Firenze omkring 1420 - starten på den tidlige renæssance. Og der var især én kunstner, der vakte opsigt på dette tidspunkt. Giovanni di Paolo var ikke kun påvirket af den konservative gotiske linje, som de fleste kunstnere på hans tid var, men han gjorde sig også et navn blandt sine kunder, om end de var få, netop fordi han adskilte sig fra andre i sin kunst og altid gerne tog sig af det mærkelige og anderledes. Som en rød tråd gennem alle hans værker går de mange lige linjer, de langstrakte former og figurer og de stærke farver, som giver hans individuelle kunst en spændende statisk kvalitet. Selv om "spændende" og "statisk" kan lyde fundamentalt modsat, er det ikke desto mindre disse detaljer, der opliver hvert af hans malerier på en helt usædvanlig og næsten eksplosiv måde.
Sienaskolen satte sit præg på den italienske kunst, især i det 15. århundrede. Her, i sin hjemby, udviklede di Paolo sig også til en unik kunstner. Han fortolkede dog den klassiske stil fra den tidlige renæssance på sin egen personlige måde ved klart at inkorporere ekspressionistiske træk i sine kompositioner, i modsætning til mange andre sienesiske malere. Figurernes stærke ansigtsudtryk, der ofte er en del af betydningsfulde religiøse begivenheder, giver meget udtryk til hans kunst. Men det, der i dag ville give anledning til latterliggørelse og foragt, gjorde Giovanni di Paolo til en mester i sin egen tid. For hans individuelle malerstil ville slet ikke være blevet til uden at kopiere sine kunstnerkolleger - også meget berømte kunstneres - værker. Især i Toscana værdsatte hans købere hans evne til at manipulere identiske scener af andre kunstnere, såsom Duccio di Buoninsegna - en af de vigtigste malere i senmiddelalderen - og individualisere dem på en yderst kreativ måde.
Gennem hele sin kunstneriske karriere blev Giovanni di Paolo, selv om han blev værdsat af nogle mæcener for sine værker, der var anderledes i detaljerne, altid betragtet som en underordnet og mindreværdig kunstner. Det var først senere, fra begyndelsen af 1920'erne og frem, at Giovanni di Paolo blev mere kendt for sin forvrængede religiøse og ekspressionistiske stil. Det er ikke kun af stor betydning i dag, men de farverige former, figurer og landskaber i hans første værker samt de grove kompositioner afspejler tydeligt malerens skiftende opfattelser i hans udvikling som kunstner. Giovanni di Paolo forlod aldrig sin fødeby Siena før sin død. Det siges bl.a., at di Paolo havde svært ved at bevare sin evne til at male i sit sene liv, så han hyrede assistenter til at hjælpe ham med at færdiggøre sine værker. Hans mangel på fantasi og kreativitet har dog aldrig været et problem.
Firenze omkring 1420 - starten på den tidlige renæssance. Og der var især én kunstner, der vakte opsigt på dette tidspunkt. Giovanni di Paolo var ikke kun påvirket af den konservative gotiske linje, som de fleste kunstnere på hans tid var, men han gjorde sig også et navn blandt sine kunder, om end de var få, netop fordi han adskilte sig fra andre i sin kunst og altid gerne tog sig af det mærkelige og anderledes. Som en rød tråd gennem alle hans værker går de mange lige linjer, de langstrakte former og figurer og de stærke farver, som giver hans individuelle kunst en spændende statisk kvalitet. Selv om "spændende" og "statisk" kan lyde fundamentalt modsat, er det ikke desto mindre disse detaljer, der opliver hvert af hans malerier på en helt usædvanlig og næsten eksplosiv måde.
Sienaskolen satte sit præg på den italienske kunst, især i det 15. århundrede. Her, i sin hjemby, udviklede di Paolo sig også til en unik kunstner. Han fortolkede dog den klassiske stil fra den tidlige renæssance på sin egen personlige måde ved klart at inkorporere ekspressionistiske træk i sine kompositioner, i modsætning til mange andre sienesiske malere. Figurernes stærke ansigtsudtryk, der ofte er en del af betydningsfulde religiøse begivenheder, giver meget udtryk til hans kunst. Men det, der i dag ville give anledning til latterliggørelse og foragt, gjorde Giovanni di Paolo til en mester i sin egen tid. For hans individuelle malerstil ville slet ikke være blevet til uden at kopiere sine kunstnerkolleger - også meget berømte kunstneres - værker. Især i Toscana værdsatte hans købere hans evne til at manipulere identiske scener af andre kunstnere, såsom Duccio di Buoninsegna - en af de vigtigste malere i senmiddelalderen - og individualisere dem på en yderst kreativ måde.
Gennem hele sin kunstneriske karriere blev Giovanni di Paolo, selv om han blev værdsat af nogle mæcener for sine værker, der var anderledes i detaljerne, altid betragtet som en underordnet og mindreværdig kunstner. Det var først senere, fra begyndelsen af 1920'erne og frem, at Giovanni di Paolo blev mere kendt for sin forvrængede religiøse og ekspressionistiske stil. Det er ikke kun af stor betydning i dag, men de farverige former, figurer og landskaber i hans første værker samt de grove kompositioner afspejler tydeligt malerens skiftende opfattelser i hans udvikling som kunstner. Giovanni di Paolo forlod aldrig sin fødeby Siena før sin død. Det siges bl.a., at di Paolo havde svært ved at bevare sin evne til at male i sit sene liv, så han hyrede assistenter til at hjælpe ham med at færdiggøre sine værker. Hans mangel på fantasi og kreativitet har dog aldrig været et problem.
Side 1 / 2