Et strejf af tåge ligger over de endeløse skove, mens lyset fra Østersøen skinner i fine, sølvfarvede toner på de lettiske kunstneres lærreder - sådan begynder Letlands visuelle sprog, der altid svinger mellem melankoli og stille håb. Enhver, der slentrer gennem Rigas markedshaller en tidlig morgen, vil fornemme, hvordan hverdagen forvandles til poesi: Sælgerne med deres farverige tørklæder, agurkernes frodige grønne farve, bærrenes dybe røde farve - det hele virker malet, som om en kunstner havde valgt Letlands farver med særlig omhu. Denne kærlighed til detaljer, natur og lys løber som en rød tråd gennem den lettiske kunsthistorie, som er langt mere end blot en afspejling af landets omskiftelige historie.
Lettisk maleri, der ofte er præget af en dyb forbindelse til landskabet, overrasker igen og igen med sin kompleksitet. Mens Vilhelms Purvītis fangede lyset i det nordiske tusmørke med sine impressionistiske vinterlandskaber og inspirerede en hel generation af kunstnere, vovede Jānis Rozentāls sig ud i skildringen af det moderne menneske i spændingsfeltet mellem tradition og nye begyndelser. Hans portrætter, der ofte har en næsten fotografisk præcision, fortæller om et samfund i forandring, om længsel og stolthed. Men Letlands kunst er ikke kun idyllisk natur: I 1920'erne, da Riga blev et pulserende centrum for avantgarden, eksperimenterede kunstnere som Romans Suta og Aleksandra Beļcova med kubisme, konstruktivisme og ekspressive farveflader. Deres værker, der ofte er udført i gouache eller som tryk, afspejler den optimistiske ånd i en ung nation, der længtes efter uafhængighed og søgte sit eget kunstneriske sprog.
Fotografi og grafisk design udviklede sig til selvstændige kunstformer i Letland, længe før de blev anerkendt som sådan i andre lande. Fotografen Inta Rukas sort-hvide portrætter indfanger f.eks. den stille, til tider skrøbelige natur hos mennesker, der lever mellem by og land, mellem fortid og nutid. Lettisk grafik af kunstnere som Džemma Skulme er kendetegnet ved sin klarhed og subtile kombination af folklore og modernitet. Og et motiv dukker op igen og igen i værkerne: lyset, der falder gennem birkeskove, Østersøens glitren, glansen af en sommeraften. Letlands kunst er som en stille dialog mellem natur og menneske, mellem historie og nutid - og de, der engagerer sig i den, vil opdage en verden fuld af subtile nuancer, overraskende brud og stille skønhed, der kommer til live i hvert eneste kunsttryk.
Et strejf af tåge ligger over de endeløse skove, mens lyset fra Østersøen skinner i fine, sølvfarvede toner på de lettiske kunstneres lærreder - sådan begynder Letlands visuelle sprog, der altid svinger mellem melankoli og stille håb. Enhver, der slentrer gennem Rigas markedshaller en tidlig morgen, vil fornemme, hvordan hverdagen forvandles til poesi: Sælgerne med deres farverige tørklæder, agurkernes frodige grønne farve, bærrenes dybe røde farve - det hele virker malet, som om en kunstner havde valgt Letlands farver med særlig omhu. Denne kærlighed til detaljer, natur og lys løber som en rød tråd gennem den lettiske kunsthistorie, som er langt mere end blot en afspejling af landets omskiftelige historie.
Lettisk maleri, der ofte er præget af en dyb forbindelse til landskabet, overrasker igen og igen med sin kompleksitet. Mens Vilhelms Purvītis fangede lyset i det nordiske tusmørke med sine impressionistiske vinterlandskaber og inspirerede en hel generation af kunstnere, vovede Jānis Rozentāls sig ud i skildringen af det moderne menneske i spændingsfeltet mellem tradition og nye begyndelser. Hans portrætter, der ofte har en næsten fotografisk præcision, fortæller om et samfund i forandring, om længsel og stolthed. Men Letlands kunst er ikke kun idyllisk natur: I 1920'erne, da Riga blev et pulserende centrum for avantgarden, eksperimenterede kunstnere som Romans Suta og Aleksandra Beļcova med kubisme, konstruktivisme og ekspressive farveflader. Deres værker, der ofte er udført i gouache eller som tryk, afspejler den optimistiske ånd i en ung nation, der længtes efter uafhængighed og søgte sit eget kunstneriske sprog.
Fotografi og grafisk design udviklede sig til selvstændige kunstformer i Letland, længe før de blev anerkendt som sådan i andre lande. Fotografen Inta Rukas sort-hvide portrætter indfanger f.eks. den stille, til tider skrøbelige natur hos mennesker, der lever mellem by og land, mellem fortid og nutid. Lettisk grafik af kunstnere som Džemma Skulme er kendetegnet ved sin klarhed og subtile kombination af folklore og modernitet. Og et motiv dukker op igen og igen i værkerne: lyset, der falder gennem birkeskove, Østersøens glitren, glansen af en sommeraften. Letlands kunst er som en stille dialog mellem natur og menneske, mellem historie og nutid - og de, der engagerer sig i den, vil opdage en verden fuld af subtile nuancer, overraskende brud og stille skønhed, der kommer til live i hvert eneste kunsttryk.