Ligesom sin storebror skulle Édouard Vuillard have gjort militærkarriere. Den fornuftige beslutning ville have været at gøre tjeneste i den franske hær: For den unge Vuillard mistede sin far som 20-årig. Derfor måtte hans mor se, hvordan hun kunne få enderne til at mødes med sin familie. Hun arbejdede som arbejdsmand på et korsetværksted og skaffede familien en beskeden indkomst. Men som gymnasieelev omgik Édouard musikere og malere, og under sine hyppige besøg på Louvre besluttede han sig for at gøre en kunstnerisk karriere.
Det skulle blive motiver fra hans mors arbejdermiljø og hjemlige scener, der skulle gøre Édouard berømt få år senere i 1890'erne. Han modellerede hovedsageligt sin mor og søster, som han afbildede foran mønstrede tapeter. "Jeg laver ikke portrætter. Jeg maler folk i deres hjem", siger Édouard Vouillard om sine interiører. Hans todimensionelle skildringer af mennesker synes at være sammenvævet med baggrunden. André Guide beskrev Vouillards stil som intimisme.
Vouillard udviklede en tendens til abstraktion i 1888/89, da han sluttede sig til Nabis, en oprørsk gruppe af unge kunststuderende i Paris. Efter grundlæggeren Paul Sérusier's "méthode synthésiste" malede Vouillard mere ud fra hukommelsen og sin egen fantasi.
Vouillard gjorde sig også bemærket som teaterdekoratør, da han tegnede kulisser til Ibsen, Strindberg og Maeterlinck. Desuden designede han store dekorative paneler i stor skala, der forestillede offentlige haver. Han var aktiv som kunstner indtil 1930.
Ligesom sin storebror skulle Édouard Vuillard have gjort militærkarriere. Den fornuftige beslutning ville have været at gøre tjeneste i den franske hær: For den unge Vuillard mistede sin far som 20-årig. Derfor måtte hans mor se, hvordan hun kunne få enderne til at mødes med sin familie. Hun arbejdede som arbejdsmand på et korsetværksted og skaffede familien en beskeden indkomst. Men som gymnasieelev omgik Édouard musikere og malere, og under sine hyppige besøg på Louvre besluttede han sig for at gøre en kunstnerisk karriere.
Det skulle blive motiver fra hans mors arbejdermiljø og hjemlige scener, der skulle gøre Édouard berømt få år senere i 1890'erne. Han modellerede hovedsageligt sin mor og søster, som han afbildede foran mønstrede tapeter. "Jeg laver ikke portrætter. Jeg maler folk i deres hjem", siger Édouard Vouillard om sine interiører. Hans todimensionelle skildringer af mennesker synes at være sammenvævet med baggrunden. André Guide beskrev Vouillards stil som intimisme.
Vouillard udviklede en tendens til abstraktion i 1888/89, da han sluttede sig til Nabis, en oprørsk gruppe af unge kunststuderende i Paris. Efter grundlæggeren Paul Sérusier's "méthode synthésiste" malede Vouillard mere ud fra hukommelsen og sin egen fantasi.
Vouillard gjorde sig også bemærket som teaterdekoratør, da han tegnede kulisser til Ibsen, Strindberg og Maeterlinck. Desuden designede han store dekorative paneler i stor skala, der forestillede offentlige haver. Han var aktiv som kunstner indtil 1930.
Side 1 / 9