Et enkelt penselstrøg, rigt og lysende, løber som en flod gennem den ungarske kunsthistorie: Det bærer lyset fra Puszta, gløden fra paprika, glansen fra Donau og melankolien fra de endeløse sletter. Når man ser på ungarsk maleri, fornemmer man straks denne særlige blanding af storhed og intimitet, af nærhed til folket og subtil melankoli - som om man kigger gennem et vindue, der fører ind i en verden af farver, historier og længsler.



Forestil dig, at du står i et galleri i Budapest, hvor lyset falder på et maleri af Mihály Munkácsy: Scenen er dramatisk tæt, figurerne virker som taget ud af livet, og alligevel er der en dyb, næsten musikalsk tristhed i hver eneste skygge, i hvert eneste draperi. Munkácsy, som indfangede det ungarske folkeliv på lærredet i sine monumentale oliemalerier, var en mester i at hæve det hverdagsagtige til det sublime. Hans værker er ikke blot afbildninger, men følelsesladede landskaber, der afspejler et helt folks skæbne. Og alligevel er han kun en af mange, der har sat deres præg på ungarsk maleri.



Ungarns kunstscene har altid været en smeltedigel af påvirkninger: Paris, Wien, München - Europas store metropoler sendte deres impulser til Donaus bredder. Men de ungarske kunstnere skabte noget af deres eget. Malerne fra Nagybánya-kredsen, der blev ledet af Simon Hollósy, søgte f.eks. naturens lys, som de indfangede i lysende akvareller og skitser. Deres friluftsmalerier, der var fulde af friskhed og spontanitet, fik det ungarske lys til at skinne som aldrig før. Senere, da modernismen kom, eksploderede farverne: Lajos Tihanyi og Béla Czóbel, begge medlemmer af den legendariske kunstnergruppe "De Otte", vovede sig ud i ekspressive farveflader og dristige kompositioner, der åndede avantgarde. Deres værker er som jazz på lærred - frie, rytmiske og fulde af overraskelser.



Men det er ikke kun maleriet, der har opnået verdensberømmelse, det har ungarsk fotografi også. Hvem har ikke set Brassaïs værker, som indhyllede Paris i mystiske skygger om natten, eller André Kertész, hvis poetiske sort-hvide fotografier forvandlede det flygtige og hverdagsagtige til magiske billeder Begge blev født i Ungarn, og begge bragte den ungarske sans for det usynlige, det, der ligger mellem linjerne, ud i verden. Deres fotografier er tavse digte, hvor lys og skygge omfavner hinanden.



En overraskende detalje: I 1960'erne udviklede der sig en livlig scene for eksperimentel grafik i Budapest. Kunstnere som Vera Molnár, der senere blev en pioner inden for computerkunst, begyndte at lege med geometriske former og serielle strukturer - længe før disse tilgange blev populære i Vesteuropa. Den ungarske grafiske scene var et laboratorium for nye ideer, et sted, hvor tradition og innovation mødtes.



Ungarns kunsthistorie er et kalejdoskop af farver, former og stemninger. Den fortæller om længsel og nye begyndelser, om hjem og fremmede lande, om lys og skygge. Enhver, der beskæftiger sig med disse billeder, vil ikke kun opdage et lands sjæl, men også kunstens evne til at gøre det usynlige synligt - på lærred, papir eller fotopapir, altid med et strejf af magi.