Den hollandske kunstner George Hendrik Breitner var utvivlsomt et geni, hvilket afspejles i hans udtryk for sen impressionisme i hans malerier, men som person var han en ret vanskelig samtidsmand. Det er ikke særlig kendt, at han, der levede fra 1857 til 1923, var en ven af Vincent van Gogh i årene fra 1882. Breitner studerede hos Rotterdams genremaler Christoffel Neurdenberg på Det Kongelige Kunstakademi i Haag efter at have droppet ud af skolen og taget privatundervisning. Her kom han også i kontakt med repræsentanter for Haagskolen, en kunstnersammenslutning fra den tid. Den private kontakt til disse kunstnere, især til Jacob Maris, fascinerede ham mere end den akademiske uddannelse. Autodidaktisk dannede han sin egen stil.
Breitner var ofte til stede på den statslige rideskole i Haag, hvor han malede hestestudier. Efterhånden som han udvidede sit repertoire i denne henseende, skabte han sig et navn med sin egen stil. Herigennem fik han også bestillinger, f.eks. fra kunstnerkollegen Willem Mesdag, en marine- og genremaler, som også kan henføres til Haag-skolen. Således malede han også det velkendte 1,40 x 3,40 m store kavaleribillede i storformat på stranden ved Scheveningen. Med van Gogh var han også forbundet af et fælles projekt, hvor de i fællesskab valgte Haag-arbejdere og tjenestepiger som motiver.
Breitner var ikke nødvendigvis interesseret i den "lyse", strålende impressionisme, men hans stil blev mere repræsentativ og, som han selv sagde om sig selv, "mere sandfærdig". Dette førte til dels til brud, så billederne blev mere dystre og kompromisløse. Med de ofte malede gadebilleder i Amsterdam var det heller ikke de smukke sider af byen, der interesserede ham. Han blev tiltrukket af de fattigere dele af byen, hvor det virkelige liv fandt sted for ham. Der er således større sandsynlighed for at finde billeder af havnearbejdere, håndværkere og husmødre end af elegant klædte byboere. Selv hans mest berømte maleri "Singelbrücke bei der Paleisstraat in Amsterdam" viser en temmelig dyster vinterscene ved en kanalbro. Personerne er malet med hurtige penselstrøg og er for det meste også mørkt klædt. Man får det indtryk, at personerne bevæger sig næsten hastigt gennem billedet. I dette værk ser man Breitners overgang til ekspressionismen i stedet for hans oprindelige lette stil i de tidlige studiebilleder, som stadig var påvirket af impressionismen. I årene efter 1898 fandt Breitner i den begyndende sort-hvid-fotografering et fremragende redskab til at indfange sine studier af bevægelse og lys i fotografier og derefter omsætte dem i sine malerier. Hans fotografier er meget eftertragtede i dag, og de blev genopdaget så sent som i 1962.
Den hollandske kunstner George Hendrik Breitner var utvivlsomt et geni, hvilket afspejles i hans udtryk for sen impressionisme i hans malerier, men som person var han en ret vanskelig samtidsmand. Det er ikke særlig kendt, at han, der levede fra 1857 til 1923, var en ven af Vincent van Gogh i årene fra 1882. Breitner studerede hos Rotterdams genremaler Christoffel Neurdenberg på Det Kongelige Kunstakademi i Haag efter at have droppet ud af skolen og taget privatundervisning. Her kom han også i kontakt med repræsentanter for Haagskolen, en kunstnersammenslutning fra den tid. Den private kontakt til disse kunstnere, især til Jacob Maris, fascinerede ham mere end den akademiske uddannelse. Autodidaktisk dannede han sin egen stil.
Breitner var ofte til stede på den statslige rideskole i Haag, hvor han malede hestestudier. Efterhånden som han udvidede sit repertoire i denne henseende, skabte han sig et navn med sin egen stil. Herigennem fik han også bestillinger, f.eks. fra kunstnerkollegen Willem Mesdag, en marine- og genremaler, som også kan henføres til Haag-skolen. Således malede han også det velkendte 1,40 x 3,40 m store kavaleribillede i storformat på stranden ved Scheveningen. Med van Gogh var han også forbundet af et fælles projekt, hvor de i fællesskab valgte Haag-arbejdere og tjenestepiger som motiver.
Breitner var ikke nødvendigvis interesseret i den "lyse", strålende impressionisme, men hans stil blev mere repræsentativ og, som han selv sagde om sig selv, "mere sandfærdig". Dette førte til dels til brud, så billederne blev mere dystre og kompromisløse. Med de ofte malede gadebilleder i Amsterdam var det heller ikke de smukke sider af byen, der interesserede ham. Han blev tiltrukket af de fattigere dele af byen, hvor det virkelige liv fandt sted for ham. Der er således større sandsynlighed for at finde billeder af havnearbejdere, håndværkere og husmødre end af elegant klædte byboere. Selv hans mest berømte maleri "Singelbrücke bei der Paleisstraat in Amsterdam" viser en temmelig dyster vinterscene ved en kanalbro. Personerne er malet med hurtige penselstrøg og er for det meste også mørkt klædt. Man får det indtryk, at personerne bevæger sig næsten hastigt gennem billedet. I dette værk ser man Breitners overgang til ekspressionismen i stedet for hans oprindelige lette stil i de tidlige studiebilleder, som stadig var påvirket af impressionismen. I årene efter 1898 fandt Breitner i den begyndende sort-hvid-fotografering et fremragende redskab til at indfange sine studier af bevægelse og lys i fotografier og derefter omsætte dem i sine malerier. Hans fotografier er meget eftertragtede i dag, og de blev genopdaget så sent som i 1962.
Side 1 / 3