Vladimir Lukich Borovikovsky anses for at være en af de sidste vigtige repræsentanter for russisk portrætmaleri. Han blev født i den ukrainske by Mirgorod som Vladimir Borovik, men hans anerkendte kunstneriske karriere begyndte først i en alder af ca. 30 år, da han i 1787 gennem mægling af digteren og adelsmarskal af Kiev Gubernia, V. Kapnist, fik til opgave at dekorere to værelser, som kejserinde Katarina II skulle bo i Kremenchug. Borovik udsmykkede dem med to store allegoriske malerier, hvilket vandt Katarina's anerkendelse og banede vejen for maleren til Petersborg. Indtil da havde han kun tiltrukket sig opmærksomhed for nogle få håndmalede ikoner, som han havde lavet under sin militærtjeneste. I Ruslands hovedstad, som han aldrig skulle forlade i længere tid, ændrede han sit efternavn til det mere aristokratisk klingende Borovikovsky. Da han i sine tidlige Petersborg-år boede sammen med kunstneren N. Lvov, som var interesseret i poesi, musik og arkæologi, og han søgte ofte selskab med digtere, der dyrkede sentimentalismen, afspejlede de deraf følgende påvirkninger sig i Borovikovskijs fremtidige maleri. For at videreudvikle sine færdigheder tog han privatundervisning hos kendte malere som den russiske Lewitzki og den østrigske Lampi. I 1795 opnåede han den akademiske grad af portrætmaler. Herefter fulgte 30 travle år indtil hans død i 1825, hvor Borovikovskij skabte omkring 500 portrætter i sin fremover kultiverede lette og gennemsigtige stil. I årene omkring århundredeskiftet var der mange miniatureportrætter blandt dem. I de sidste fem år af sit liv, hvor han var medlem af en frimurerloge, begyndte han atter at male ikoner, hvoraf ti pryder katedralen i Kazan.
Næsten alle Borovikovskys portrætter underordner posituren, hændernes stilling og eventuelle synlige landskaber under den portrætterede persons ansigt. Dette er et udtryk for malerens talent for at sætte hver enkelt person i centrum for sine portrætter. I mange portrætter, som f.eks. portrættet af Maria Lopuchina, der virker afslappet og samtidig raffineret og elegant, eller portrættet af den russiske kejser Paul I, er dette særligt slående for beskueren. Ofte understøtter perlemorstoner og glatte overflader hans præcise tegninger. Borovikovsky havde også succes med sine dobbeltportrætter, som f.eks. af grevinderne E.A. og A.A. Kurakin.
En sidste bemærkning bør gøres om Vladimir Borovikovsky som person. Han blev anset for at være elskværdig og charmerende, støttede flere af sine studerende moralsk og materielt og bad kort før sin død om at blive begravet "uden ceremoni". De fleste af hans kunstværker blev først offentligt anerkendt i det 20. århundrede og har siden fået den opmærksomhed, de fortjener, på museer og gallerier.
Vladimir Lukich Borovikovsky anses for at være en af de sidste vigtige repræsentanter for russisk portrætmaleri. Han blev født i den ukrainske by Mirgorod som Vladimir Borovik, men hans anerkendte kunstneriske karriere begyndte først i en alder af ca. 30 år, da han i 1787 gennem mægling af digteren og adelsmarskal af Kiev Gubernia, V. Kapnist, fik til opgave at dekorere to værelser, som kejserinde Katarina II skulle bo i Kremenchug. Borovik udsmykkede dem med to store allegoriske malerier, hvilket vandt Katarina's anerkendelse og banede vejen for maleren til Petersborg. Indtil da havde han kun tiltrukket sig opmærksomhed for nogle få håndmalede ikoner, som han havde lavet under sin militærtjeneste. I Ruslands hovedstad, som han aldrig skulle forlade i længere tid, ændrede han sit efternavn til det mere aristokratisk klingende Borovikovsky. Da han i sine tidlige Petersborg-år boede sammen med kunstneren N. Lvov, som var interesseret i poesi, musik og arkæologi, og han søgte ofte selskab med digtere, der dyrkede sentimentalismen, afspejlede de deraf følgende påvirkninger sig i Borovikovskijs fremtidige maleri. For at videreudvikle sine færdigheder tog han privatundervisning hos kendte malere som den russiske Lewitzki og den østrigske Lampi. I 1795 opnåede han den akademiske grad af portrætmaler. Herefter fulgte 30 travle år indtil hans død i 1825, hvor Borovikovskij skabte omkring 500 portrætter i sin fremover kultiverede lette og gennemsigtige stil. I årene omkring århundredeskiftet var der mange miniatureportrætter blandt dem. I de sidste fem år af sit liv, hvor han var medlem af en frimurerloge, begyndte han atter at male ikoner, hvoraf ti pryder katedralen i Kazan.
Næsten alle Borovikovskys portrætter underordner posituren, hændernes stilling og eventuelle synlige landskaber under den portrætterede persons ansigt. Dette er et udtryk for malerens talent for at sætte hver enkelt person i centrum for sine portrætter. I mange portrætter, som f.eks. portrættet af Maria Lopuchina, der virker afslappet og samtidig raffineret og elegant, eller portrættet af den russiske kejser Paul I, er dette særligt slående for beskueren. Ofte understøtter perlemorstoner og glatte overflader hans præcise tegninger. Borovikovsky havde også succes med sine dobbeltportrætter, som f.eks. af grevinderne E.A. og A.A. Kurakin.
En sidste bemærkning bør gøres om Vladimir Borovikovsky som person. Han blev anset for at være elskværdig og charmerende, støttede flere af sine studerende moralsk og materielt og bad kort før sin død om at blive begravet "uden ceremoni". De fleste af hans kunstværker blev først offentligt anerkendt i det 20. århundrede og har siden fået den opmærksomhed, de fortjener, på museer og gallerier.
Side 1 / 2