Nej - det er ikke en haj! Men du ser sådan en fisk - og det gør jeg i øvrigt også. Det er dog ikke en haj! Jeg har vidst det siden 1972, og du vil ikke tro mig, før jeg kommer med en passende erklæring. En lun aften med en vidunderlig halvmåne på stranden i Anakena på Påskeøen peger på oprindelsen af min viden. Jeg stod der alene med min mor og sjæl og forestillede mig, hvad Hoto Matu'a, alle påskeøboernes forfader, må have følt, da han ankom til Påskeøen efter en seks uger lang sejlads i to dobbeltkanoer. Forresten ligger der meget tæt på stranden en grotte, hvor Hoto Matu'a efter sigende skulle have tilbragt de første nætter. Jeg betragtede det, jeg aldrig havde set før i mit liv, i sin overvældende, ubeskrivelige skønhed: den stjerneklare nattehimmel over jordens sydlige halvkugle! Ingen lysforurening, men stjerner, som jeg aldrig havde set før som en person fra den nordlige halvkugle. Jeg stod alene på stranden og kiggede fast ind i himlen - og pludselig fik jeg en fornemmelse af, at jeg ikke var alene på dette sted. Så jeg kiggede ned på jorden igen og drejede rundt. Sikkert nok, omkring ti meter væk så jeg en skikkelse. Men da denne person stod på en sådan måde, at han havde månelyset i ryggen, men jeg var nødt til at se ind i halvmånens skarpe lys, kunne jeg ikke se, hvem der stod der. Den fremmede eller de fremmede talte først til mig. Derefter fulgte en samtale med engelske ord, med hænder og fødder, med alle mulige fagter og uforståelige ord på det indfødte sprog. Så den helt normale samtale, som enhver person, der rejser rundt i verden, og som jeg, kun har sit modersmål og rudimentære andre sprog til simpel kommunikation, havde. Jeg skriver det dog ikke ned her, men beskriver resultatet. Da denne person henvendte sig til mig, blev det klart, at det var en kvindestemme. Hun pegede på Mælkevejen og forklarede mig, at den bare ikke var "mælkevejen", som jeg må have troet, at den var. Det, jeg hidtil havde troet, at Mælkevejen var vores galakse, var ifølge disse påskeøboere en "mango-roa" - og det er det, de kalder en "stor haj" overalt i Polynesien. Hun forklarede mig, at almindelige mennesker, når de døde, levede videre som en stjerne i Mælkevejen. Men ekstraordinære mennesker med meget mana, modige krigere, kloge høvdinge og alle de mennesker, hvis liv ikke følger de almindelige dødeliges normale veje, dukker op som en ny stjerne på himlen om natten. På det tidspunkt troede jeg i hvert fald ikke på den gamle kvinde. Men efter at have læst netop dette i alle videnskabelige og populære værker ved jeg nu, at det er gamle polynesiske idéer, der ud fra årsagsprincippet forklarer, hvorfor der er så mange stjerner i Mælkevejen og relativt få enkeltstående stjerner på himlen. Skiltet med det formodede påskelavn "Rongorongo" er et mesterværk inden for polynesisk udskæringer. I Rongorongo er alle skilte altid lige store. Hvordan skal kunstnerne nu skelne mellem tegnet på en almindelig haj og tegnet på en Mango-roa, en stor haj? Med mesternes beundringsværdige kreativitet, som de beviser med deres system af figurative tegn, har de bøjet hajen til to tegn, men som ét, på en sådan måde, at den netop i sin normale svømmestilling ville være genkendelig som en stor haj. Nu har du intet andet valg end at tro mig, at der på mit billede faktisk er en stor haj, men at dens element, vandet, mangler. Mælkevejens lyse bånd deler himlen i nord og syd. Den himmelske haj symboliserer Mælkevejen. I det formodede påskeskrift fra Påskeøen gælder konceptet: intet er nogensinde sig selv. En haj er ikke en haj - tro det eller ej! Hvis du vil vide mere om Rongorongo, kan du finde den her: www.rongorongo-script.de.

---

Mango-roa · Michael H. Dietrich