Henry Moores passion var havet, bølgerne, de forandringer, der forårsages af tidevandet, og de truende storme, som fangede ham fra en tidlig alder. Moore blev født i Castlegate i 1831 i en kunstnerfamilie, som i princippet ikke tillod ham nogen anden karriere. Hans far William Moore var en kendt portrætmaler. Han overtog i første omgang uddannelsen af sin talentfulde søn, inden han sendte ham til London på York School of Design. Allerede under sine studier blev Moores billeder udstillet på Royal Academy. Andre udstillinger fulgte næsten i hurtig rækkefølge: Portland Gallery, British Institution, Gallery of the Society of British Artists. Han helligede sine første værker udelukkende til landskabsmaleri. I to år rejste han gennem England, Irland, Schweiz, Skotland og Frankrig. Hans landskaber i Alperne og Storbritannien viste indflydelsen fra prerafaelitterne, en gruppe af kunstnere, der var blevet samlet i England i midten af det 19. århundrede.
At havet ville være afgørende for hans fremtid blev tydeligt efter Moores rejse til kunstneriske områder i North Devon. Havet fascinerede ham, og han registrerede hver eneste lille ændring i bølgerne i sine malerier. Han helligede sig studiet af tidevandene og observerede havet på alle tider af dagen og i al slags vejr. Dramatiske scener med både, der blev kastet frem og tilbage af bølgerne, blev normalt indfanget i olie på lærred. Men han var også en mester i akvarelmaling. Han brugte denne metode især i stille vejr, når havet lå glat og silkeagtigt i skumringen, som i "En stille aften".
Efter sit ægteskab i 1860 med Mary Bollans, som holdt alt det væk fra ham, der kunne holde kunstneren fra sit maleri, foretog Moore endnu en gang en kunstnerisk vending. Han malede ikke længere kun fra stranden, men nu også skibe, der blev pisket af stormene, og som lå som nøddeskaller på bølgerne. Moore omsatte disse følelser kombineret med sine observationer til en præcision, som gav ham stor anerkendelse. Han blev sammen med John Brett, maler og astronom, anset for at være den førende marinemaler. Henry Moore blev overøst med priser og udmærkelser. Han modtog bl.a. Grand Prix'en på Paris-udstillingen i 1889 og modtog som følge heraf æreslegionen. Moore var tydeligvis ikke en let samtidige. Han blev betragtet som kontroversiel, og hans kontakter med andre kunstnere var begrænsede. Det var sandsynligvis derfor, at han først blev tilbudt medlemskab af Royal Academy i 1880. Han har også i vid udstrækning opdelt sit privatliv. Han tilbragte det meste af sin karriere sammen med sin kone i Sheffield Terrace i Kensington, hvor de opdrog deres døtre Agnes og Florence. Agnes fulgte senere i hans fodspor og blev blomstermaler. I slutningen af 1880'erne flyttede familien til Hampstead-distriktet. Henry Moore døde i 1885, og hans værker hænger i dag bl.a. på Tate, British Museum og Victoria & Albert Museum.
Henry Moores passion var havet, bølgerne, de forandringer, der forårsages af tidevandet, og de truende storme, som fangede ham fra en tidlig alder. Moore blev født i Castlegate i 1831 i en kunstnerfamilie, som i princippet ikke tillod ham nogen anden karriere. Hans far William Moore var en kendt portrætmaler. Han overtog i første omgang uddannelsen af sin talentfulde søn, inden han sendte ham til London på York School of Design. Allerede under sine studier blev Moores billeder udstillet på Royal Academy. Andre udstillinger fulgte næsten i hurtig rækkefølge: Portland Gallery, British Institution, Gallery of the Society of British Artists. Han helligede sine første værker udelukkende til landskabsmaleri. I to år rejste han gennem England, Irland, Schweiz, Skotland og Frankrig. Hans landskaber i Alperne og Storbritannien viste indflydelsen fra prerafaelitterne, en gruppe af kunstnere, der var blevet samlet i England i midten af det 19. århundrede.
At havet ville være afgørende for hans fremtid blev tydeligt efter Moores rejse til kunstneriske områder i North Devon. Havet fascinerede ham, og han registrerede hver eneste lille ændring i bølgerne i sine malerier. Han helligede sig studiet af tidevandene og observerede havet på alle tider af dagen og i al slags vejr. Dramatiske scener med både, der blev kastet frem og tilbage af bølgerne, blev normalt indfanget i olie på lærred. Men han var også en mester i akvarelmaling. Han brugte denne metode især i stille vejr, når havet lå glat og silkeagtigt i skumringen, som i "En stille aften".
Efter sit ægteskab i 1860 med Mary Bollans, som holdt alt det væk fra ham, der kunne holde kunstneren fra sit maleri, foretog Moore endnu en gang en kunstnerisk vending. Han malede ikke længere kun fra stranden, men nu også skibe, der blev pisket af stormene, og som lå som nøddeskaller på bølgerne. Moore omsatte disse følelser kombineret med sine observationer til en præcision, som gav ham stor anerkendelse. Han blev sammen med John Brett, maler og astronom, anset for at være den førende marinemaler. Henry Moore blev overøst med priser og udmærkelser. Han modtog bl.a. Grand Prix'en på Paris-udstillingen i 1889 og modtog som følge heraf æreslegionen. Moore var tydeligvis ikke en let samtidige. Han blev betragtet som kontroversiel, og hans kontakter med andre kunstnere var begrænsede. Det var sandsynligvis derfor, at han først blev tilbudt medlemskab af Royal Academy i 1880. Han har også i vid udstrækning opdelt sit privatliv. Han tilbragte det meste af sin karriere sammen med sin kone i Sheffield Terrace i Kensington, hvor de opdrog deres døtre Agnes og Florence. Agnes fulgte senere i hans fodspor og blev blomstermaler. I slutningen af 1880'erne flyttede familien til Hampstead-distriktet. Henry Moore døde i 1885, og hans værker hænger i dag bl.a. på Tate, British Museum og Victoria & Albert Museum.
Side 1 / 1