Fernand Pelez er en fremtrædende skikkelse inden for den franske realisme i slutningen af det 19. århundrede, kendt for sine ubarmhjertige skildringer af social nød og de marginaliserede i det parisiske samfund. Hans malerier forener minutiøse, næsten fotografiske detaljer med dyb indlevelse i sine motiver og forvandler Paris' gader til en scene for menneskelig tragedie. Tiggere, gadebørn og arbejdere befolker hans lærreder, og deres historier gengives med en dyster palet, der fremhæver de melankolske undertoner i deres tilværelse. Pelez' kompositioner er præget af en disciplineret orden og klarhed, men inden for denne struktur indgår lys og skygge i et dramatisk samspil, som skaber en visuel rytme, der svinger mellem stilhed og spænding.

Pelez, der er født og død i Paris, vendte sig bevidst væk fra Belle Epoques glamour og fokuserede i stedet på dem, der levede på kanten af samfundet. Hans monumentale værker, såsom det berømte "Grimaces et Misères - Les Saltimbanques", præsenterer et panorama af figurer, som hver især er omhyggeligt karakteriseret og gennemsyret af tavs værdighed. Rytmen i hans visuelle fortællinger veksler mellem statisk ro og latent uro og indfanger både resignationen og den stille trodsighed hos hans motiver. Pelez' teknik, primært olie på lærred, er kendetegnet ved raffineret modellering og subtil belysning, der giver hans figurer en hjemsøgende tilstedeværelse, som bliver hængende i beskuerens sind.

Selvom Pelez ikke fik megen anerkendelse, mens han levede, og stort set blev glemt efter sin død, værdsættes hans værk nu som et vigtigt vidnesbyrd om socialt engageret kunst. Hans malerier fungerer ikke kun som dokumenter af en svunden tid, men også som universelle anklager mod social uretfærdighed. Den følelsesmæssige intensitet og stille værdighed hos hans hovedpersoner gør Pelez til en af de mest overbevisende skildrere af bylivet i fin-de-siècle Paris.