| Født | 1512 (Orgelet) |
| Død | 1577 (Rom) |
| Nationalitet | Frankrig |
| Epoker | Renæssance |
| Erhverv | kunstmaler, kartograf, gravør, forlægger, grafiker, kobberstikker |
| Kendte værker | Ancient Temples and Rotundas (Five Designs) (1568), Amphitheatri Veronen Diligens et Accurata Delineatio (1560), Circi Maximi Accuratissima Descriptio (1568), Circi Maximi Accuratissima Descriptio (1568), Speculum Romanae Magnificentiae (1568) |
| Museer | Yale Center for British Art, Nationalmuseum Schweden |
Et bind i biblioteket ved University of Chicago rummer næsten tusind kobberstik af Rom og byens antikke seværdigheder. Der findes ikke et andet eksemplar som dette, da sådanne bind aldrig blev solgt som færdige bøger. Hvert enkelt eksemplar blev fremstillet i en butik i Rom, hvor kunden valgte blandt hundredvis af ark og fik sit udvalg indbundet. Butikken tilhørte Antonio Lafreri, kobberstikker, kortforhandler og forlægger - manden, der gjorde billedet af Rom til en skræddersyet forretning.
På fransk hed han Antoine Lafrery. Født i 1512 i Franche-Comté - kilderne er uenige om det nøjagtige sted, kun regionen er sikkert fastslået - flyttede han omkring 1540 til Rom og ændrede det franske Lafrery til det italienske Lafreri. Sine tidlige kobberstik signerede han som »Sequaner«, opkaldt efter det antikke folk i hans hjemegn - en franskmand, der oversatte sin herkomst til antikken. I 1544 åbnede han sin forretning på Via del Parione, midt i trykkerkvarteret mellem Piazza Navona og Campo de’ Fiori. De første år levede han hovedsageligt af kopier efter kobberstik af sin rival Antonio Salamanca; i 1553 gik de to sammen, og efter Salamancas død drev Lafreri forretningen alene fra 1563 - snart som Roms førende kobberstikhandler.
Det, han solgte, var et system. Hans »Speculum Romanae Magnificentiae«, spejlet af Roms pragt, var ikke en fast bog, men snarere et åbent tilbud: udsigter over Rom og antikke kobberstik, indtil 1567 godt hundrede plader, udført af byens bedste kobberstikkere. Køberen sammensatte heraf sit eget Rom og lod det indbinde; i midten af 1570’erne trykte Lafreri et eget titelblad til det. Med landkortene gjorde han det på nøjagtig samme måde. Han var den første, der i stor stil handlede med moderne geografiske kort i Rom, sammensatte omkring 1570 kortbøger under et graveret titelblad og udgav i 1572 et trykt lagerkatalog med omkring fem hundrede titler, det første forlagskatalog af sin art. I dag betegner forskningen sådanne bestillingsbøger som Lafreri-atlaser.
En salgssucces kom af alle steder fra det fjerne nord. Olaus Magnus’ »Carta Marina«, et kort over Skandinavien på ni store ark fra 1539, var blevet for stort og for dyrt til at finde købere. Først Lafreris udgave fra 1572, der var omkring en fjerdedel så stor, solgte godt: »Skandinavien, detalje fra Olaus Magnus’ Carta Marina, 1572«. Arket vrimler af nordiske motiver. Havuhyrer angriber galioner, isbjørne fisker ud for Island, på Færøerne parterer øboerne et nedlagt havdyr til lyd af sækkepibe; hvor der ligger jern, kobber eller sølv i jorden, er der små markeringer på kortet.
