Gillis de Hondecoeter var en hollandsk maler, der blev født ind i kunstnerprofessionen. Talentet og kærligheden til at male skulle komme til at bestemme familiens liv i de kommende generationer. Hans sønner fulgte efter med imponerende succes. Hans barnebarn Melchior fuldendte sit talent og koncentrerede sig om dyremaleri. Melchior de Hondecoeter blev nok den mest berømte dyremaler i Europa i det 17. århundrede. Malerens mest populære motiv var fugle. Melchior blev tiltrukket af Amsterdam, en by, der var blevet velstående som følge af guldalderen og var præget af en udpræget liberalisme. I sine nye omgivelser helligede Melchior sig udelukkende stilleben med dyr og jagtmotiver. Han overtog billedkompositionen fra sin model Frans Snyder og begyndte at placere fuglene i midten af billedet. Ingen anden kunstner havde evnen til at skildre dyrenes fjer så detaljeret og levende. Melchior de Hondecoeter fik hurtigt opmærksomhed fra sine kunstnerkolleger og velhavende mæcener.
Melchior placerede afbildningen af fjerdyr i forbindelse med barokhaver og jagtmarker. En særhed, der gav kunstneren tilnavnet "dyrenes Rafael". Forbindelsen til barokkens pragt og rigdom kan spores tilbage til helt banale omstændigheder. Kunstforskere er overbevist om, at maleren virkelig så dyrene. Fuglenes bevægelser, anatomi og fjerdragt er alt for autentiske, og derfor kan kunstnerens malerier ikke være baseret på historier og bøger. Mens hans bedstefar og også hans far sandsynligvis arbejdede med en lille galge, observerede Melchior sandsynligvis dyrene. Hofdyrholdet blev stadig mere populært blandt aristokratiske og velhavende samtidige. Søfarten åbnede en verden for det eksotiske, og mens planter blev indsamlet i botaniske haver, levede dyrene ved hoffet i menagerier. I de kongelige menagerier kunne man se sjældne dyr. Forskere formoder, at Melchior havde adgang til disse ofte private dyrehold gennem sine mæcener.
Det velhavende samfund kunne lide at omgive sig med dyr. Ud over papegøjer var der også væddeløbsheste og jagthunde, som ikke måtte leve en tilværelse i skjul. Dyrene blev malet og præsenteret. Jo rigere mæcen var, jo dygtigere skulle kunstneren være. Hondecoeters talent var sandsynligvis nok til at åbne dørene til de fornemste huse. Kunstneren har sjældent afbildet dyrene som stillestående billeder. Fuglekampe og spidse scener giver værkerne en vis dramaturgi. Skærende objekter i billedets kanter skaber indtrykket af et øjebliksbillede. Melchior kombinerer ofte det lokale dyreliv med ukendt fauna. Parker, landskaber og arkitektur bliver til staffage for de egentlige hovedpersoner, fuglene.
Gillis de Hondecoeter var en hollandsk maler, der blev født ind i kunstnerprofessionen. Talentet og kærligheden til at male skulle komme til at bestemme familiens liv i de kommende generationer. Hans sønner fulgte efter med imponerende succes. Hans barnebarn Melchior fuldendte sit talent og koncentrerede sig om dyremaleri. Melchior de Hondecoeter blev nok den mest berømte dyremaler i Europa i det 17. århundrede. Malerens mest populære motiv var fugle. Melchior blev tiltrukket af Amsterdam, en by, der var blevet velstående som følge af guldalderen og var præget af en udpræget liberalisme. I sine nye omgivelser helligede Melchior sig udelukkende stilleben med dyr og jagtmotiver. Han overtog billedkompositionen fra sin model Frans Snyder og begyndte at placere fuglene i midten af billedet. Ingen anden kunstner havde evnen til at skildre dyrenes fjer så detaljeret og levende. Melchior de Hondecoeter fik hurtigt opmærksomhed fra sine kunstnerkolleger og velhavende mæcener.
Melchior placerede afbildningen af fjerdyr i forbindelse med barokhaver og jagtmarker. En særhed, der gav kunstneren tilnavnet "dyrenes Rafael". Forbindelsen til barokkens pragt og rigdom kan spores tilbage til helt banale omstændigheder. Kunstforskere er overbevist om, at maleren virkelig så dyrene. Fuglenes bevægelser, anatomi og fjerdragt er alt for autentiske, og derfor kan kunstnerens malerier ikke være baseret på historier og bøger. Mens hans bedstefar og også hans far sandsynligvis arbejdede med en lille galge, observerede Melchior sandsynligvis dyrene. Hofdyrholdet blev stadig mere populært blandt aristokratiske og velhavende samtidige. Søfarten åbnede en verden for det eksotiske, og mens planter blev indsamlet i botaniske haver, levede dyrene ved hoffet i menagerier. I de kongelige menagerier kunne man se sjældne dyr. Forskere formoder, at Melchior havde adgang til disse ofte private dyrehold gennem sine mæcener.
Det velhavende samfund kunne lide at omgive sig med dyr. Ud over papegøjer var der også væddeløbsheste og jagthunde, som ikke måtte leve en tilværelse i skjul. Dyrene blev malet og præsenteret. Jo rigere mæcen var, jo dygtigere skulle kunstneren være. Hondecoeters talent var sandsynligvis nok til at åbne dørene til de fornemste huse. Kunstneren har sjældent afbildet dyrene som stillestående billeder. Fuglekampe og spidse scener giver værkerne en vis dramaturgi. Skærende objekter i billedets kanter skaber indtrykket af et øjebliksbillede. Melchior kombinerer ofte det lokale dyreliv med ukendt fauna. Parker, landskaber og arkitektur bliver til staffage for de egentlige hovedpersoner, fuglene.
Side 1 / 1