"Det bliver kedeligt at gøre ingenting efter kort tid"; Gustav Klimts tanker om livet var - ligesom de fleste af hans malerier - altid fulde af spænding, farver og bevægelse. Som i oliemaleriet Bauerngarten, som han lavede i 1907 sammen med en række andre meget kendte have- og landskabsmalerier, er spænding og bevægelse en vigtig del af hans kunst. Han fandt inspiration i dekadentismens år fra 1890 til 1917 på en rejse med sin familie og venner, hvor han opdagede den rustikke og naturlige have på Mayr-gården i Litzlberg til sig selv og sin kunst. Den østrigske kunstner var på sit kreative højdepunkt og begyndte at opdage nogle nye teknikker, motiver og kompositioner for sig selv på dette tidspunkt.

Med sin unikke sammensætning af farver og former er maleriet Bauerngarten et af kunstnerens mest berømte og populære malerier og blev i 2017 solgt på auktion som det tredje dyreste maleri i europæisk kunsthistorie. Gennem komplementære farvesammensætninger - som Klimt ofte gav sine værker - fanger dette maleri også i det rød-grønne skema med en farverig, fri og alligevel harmonisk komposition, som forstærkes af den trekantede placering af blomsterarrangementerne på den grønne eng. Den usædvanlige trekantskomposition kan ses i flere af Klimts værker på denne tid. Den giver en følelse af kompression, ensartethed og orden og afspejler en særlig forståelse af naturen gennem den tilsyneladende vilkårlige, naturlige placering af blomsterne i denne geometriske form. På den ene side virker naturen usmykkede, vild og fri, på den anden side virker den så fejlfri, at det er muligt for den at skabe formodet fejlfrie og "perfekte" ting. Den grønne baggrund viser også landskabets naturlighed og livlighed og naturens rige gennem de forskellige grønne nuancer og det tilsyneladende uplanlagte arrangement. Forskellige, varme og dybt lysende toner i den røde og gule farvefamilie bliver lysere og lysere mod toppen gennem enkelte felter af valmuer, tusindfryd og roser i forskellige, strålende farver, indtil nogle hvide, strålende blomster strækker sig som en krone over de andre. Et brud og samtidig blikfang er det blå felt af forglemmigejblomster i maleriets hjerte, hvis lyse farve danner et støtte- og afgangspunkt gennem den stærke kontrast.

Ved hjælp af impressionistiske teknikker til billedkomposition, der primært fokuserer på betydningen af emnet bag overfladen, skildrer Klimt skønheden og vitaliteten af planterne, der er omhyggeligt arrangeret i forhold til hinanden, men som alligevel virker vilkårlige og kraftfulde. I Klimts forståelse er naturen ligesom mennesket en selvstændig kraft, der undslipper alle begrænsninger og lever og trives uafhængigt af alle ydre påvirkninger. Den skal ikke ses som en reaktion på mennesket eller på menneskets syn på naturen, men som den eneste bærer af liv og vitalitet. Det kvadratiske format er også bevidst valgt af kunstneren for at henlede øjet til bestemte steder i maleriet alene gennem kompositionen. Det kvadratiske format giver balance og får hvert hjørne af maleriet til at virke lige betydningsfuldt. Den fremstår som en del af naturen, hvis træk og motiver er selvstændigt homosemiske.

---

Sommerhave · Gustav Klimt