Et vindpust fører duften af frisk jord og fugtigt græs ind gennem det åbne vindue i mit atelier i Lviv. Jeg sidder foran et tomt lærred, men farverne danser allerede i mit hoved: Dnipro-flodens dybe blå, solsikkemarkernes klare gule, daggryets bløde rosa over Karpaterbjergene. I Ukraine er kunst aldrig bare et billede - det er et ekko af landskabet, et spejl af sjælen, en stille protest mod glemslen. Her, hvor øst og vest mødes, hvor tradition og modernitet omfavner og udfordrer hinanden, er hver eneste akvarel, hver eneste skitse, hvert eneste fotografi et stykke levet historie.



Ukrainsk kunst ligner en mosaik, der er sammensat af utallige fragmenter: Der er Mykola Pymonenkos udtryksfulde farverigdom, hvis landlige scener indfanger almindelige menneskers liv med en næsten poetisk ærlighed. Hans oliemalerier fortæller om festivaler og markarbejde, om håb og melankoli - og de gør det med en direktehed, der rammer beskueren lige i hjertet. Men Ukraines kunst stopper ikke ved det idylliske. Den søger, den stiller spørgsmål, den modsiger. I Maria Prymachenkos værker, hvis gouacher er fulde af fantastiske dyr og farvestrålende ornamenter, fornemmer man folkekunstens kraft, men også modet til at sætte sit eget præg. Hendes malerier, som ved første øjekast kan virke naive, er i virkeligheden et oprør mod indespærring, en hyldest til fantasien i en tid med politisk kontrol.



Nogle gange er et enkelt billede nok til at forstå en hel æra. Den berømte "Kosaksang" af Serhij Vasylkivsky, for eksempel, en akvarel, der hylder de ukrainske kosakkers frihed og stolthed, blev et symbol på national identitet - og tavs modstand mod fremmedherredømme. I urolighederne i det 20. århundrede, hvor Ukraine var splittet mellem historiens fronter, fandt kunstnere som Oleksandr Bohomazov og Dawid Burliuk nye udtryksformer: Deres avantgardistiske kompositioner, ofte i form af tryk eller collager, brød med gamle måder at se på og søgte et sprog for det uudtrykkelige. Samfundet ændrede sig, og det gjorde kunsten også - den blev mere politisk, mere eksperimenterende og nogle gange endda mere desperat.



Endelig blev fotografiet, dette tilsyneladende objektive medie, et instrument for erindring og håb i Ukraine. Fotografierne af Boris Mykhailov, som dokumenterede det post-sovjetiske Kharkiv i al sin rå skønhed, er mere end blot billeder: De er vidnesbyrd om et land i forandring, fuld af modsætninger og længsler. Hans billeder afspejler den ukrainske sjæl - sårbar, stolt, ubrudt.



Ukrainsk kunst er således en konstant dialog mellem i går og i dag, mellem individet og samfundet. Den fortæller om lidelse og nye begyndelser, om hjem og fremmede lande, om den uudtømmelige kraft i billeder, der siger mere end ord. Enhver, der beskæftiger sig med denne kunst, opdager ikke bare et land, men en hel verden af farver, former og historier - livlig, overraskende og dybt menneskelig.