"Hunde begår ikke fejl", sagde den berømte detektiv Sherlock Holmes engang. Måske er det også forklaringen på, at menneskets ældste kæledyr længe har været et almindeligt motiv blandt malere som jagtkammerat, legekammerat eller skødehund. I 1873 blev det styrende organ for hundeavl oprettet i Storbritannien. Med etableringen af avlsreglerne blev hundeportrætter enormt populære på det tidspunkt. Mange malere specialiserede sig i at afbilde dyr og havde stor succes. Blandt dem var Alfred Duke, en britisk kunstner fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

Duke havde tydeligvis en dyb kærlighed til hunde og studerede dem meget nøje. Hans kærlighed afspejles i hans malerier, hvor dyrene fortrinsvis er afbildet i hverdagssituationer, f.eks. på jagt, men også hjemme ved bordet, foran pejsen eller i samspil med andre to- eller firbenede venner. Dukes præsentation fokuserer på hundenes kropsholdning, udtryk og bevægelser, hvilket på overbevisende vis indfanger ikke kun det enkelte dyrs personlighed, men også de forskellige hunderacers karakter. Maleriet Fuldt skrig viser en flok jagthunde, der har opfanget et byttedyrs duft og nu er i fuld forfølgelse. Med deres strakte kroppe, skinnende øjne og flade ører er de udtryk for det jagtinstinkt, som er medfødt i dem. Duke er en mester i at indfange både hundenes bevægelse og koncentration. De opfattes som en gruppe, hvor individuelle udtryk er fraværende. Når maleren derimod skildrer hunde i et hjemligt miljø, er dyrets individualitet i forgrunden. The Uninvited Guest viser tre hvalpe, der sidder foran døren til et bondehus og kigger på en eldue. Deres reaktioner på fuglen er forskellige og spænder fra nysgerrighed til skepsis og afventen. Duke har også snapshots, hvor hunde giver efter for deres primitive drifter og stjæler folks mad. I maleriet Temptation ser en sulten Jack Russell terrier f.eks. en skinke på en tallerken, mens en repræsentant for samme race i Fish Is Cheap Today stjæler en fisk på markedet. Sidstnævnte værk har fået sin titel fra det reklameslogan, der stadig er halvt synligt i billedets højre kant, og som ironisk nok står i kontrast til hunden, der tager sig af den gratis mad. I Dukes værker er de menneskelige figurer fraværende, hvilket giver dyrene deres egen værdighed, der klart adskiller sig fra deres rolle som "menneskets bedste ven".

Men Alfred Dukes firbenede venner lever i en idealiseret verden. Selv på hans jagtbilleder er der ingen tegn på snavs, blod eller smerte. Det var anderledes med hans kolleger på kontinentet. De var ikke bange for at skildre gadehundenes lidelser. Kunsteksperten William Secord opsummerede det engang således: "Briterne kan simpelthen godt lide det, at det er smukt."