Selve Rom solgte han i alle afskygninger. På to antikke statuer, Marforio og Pasquino, satte romerne om natten spottebreve op mod de magtfulde - derfor kaldte man dem de talende statuer; Marforio gjaldt som den, der kom med spørgsmålene, mens Pasquino gav de giftige svar. I 1550 udgav Lafreri »Den ’talende’ statue af Marforio i Rom, graveret af kunstneren, 1550«, forsynet med hans forlagsangivelse »Ant. Lafreri Formis Romae«. Bladet viser den kolossale, skæggede flodgud, der dengang stod ved Septimius Severus’ bue på Forum; på stikket hviler han foran et forfaldent murværk under et indgraveret digt. I anledning af det hellige år 1575 lå det passende blad i butiksvinduet: »De syv kirker i Rom, 1575« viser pilgrimsruter mellem byens syv hovedkirker; med stikket kunne man planlægge sin rundtur. To år forinden var hans store perspektivkort over Milano udkommet: »Byplan over Milano, udgivet af Antonio Lafreri (1512-1577) i 1573. Dette er det ældste bykort over Milano«. På kortet kan man stadig se Castrum, anlægget fra den antikke romerske lejr.
I juli 1577 døde Antonio Lafreri i huset på Via del Parione, hvor han havde boet og arbejdet i mere end tre årtier - uden testamente og uden direkte arvinger. Den egentlige formue lå i kobberpladerne; kobberstikkeren Mario Cartaro blev udpeget som skattemester til at forestå fordelingen blandt slægtninge fra Franche-Comté. Claudio Duchetti, en af disse slægtninge, fortsatte med at drive butikken og »Speculum«-forretningen, lod de plader, der ved delingen var tilfaldet andre, gravere på ny og tilføjede på de overtagne plader, at han var nevø til den afdøde Antonio Lafreri. Omkring 1602 trykte Giovanni Orlandi stadig fra mange af disse plader.
Når vi hos Meisterdrucke fremstiller sådanne ark som kunsttryk, begynder arbejdet med et valg af papir. Til historiske kort fører vi et ekstremt let japansk papir, Murakumo, 42 gram pr. kvadratmeter, med en varm ecru-farve og et udseende som pergament - det bærer den gamle karakter i sig selv, intet er kunstigt gjort gammelt. Der er dog en undtagelse: De kraftige farveflader i den kolorerede »Carta Marina« kommer bedre til deres ret på et andet papir. De enfarvede kobberstik og kort, såsom Milano-kortet eller »De syv kirker«, finder imidlertid på det tynde, varme papir netop den baggrund, som et ark fra det 16. århundrede kræver.
Side 1 / 1
| Født | 1512 (Orgelet) |
| Død | 1577 (Rom) |
| Nationalitet | Frankrig |
| Epoker | Renæssance |
| Erhverv | kunstmaler, kartograf, gravør, forlægger, grafiker, kobberstikker |
| Kendte værker | Ancient Temples and Rotundas (Five Designs) (1568), Amphitheatri Veronen Diligens et Accurata Delineatio (1560), Circi Maximi Accuratissima Descriptio (1568), Circi Maximi Accuratissima Descriptio (1568), Speculum Romanae Magnificentiae (1568) |
| Museer | Yale Center for British Art, Nationalmuseum Schweden |
Et bind i biblioteket ved University of Chicago rummer næsten tusind kobberstik af Rom og byens antikke seværdigheder. Der findes ikke et andet eksemplar som dette, da sådanne bind aldrig blev solgt som færdige bøger. Hvert enkelt eksemplar blev fremstillet i en butik i Rom, hvor kunden valgte blandt hundredvis af ark og fik sit udvalg indbundet. Butikken tilhørte Antonio Lafreri, kobberstikker, kortforhandler og forlægger - manden, der gjorde billedet af Rom til en skræddersyet forretning.
På fransk hed han Antoine Lafrery. Født i 1512 i Franche-Comté - kilderne er uenige om det nøjagtige sted, kun regionen er sikkert fastslået - flyttede han omkring 1540 til Rom og ændrede det franske Lafrery til det italienske Lafreri. Sine tidlige kobberstik signerede han som »Sequaner«, opkaldt efter det antikke folk i hans hjemegn - en franskmand, der oversatte sin herkomst til antikken. I 1544 åbnede han sin forretning på Via del Parione, midt i trykkerkvarteret mellem Piazza Navona og Campo de’ Fiori. De første år levede han hovedsageligt af kopier efter kobberstik af sin rival Antonio Salamanca; i 1553 gik de to sammen, og efter Salamancas død drev Lafreri forretningen alene fra 1563 - snart som Roms førende kobberstikhandler.
