Frans Pourbus den Yngre stammede fra en fornem malerslægt fra Antwerpen. I sin far af samme navns værksted lærte han håndværkets redskaber til at bringe mennesker udtryksfuldt ud på lærredet. Som maler ved hoffet i Bruxelles opnåede han et internationalt ry, inden han i 1600 blev hofmaler for hertugen af Mantova og ni år senere udnævnt til kongelig maler ved det franske hof. Frans Pourbus var nu på højdepunktet af sin karriere.
Den flamske kunstner malede de rige og smukke fra sin tid. Listen over de personer, han har portrætteret, ligner et Who's Who over de mest magtfulde europæiske herskerhuse. Blandt hans klientel var den unge franske konge Ludvig XIII og hans søster Elizabeth, den senere dronning af Spanien. Men frem for alt var det deres mor, den franske dronning og midlertidige regent Maria de Medici, en af de smukkeste og mest glamourøse kvinder i Europa, som han flere gange lod sig portrættere af. Frans Pourbus har gjort et næsten enestående stykke arbejde med at skildre de overdådige stoffer, som dronningerne bar. Damask, silke, blonder og brokade, som han har malet, vil man gerne røre ved. De fine damers perleøreringe og -halskæder glitrer, som om de var ægte. På hans tid, i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede, hyggede fine damer og herrer sig i pragtfulde, stivede kraver af blonder, som Pourbus satte ind i billedet så detaljeret, at man kunne fornemme kniplingskunsten. Mesteren kan således betragtes som en tidlig eksponent for trompe-l'oeil-maleriet, hvis formål var at bedrage beskuerens øje og få ham til at tro, at man stod foran den virkelige person i hendes pragtfulde klædedragt.
Hans kunstneriske interesse gik dog ikke kun på tøj og pragt, men frem for alt på den portrætteredes personlighed. Han skabte på imponerende vis tidløst gyldige portrætter og smigrede helt sikkert også sine kunder fra tid til anden ved at male dem smukkere, end de egentlig var. De var glade for sig selv, og de er stadig utroligt glade den dag i dag! Han satte også intelligens og magt behørigt i scene. I præcise, næsten psykologiserende hovedstudier malede han f.eks. tre franske dommere, men han portrætterede også den indflydelsesrige diplomat Vigilius af Aytta på en værdig måde.
Hans tids mest berømte portrætkunstner beskæftigede sig dog også med religiøse emner, som han satte overdådigt i scene i den tidlige baroks ånd. Således er der en næsten sceneagtig prædiken af Johannes Døberen og en nadver med Kristus og hans disciple, som næsten er sammenvævet med overjordisk renhed. Frans Pourbus var uden tvivl en af sin tids malerprinser, som døde højt hædret i Paris i 1622 i en alder af 50 år. Hans ven, den unge Peter Paul Rubens, blev også smukt påvirket af hans pragtfulde materialitet i hans klæder og sjælfuldheden i hans skildringer af mennesker.
Frans Pourbus den Yngre stammede fra en fornem malerslægt fra Antwerpen. I sin far af samme navns værksted lærte han håndværkets redskaber til at bringe mennesker udtryksfuldt ud på lærredet. Som maler ved hoffet i Bruxelles opnåede han et internationalt ry, inden han i 1600 blev hofmaler for hertugen af Mantova og ni år senere udnævnt til kongelig maler ved det franske hof. Frans Pourbus var nu på højdepunktet af sin karriere.
Den flamske kunstner malede de rige og smukke fra sin tid. Listen over de personer, han har portrætteret, ligner et Who's Who over de mest magtfulde europæiske herskerhuse. Blandt hans klientel var den unge franske konge Ludvig XIII og hans søster Elizabeth, den senere dronning af Spanien. Men frem for alt var det deres mor, den franske dronning og midlertidige regent Maria de Medici, en af de smukkeste og mest glamourøse kvinder i Europa, som han flere gange lod sig portrættere af. Frans Pourbus har gjort et næsten enestående stykke arbejde med at skildre de overdådige stoffer, som dronningerne bar. Damask, silke, blonder og brokade, som han har malet, vil man gerne røre ved. De fine damers perleøreringe og -halskæder glitrer, som om de var ægte. På hans tid, i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede, hyggede fine damer og herrer sig i pragtfulde, stivede kraver af blonder, som Pourbus satte ind i billedet så detaljeret, at man kunne fornemme kniplingskunsten. Mesteren kan således betragtes som en tidlig eksponent for trompe-l'oeil-maleriet, hvis formål var at bedrage beskuerens øje og få ham til at tro, at man stod foran den virkelige person i hendes pragtfulde klædedragt.
Hans kunstneriske interesse gik dog ikke kun på tøj og pragt, men frem for alt på den portrætteredes personlighed. Han skabte på imponerende vis tidløst gyldige portrætter og smigrede helt sikkert også sine kunder fra tid til anden ved at male dem smukkere, end de egentlig var. De var glade for sig selv, og de er stadig utroligt glade den dag i dag! Han satte også intelligens og magt behørigt i scene. I præcise, næsten psykologiserende hovedstudier malede han f.eks. tre franske dommere, men han portrætterede også den indflydelsesrige diplomat Vigilius af Aytta på en værdig måde.
Hans tids mest berømte portrætkunstner beskæftigede sig dog også med religiøse emner, som han satte overdådigt i scene i den tidlige baroks ånd. Således er der en næsten sceneagtig prædiken af Johannes Døberen og en nadver med Kristus og hans disciple, som næsten er sammenvævet med overjordisk renhed. Frans Pourbus var uden tvivl en af sin tids malerprinser, som døde højt hædret i Paris i 1622 i en alder af 50 år. Hans ven, den unge Peter Paul Rubens, blev også smukt påvirket af hans pragtfulde materialitet i hans klæder og sjælfuldheden i hans skildringer af mennesker.
Side 1 / 1