Nicolas Lancret (1690 - 1743) var sammen med sin tidligere studiekammerat og ven Jean-Antoine Watteau en af de mest betydningsfulde malere i den franske rokoko. Lancret beundrede Watteau så meget, at han efter ca. fire års læretid forlod sin første mester Pierre d'Ulin i 1712 for at gå i lære hos Watteaus lærer Claude Gillot. Gillot, en af rokokoens medstiftere, havde stor indflydelse på den unge Lancrets senere arbejde. En anden vigtig rolle blev spillet af den seks år ældre Watteau. De to malere var bundet af et meget nært venskab. Dette bånd blev dog brudt, da Lancret præsenterede to af sine værker på Exposition de la Jeunesse-udstillingen på Place Dauphine. Malerierne blev godt modtaget og skulle lægge grunden til hans senere berømmelse. Men fordi de til forveksling lignede Watteaus stil, var der mange, der fejlagtigt lykønskede ham i stedet for Lancret.
Lancret blev også senere ofte sammenlignet med Watteau. For i mange af sine værker beskæftigede han sig ligesom Watteau med den for rokokoen typiske genre af Fêtes Galantes. Det centrale tema var ofte festlige scener som f.eks. baller, landsbybryllupper eller markeder. Lancret fik stor anerkendelse i denne genre og blev optaget i det franske akademi i 1718. Men i Watteaus levetid lykkedes det ham aldrig at overgå ham i den såkaldte "Watteau-genre". Det var først efter Watteaus død i 1721, at Lancret, sammen med Jean-Baptiste Pater , kunne blive en af de førende mestre. Dette afspejles i hans udnævnelse som rådmand for Akademiet i 1735. Frederik den Store siges at have været en stor beundrer af Lancrets arbejde.
Mange af Lancrets malerier er i dag udstillet på forskellige museer rundt om i verden. Blandt dem er det værkerne fra de sidste år af hans virke, der nyder størst popularitet, såsom "Winter" eller "Mademoiselle Camargo at the Dance". Mange betragter et af hans sidste værker, "Familien i haven ved kaffen" (1742), som et mesterværk. Lancret selv var ugift det meste af sit liv og giftede sig først i 1741 med forfatteren Boursaults 18-årige barnebarn Boursault. Her siges det, at ægteskabet ikke så meget var af kærlighed som for at hjælpe den unge pige og hendes døende mor ud af deres vanskelige situation. Lancret døde af lungebetændelse kun omkring to år senere.
Nicolas Lancret (1690 - 1743) var sammen med sin tidligere studiekammerat og ven Jean-Antoine Watteau en af de mest betydningsfulde malere i den franske rokoko. Lancret beundrede Watteau så meget, at han efter ca. fire års læretid forlod sin første mester Pierre d'Ulin i 1712 for at gå i lære hos Watteaus lærer Claude Gillot. Gillot, en af rokokoens medstiftere, havde stor indflydelse på den unge Lancrets senere arbejde. En anden vigtig rolle blev spillet af den seks år ældre Watteau. De to malere var bundet af et meget nært venskab. Dette bånd blev dog brudt, da Lancret præsenterede to af sine værker på Exposition de la Jeunesse-udstillingen på Place Dauphine. Malerierne blev godt modtaget og skulle lægge grunden til hans senere berømmelse. Men fordi de til forveksling lignede Watteaus stil, var der mange, der fejlagtigt lykønskede ham i stedet for Lancret.
Lancret blev også senere ofte sammenlignet med Watteau. For i mange af sine værker beskæftigede han sig ligesom Watteau med den for rokokoen typiske genre af Fêtes Galantes. Det centrale tema var ofte festlige scener som f.eks. baller, landsbybryllupper eller markeder. Lancret fik stor anerkendelse i denne genre og blev optaget i det franske akademi i 1718. Men i Watteaus levetid lykkedes det ham aldrig at overgå ham i den såkaldte "Watteau-genre". Det var først efter Watteaus død i 1721, at Lancret, sammen med Jean-Baptiste Pater , kunne blive en af de førende mestre. Dette afspejles i hans udnævnelse som rådmand for Akademiet i 1735. Frederik den Store siges at have været en stor beundrer af Lancrets arbejde.
Mange af Lancrets malerier er i dag udstillet på forskellige museer rundt om i verden. Blandt dem er det værkerne fra de sidste år af hans virke, der nyder størst popularitet, såsom "Winter" eller "Mademoiselle Camargo at the Dance". Mange betragter et af hans sidste værker, "Familien i haven ved kaffen" (1742), som et mesterværk. Lancret selv var ugift det meste af sit liv og giftede sig først i 1741 med forfatteren Boursaults 18-årige barnebarn Boursault. Her siges det, at ægteskabet ikke så meget var af kærlighed som for at hjælpe den unge pige og hendes døende mor ud af deres vanskelige situation. Lancret døde af lungebetændelse kun omkring to år senere.
Side 1 / 2