Som søn af en ostehandler var Robert Robert Anning Bell ikke ligefrem forudbestemt til at blive kunstner. Han blev født i London i 1862. Det var sandsynligvis hans onkel, arkitekten Samuel Knight, der introducerede ham til kunsten. Han arbejdede i en ung alder på sin onkels kontor og studerede også på den progressive University College School og det berømte Royal Academy. Han delte sin interesse for nye bevægelser som symbolisme og art nouveau med billedhuggeren George Frampton, som han også havde et atelier sammen med. Efter at være kommet i kontakt med den daværende avantgarde i Paris blev han en vigtig figur i Arts and Crafts-bevægelsen i England.
Et af hans første meget anerkendte værker blev fremstillet i samarbejde med Frampton: et højalter bestående af malerier og skulpturer, som blev udstillet i Arts and Crafts Exhibition Society og nu befinder sig i Church of St Clare i Liverpool. Allerede i dette værk kan man se Bells interesse for middelalder- og renæssancekunst. I samarbejde med glasværksteder skabte han farvestrålende glasmalerier, som på den ene side henviser til de gamle modeller, men på den anden side også kombinerer moderne elementer. Hans værker bærer et mysterium, de udstråler en stor magi og viser en stor kunstners og designers mesterskab og håndværk. På højdepunktet af sine kreative evner fik Robert Anning Bell til opgave at udføre den centrale mosaik til tympanonet på hoveddøren i Westminster Cathedral, baseret på skitser af den afdøde bygmester John Francis Bentley. Dette værk er baseret på mosaikkerne fra Byzans og er alligevel meget moderne i sin stil og komposition. Den blev færdig i 1916 og passer smukt ind i den samlede komposition af denne neo-byzantinske kirke. Han skabte også flere mosaikker til Westminster Palace i 1920'erne.
Bells malerier er atmosfærisk tætte, gådefulde og udstråler en usædvanlig æstetik. Tænk f.eks. på en arkadisk badescene med nymfeagtige skønheder eller rødhårede unge kvinder, som han portrætterede på en meget levende og samtidig henrykkende måde. Hvis vi ser på hans maleri "Mary at Elizabeth's", kommer vi til at tænke på de store mestre fra den tidlige renæssance. Han tog utvivlsomt udgangspunkt i dem, uden at efterligne dem på en plathed. En særlig del af hans værk udgøres af bogillustrationer. Heriblandt er en vidunderlig gouache af en alfebølge, men også mesterværker i sort/hvid i stil med art nouveau. Tænk f.eks. på de stemningsfulde illustrationer af William Shakespeares skuespil: Kong Lear, Hamlet eller Romeo og Julie. Robert Anning Bell portrætterede sig selv foran et af sine farverige glasmosaikvinduer; han døde i 1933. Set fra i dag synes hans værker, hvoraf de fleste blev skabt i det 20. århundrede, at være faldet ud af tiden. Men det er netop det, der gør dem så fortryllende.
Som søn af en ostehandler var Robert Robert Anning Bell ikke ligefrem forudbestemt til at blive kunstner. Han blev født i London i 1862. Det var sandsynligvis hans onkel, arkitekten Samuel Knight, der introducerede ham til kunsten. Han arbejdede i en ung alder på sin onkels kontor og studerede også på den progressive University College School og det berømte Royal Academy. Han delte sin interesse for nye bevægelser som symbolisme og art nouveau med billedhuggeren George Frampton, som han også havde et atelier sammen med. Efter at være kommet i kontakt med den daværende avantgarde i Paris blev han en vigtig figur i Arts and Crafts-bevægelsen i England.
Et af hans første meget anerkendte værker blev fremstillet i samarbejde med Frampton: et højalter bestående af malerier og skulpturer, som blev udstillet i Arts and Crafts Exhibition Society og nu befinder sig i Church of St Clare i Liverpool. Allerede i dette værk kan man se Bells interesse for middelalder- og renæssancekunst. I samarbejde med glasværksteder skabte han farvestrålende glasmalerier, som på den ene side henviser til de gamle modeller, men på den anden side også kombinerer moderne elementer. Hans værker bærer et mysterium, de udstråler en stor magi og viser en stor kunstners og designers mesterskab og håndværk. På højdepunktet af sine kreative evner fik Robert Anning Bell til opgave at udføre den centrale mosaik til tympanonet på hoveddøren i Westminster Cathedral, baseret på skitser af den afdøde bygmester John Francis Bentley. Dette værk er baseret på mosaikkerne fra Byzans og er alligevel meget moderne i sin stil og komposition. Den blev færdig i 1916 og passer smukt ind i den samlede komposition af denne neo-byzantinske kirke. Han skabte også flere mosaikker til Westminster Palace i 1920'erne.
Bells malerier er atmosfærisk tætte, gådefulde og udstråler en usædvanlig æstetik. Tænk f.eks. på en arkadisk badescene med nymfeagtige skønheder eller rødhårede unge kvinder, som han portrætterede på en meget levende og samtidig henrykkende måde. Hvis vi ser på hans maleri "Mary at Elizabeth's", kommer vi til at tænke på de store mestre fra den tidlige renæssance. Han tog utvivlsomt udgangspunkt i dem, uden at efterligne dem på en plathed. En særlig del af hans værk udgøres af bogillustrationer. Heriblandt er en vidunderlig gouache af en alfebølge, men også mesterværker i sort/hvid i stil med art nouveau. Tænk f.eks. på de stemningsfulde illustrationer af William Shakespeares skuespil: Kong Lear, Hamlet eller Romeo og Julie. Robert Anning Bell portrætterede sig selv foran et af sine farverige glasmosaikvinduer; han døde i 1933. Set fra i dag synes hans værker, hvoraf de fleste blev skabt i det 20. århundrede, at være faldet ud af tiden. Men det er netop det, der gør dem så fortryllende.
Side 1 / 2