Det, han solgte, var et system. Hans »Speculum Romanae Magnificentiae«, spejlet af Roms pragt, var ikke en fast bog, men snarere et åbent tilbud: udsigter over Rom og antikke kobberstik, indtil 1567 godt hundrede plader, udført af byens bedste kobberstikkere. Køberen sammensatte heraf sit eget Rom og lod det indbinde; i midten af 1570’erne trykte Lafreri et eget titelblad til det. Med landkortene gjorde han det på nøjagtig samme måde. Han var den første, der i stor stil handlede med moderne geografiske kort i Rom, sammensatte omkring 1570 kortbøger under et graveret titelblad og udgav i 1572 et trykt lagerkatalog med omkring fem hundrede titler, det første forlagskatalog af sin art. I dag betegner forskningen sådanne bestillingsbøger som Lafreri-atlaser.
En salgssucces kom af alle steder fra det fjerne nord. Olaus Magnus’ »Carta Marina«, et kort over Skandinavien på ni store ark fra 1539, var blevet for stort og for dyrt til at finde købere. Først Lafreris udgave fra 1572, der var omkring en fjerdedel så stor, solgte godt: »Skandinavien, detalje fra Olaus Magnus’ Carta Marina, 1572«. Arket vrimler af nordiske motiver. Havuhyrer angriber galioner, isbjørne fisker ud for Island, på Færøerne parterer øboerne et nedlagt havdyr til lyd af sækkepibe; hvor der ligger jern, kobber eller sølv i jorden, er der små markeringer på kortet.
Selve Rom solgte han i alle afskygninger. På to antikke statuer, Marforio og Pasquino, satte romerne om natten spottebreve op mod de magtfulde - derfor kaldte man dem de talende statuer; Marforio gjaldt som den, der kom med spørgsmålene, mens Pasquino gav de giftige svar. I 1550 udgav Lafreri »Den ’talende’ statue af Marforio i Rom, graveret af kunstneren, 1550«, forsynet med hans forlagsangivelse »Ant. Lafreri Formis Romae«. Bladet viser den kolossale, skæggede flodgud, der dengang stod ved Septimius Severus’ bue på Forum; på stikket hviler han foran et forfaldent murværk under et indgraveret digt. I anledning af det hellige år 1575 lå det passende blad i butiksvinduet: »De syv kirker i Rom, 1575« viser pilgrimsruter mellem byens syv hovedkirker; med stikket kunne man planlægge sin rundtur. To år forinden var hans store perspektivkort over Milano udkommet: »Byplan over Milano, udgivet af Antonio Lafreri (1512-1577) i 1573. Dette er det ældste bykort over Milano«. På kortet kan man stadig se Castrum, anlægget fra den antikke romerske lejr.
I juli 1577 døde Antonio Lafreri i huset på Via del Parione, hvor han havde boet og arbejdet i mere end tre årtier - uden testamente og uden direkte arvinger. Den egentlige formue lå i kobberpladerne; kobberstikkeren Mario Cartaro blev udpeget som skattemester til at forestå fordelingen blandt slægtninge fra Franche-Comté. Claudio Duchetti, en af disse slægtninge, fortsatte med at drive butikken og »Speculum«-forretningen, lod de plader, der ved delingen var tilfaldet andre, gravere på ny og tilføjede på de overtagne plader, at han var nevø til den afdøde Antonio Lafreri. Omkring 1602 trykte Giovanni Orlandi stadig fra mange af disse plader.
Når vi hos Meisterdrucke fremstiller sådanne ark som kunsttryk, begynder arbejdet med et valg af papir. Til historiske kort fører vi et ekstremt let japansk papir, Murakumo, 42 gram pr. kvadratmeter, med en varm ecru-farve og et udseende som pergament - det bærer den gamle karakter i sig selv, intet er kunstigt gjort gammelt. Der er dog en undtagelse: De kraftige farveflader i den kolorerede »Carta Marina« kommer bedre til deres ret på et andet papir. De enfarvede kobberstik og kort, såsom Milano-kortet eller »De syv kirker«, finder imidlertid på det tynde, varme papir netop den baggrund, som et ark fra det 16. århundrede kræver.