Johan Christian Dahl har skabt et udødeligt monument over den norske havneby Larvik, som er ret ukendt i resten af verden. Oliemaleriet "Larvik i måneskin", der blev skabt i 1839, kombinerer mange motiver, der var typiske for Dahl, som blev berømt som den første store norske landskabsmaler. En stor del af overfladen er således optaget af nattehimlen, som grå skyer driver hen over. Dahl har viet adskillige studier og skitser til disse skyformationer, som er lagt oven på hinanden, er drevet fra hinanden eller skubbet sammen igen. Også i dette værk virker skyerne levende, som om de blev båret af vinden. Man ville gerne kunne se dem svæve over den perfekte fuldmåne og undslippe ens blik igen og igen. For selv om månelyset oplyser store dele af maleriet ret kraftigt for at være en afbildning om natten, forbliver det titulære himmellegeme sløret for beskuerens øje. Ikke desto mindre dominerer det maleriet og trækker uundgåeligt al opmærksomhed til sig. Månens lys reflekteres i det rolige vand i Skagerak, som kun laver blide bølger. Dahl beskæftiger sig også med denne refleksion af månelyset over vandoverflader i andre værker; han har f.eks. malet et maleri af Elbens bredder i sin adoptivby Dresden, også i månelys. Selv en overfladisk sammenligning af de to værker afslører, at sceneriet i "Larvik i måneskin" er betydeligt lysere. Det kan antages, at dette skyldes byens geografiske beliggenhed. Dahl har sandsynligvis fanget de svage lysforhold i perioden omkring polardagen, hvor der er meget korte, lyse nætter nær polarcirklen. De grønne, friskbladede planter peger også på denne periode i forsommeren. Da dette fænomen kun forekommer i nogle få regioner i verden, giver det usædvanlige og sjældne effekter i maleriet, der næsten giver indtryk af dagslys på visse steder.

Af Larvik selv er kun nogle få bygninger nær havnen afbildet, en kirke samt nogle pakhuse. Et enkelt stort sejlskib ligger fortøjet ved kajen, mens andre er ankeret et par meter fra land. Sejlene er trukket ind, og der er ingen på dækket, hvilket giver et indtryk af fred og ro. Havnen, som må være travl om dagen, ligger stille, kun nederst i billedet ligger en lille båd lige ved kysten og bliver mødt af to mænd, som måske fisker. Selv om alt det, der er beskrevet indtil dette punkt, først tiltrækker beskuerens opmærksomhed, afspejles det i baggrunden af maleriet. Forgrunden udgøres af den øverste kant af en dæmning, der skråner ned mod vandet. Tunge træstammer ligger stablet, nogle pænt, andre på tværs, og ved siden af dem er et par ved at gøre sig færdige for aftenen. Deres øjne vandrer over vandet til skibene, som de betragter i en afslappet holdning uden nogen særlig sympati. De ser ud til at nyde stemningen fra deres højtliggende udsigtspunkt, manden står med benet opad, kvinden har endda sat sig på skråningen. Som det er sædvanligt for maleren, er de begge kun afbildet bagfra og ser sammen med beskueren på den scene, som Dahl har skitseret. Med sine for det meste mørke, dæmpede farver, der skaber en eftertænksom og næsten mystisk stemning, hører "Larvik i måneskin" til blandt de typiske repræsentanter for romantikken. Alligevel virker hele billedet meget virkelighedsnært og slet ikke som et stilleben; tværtimod er den blide bevægelse af vind og bølger næsten håndgribelig. Mens man kigger over skuldrene på de to personer i forgrunden, bliver man indlemmet i scenen.

---

Larvik ved Moonlight · Johan Christian Dahl