentog Babel-temaet i alt fire gange mellem 1568 og 1595. Her har han endnu en gang lagt hele sin mesterlighed i detaljenes verden. Tårnet som et perfekt idealbillede, men også et symbol på hybris, viser med sine snesevis og snesevis af realistiske detaljer hans evne til præcis observation og glæde ved hverdagens menneskelige aktiviteter.
Maleren Lucas van Valckenborchs historie og kunstneriske udvikling er tæt forbundet med de calvinistiske hollænderes mislykkede oprør mod det spanske styre, for i 1566 forlod Valckenborch den flamske by Mechelen, også for at undslippe truslen om konfiskation. Hans flytninger fra Aachen til Antwerpen via Linz ved Donau og Frankfurt ved Main viser, at han ofte måtte flytte sine værksteder under pres fra politiske begivenheder. Han blev til Linz, fordi ærkehertug Matthias, den yngre bror til kejser Rudolf II, kaldte ham i sin tjeneste i 1579. På det tidspunkt blev Valckenborch betragtet som den vigtigste kunstner i sin tjeneste. Det er derfor altid værd at besøge Kunsthistorisches Museum i Wien, hvor mange af hans værker kan findes. Men han blev heller ikke længe i Linz, han fulgte sin bror til Frankfurt. Her drev han et stort og produktivt værksted indtil sin død.
Valckenborch levede i det 16. århundrede i en turbulent tid fuld af uro og politisk uro. Men den, der nu forventer, at maleren afspejler de politiske begivenheder i sine billeder, tager fejl. For politisk kunst, for slet ikke at tale om politiske udtalelser, fandtes ikke dengang. Valckenborch omsatte snarere sin tid til meget typiske idealdartillinger, som er kendetegnet ved en meget detaljeret malestil i stil med den store Pieter Brueghel den Ældre. Som såkaldte verdenslandskaber er hans landskaber kendetegnet ved en høj grad af detaljerigdom. Små figurer befolker de store landskaber og falder harmonisk ind i dem. Ensidige udsigter bliver mere og mere spændende gennem årene gennem diagonale kompositioner med flere rumlige stræder. De fantastiske vinterlandskaber har altid imponeret seerne særligt meget. I dag ville vi kalde dem skjulte billeder, fordi de mange små scener med mennesker, der står sammen i grupper eller bevæger sig på isen, får os som seere til at læse disse billeder som billedfortællinger.
Valckenborch er en mester i sit håndværk. Nogle gange kan man identificere konkrete steder i hans landskaber. I stigende grad helligede han sig også klippe- og bjerglandskaber, som faldt lige så meget i den tidens publikums smag som snelandskaberne. Her finder vi ofte profane motiver, helt verdslige motiver fra minedrift og malmsmeltning. Her er Valckenborch en kronikør af sin tid, selv om mange motiver er mytologisk idealiserede. Men skovscener med udsigter, markeder og bondefester viser os et billede af livet på landet i det 16. århundrede. Et helt særligt motiv er temaet om Babelstårnet, som Valckenborch overtog fra Pieter Brueghel den Ældre. Han gentog Babel-temaet i alt fire gange mellem 1568 og 1595. Her har han endnu en gang lagt hele sin mesterlighed i detaljenes verden. Tårnet som et perfekt idealbillede, men også et symbol på hybris, viser med sine snesevis og snesevis af realistiske detaljer hans evne til præcis observation og glæde ved hverdagens menneskelige aktiviteter.
Side 1 / 1