Allerede i middelalderen var urbaniseringen i Italien langt fremme. Dogerne bestemte livet i byen og var ofte mæcener for kunsten. Det var ikke overraskende, at der udbrød en konkurrence og et kapløb mellem byerne om den kunstneriske udviklings prestige. Mens Firenze var under indflydelse af Leonardo da Vinci, udviklede Venedig sin egen kunststrøm. Hvis maleriet altid havde været præget af en særlig kærlighed til lys og farver, bragte de flamske malere nye impulser til vandbyen.
Giorgione af Castelfranco var imponeret af Leonardos kunst. Især maleri med olie, som hos Leonardo havde en særlig lethed, syntes Giorgione at være værd at efterligne i hele sin kreative periode. Samtidig var han venetianer, og kunsten i Venedig var domineret af maleren Bellini, grundlæggeren af den venetianske skole. Castelfranco formåede at skabe en symbiose mellem de forskellige strømninger og blev berømt med udtryksfulde portrætter og stemningsfulde landskaber. Kunstnerens samtidige udtrykte, at Giorgione kun var født til at puste ånd ind i maleriernes figurer. Giorgione beskrives som en kunstner med en uimodståelig livsglæde, der aldrig var bange for at flirte og var en velkommen gæst ved festligheder. Fremragende manerer og karisma gav kunstneren adgang til byens fornemme hjem. Giorgiones værker fik en særlig ånd, som var ham særegent, og som blev overført til Giorgiones værker. Maleren var ikke tilfreds med middelmådige motiver. Han søgte efter naturens skønhed og fangede de perfekte øjeblikke. Han videreudviklede Leonardos tilgang til skygger og skabte bløde overgange. På maleriet Judith med Holofernes' hoved er ud over landskabet især draperiet på kåben imponerende. På trods af det religiøse tema er detaljerne meget levende og med stor kærlighed til repræsentation.
Der var en stor uenighed blandt Italiens kunstnere. Det var billedhuggerne på den ene side og malerne på den anden side. Billedhuggerne hævdede selv dimensionalitet. De hævdede, at kun en skulptur kunne ses fra alle sider. Giorgione svarede igen. Han hævdede at kunne indfange alle perspektiver i et maleri uden at ændre beskuerens position. For at bevise det malede han en nøgen mand, hvis ansigt spejlede sig i en flod. Hans venstre profil blev vist i et gyldent brystskjold og hans højre side blev vist i et spejl. Den poserede scene viser malerens humor. Han viste, at et naturbillede kan skildres i et maleri med lige så mange perspektiver som i en skulptur. Giorgio af Castelfranco efterlod mange spor i og omkring Venedig. Han malede freskoer på husmure, lavede portrætter og indfangede naturen. Hans malerier var efterspurgte langt uden for Venedigs bygrænser. Desværre satte pesten en stopper for den lovende unikke kreativitet. Giorgios sidste malerier blev færdiggjort af Tizian.
Allerede i middelalderen var urbaniseringen i Italien langt fremme. Dogerne bestemte livet i byen og var ofte mæcener for kunsten. Det var ikke overraskende, at der udbrød en konkurrence og et kapløb mellem byerne om den kunstneriske udviklings prestige. Mens Firenze var under indflydelse af Leonardo da Vinci, udviklede Venedig sin egen kunststrøm. Hvis maleriet altid havde været præget af en særlig kærlighed til lys og farver, bragte de flamske malere nye impulser til vandbyen.
Giorgione af Castelfranco var imponeret af Leonardos kunst. Især maleri med olie, som hos Leonardo havde en særlig lethed, syntes Giorgione at være værd at efterligne i hele sin kreative periode. Samtidig var han venetianer, og kunsten i Venedig var domineret af maleren Bellini, grundlæggeren af den venetianske skole. Castelfranco formåede at skabe en symbiose mellem de forskellige strømninger og blev berømt med udtryksfulde portrætter og stemningsfulde landskaber. Kunstnerens samtidige udtrykte, at Giorgione kun var født til at puste ånd ind i maleriernes figurer. Giorgione beskrives som en kunstner med en uimodståelig livsglæde, der aldrig var bange for at flirte og var en velkommen gæst ved festligheder. Fremragende manerer og karisma gav kunstneren adgang til byens fornemme hjem. Giorgiones værker fik en særlig ånd, som var ham særegent, og som blev overført til Giorgiones værker. Maleren var ikke tilfreds med middelmådige motiver. Han søgte efter naturens skønhed og fangede de perfekte øjeblikke. Han videreudviklede Leonardos tilgang til skygger og skabte bløde overgange. På maleriet Judith med Holofernes' hoved er ud over landskabet især draperiet på kåben imponerende. På trods af det religiøse tema er detaljerne meget levende og med stor kærlighed til repræsentation.
Der var en stor uenighed blandt Italiens kunstnere. Det var billedhuggerne på den ene side og malerne på den anden side. Billedhuggerne hævdede selv dimensionalitet. De hævdede, at kun en skulptur kunne ses fra alle sider. Giorgione svarede igen. Han hævdede at kunne indfange alle perspektiver i et maleri uden at ændre beskuerens position. For at bevise det malede han en nøgen mand, hvis ansigt spejlede sig i en flod. Hans venstre profil blev vist i et gyldent brystskjold og hans højre side blev vist i et spejl. Den poserede scene viser malerens humor. Han viste, at et naturbillede kan skildres i et maleri med lige så mange perspektiver som i en skulptur. Giorgio af Castelfranco efterlod mange spor i og omkring Venedig. Han malede freskoer på husmure, lavede portrætter og indfangede naturen. Hans malerier var efterspurgte langt uden for Venedigs bygrænser. Desværre satte pesten en stopper for den lovende unikke kreativitet. Giorgios sidste malerier blev færdiggjort af Tizian.
Side 1 / 1