Et vindpust fejer hen over Jyllands flade kyster og fører den salte duft af hav helt ind i de københavnske atelierer - og med den det evige spørgsmål: Hvor meget lys kan et billede tåle I Danmark er maleriet en konstant balancegang mellem trangen til klarhed og længslen efter dybde, mellem den nøgterne iagttagelse af verden og ønsket om at fortrylle den. Den, der ser på et dansk maleri, fornemmer ofte denne spænding: Der er Skagensmalernes berømte, næsten overjordiske lys, som dækker landskaberne og ansigterne som med et skær af evighed. Men samtidig lurer den melankoli, der altid har kendetegnet landet, i lærredets skygger - et stille ekko af de lange vintre, de uendelige horisonter, den stille melankoli, der aldrig helt forsvinder selv i den lyseste sommer.



Et lands historie begynder ofte med dets konger eller krige, men Danmarks kunstneriske identitet dannes et helt andet sted: i det lille, intime rum mellem kunstner og natur. Det danske maleri i det 19. århundrede, ofte omtalt som "guldalderen", er et godt eksempel på denne dialog. Christen Købke, for eksempel, hvis portrætter og landskaber fremstår så klare og rolige, som om han havde fanget tiden selv, eller Vilhelm Hammershøi, hvis rolige interiører og kølige farvetoner skaber en atmosfære, der minder om et øjeblik lige før opvågning. Deres værker er ikke højlydte statements, men stille meditationer over hverdagen - og alligevel revolutionerende i deres tilbageholdenhed. Mens romantikken andre steder i Europa eksploderede i dramatiske farver og bevægelser, søgte danskerne magien i det uspektakulære, i spillet mellem lys og skygge på en hvid væg, i udsigten ud af vinduet til en regnvåd gårdsplads.



Men Danmark ville ikke være Danmark, hvis det havde holdt sig til denne stille poesi. Med modernismens indtog blæste en ny vind ind i ateliererne: Kunstnerne i "Københavnerskolen" og senere repræsentanterne for "CoBrA"-bevægelsen - herunder Asger Jorn, hvis ekspressive, farverige værker virker som et opråb mod den nordiske tilbageholdenhed - satte spørgsmålstegn ved alt, hvad der tidligere var blevet anset for at være typisk dansk. Pludselig blev billedet en scene for eksperimenter, for vilde farveeksplosioner, for det ubevidste og det legende. Fotografiet, der blev etableret som en selvstændig kunstform af pionerer som Keld Helmer-Petersen, indfangede efterkrigstidens nye urbanitet og livsholdning: nøgternt, direkte, nogle gange ironisk, altid med et skarpt øje for det absurde i hverdagen. Og mens verden kigger mod avantgardens store centre, skabes der i Danmark værker, som trodser enhver kategorisering - nogle gange sarte og poetiske, andre gange provokerende og højlydte, men altid med en fin fornemmelse for, hvad der ligger mellem linjerne.



Dansk kunst forbliver således et fascinerende samspil: mellem lys og skygge, mellem stilhed og nye begyndelser, mellem tradition og eksperiment. Den, der beskæftiger sig med den, opdager ikke kun et lands skønhed, men også de stille konflikter, som kunstnerne hele tiden genforhandler - på papir, lærred, fotopapir eller som fine tryk. Og måske er det netop denne modsigelse, der gør dansk kunst så tidløs og inspirerende: Den forbliver altid lidt uhåndgribelig, som lyset, der passerer over klitterne - og alligevel i et øjeblik forvandler alt.