| Født | 1785 (Soho) |
| Død | 1851 (London) |
| Nationalitet | United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland |
| Erhverv | Maler, Graveur |
| Familie | Far: Samuel Alken Søskende: Samuel Alken (II) |
| Kendte værker | Grouse Shooting (1825), Boy Sitting Holding a Cap, Man Leaning on a Fence (1815), Study of Children, The Infant (1824) |
| Museer | Yale Center for British Art, Clark Art Institute |
Den, der vil lære at male en hest i fuldt løb, gør klogt i at gå i lære hos den britiske maler og grafiker Henry Thomas Alken. Et billede som »Fuldt skrig, ca. 1840« - sådan oversætter kataloget den engelske titel »Full Cry« - viser, hvordan opgaven løses: En skimmel og en rød hest strækker sig hen over engen, den ene rytter sidder dybt i sadlen iført rød frakke, den anden svinger hatten under springet, til højre farer koblet af sted som en broget kæde, og ved billedkanten standser en landarbejder med sin spade for at se til. Alt er i bevægelse, og alligevel er hvert ben, hver hov og hvert kodeled korrekt - det smalle led over hoven. Første lektion er altså: Fart opstår af præcision.
Anden lektion: herkomst. Familien Alken i London frembragte otte dokumenterede kunstnere gennem fire generationer. Henry Thomas, født den 12. oktober 1785 i Soho, var den tredje søn af Samuel Alken, der ligeledes malede jagt- og sportsscener og udførte dem som akvatinter, en raderingsteknik til bløde, jævne toneflader. Også to af brødrene og senere hans egne sønner malede. Først blev han undervist hjemme, siden hos miniaturemaleren John Thomas Barber Beaumont. I 1801 og 1802 blev to af hans portrætminiaturer udstillet på Royal Academy, hvorefter han opgav det lille format. Miniaturistens skole blev dog siddende i hånden: Man genkender den i de fingerstore hunde på hans jagtbilleder, hver enkelt præcist tegnet med sin egen pels og sin egen gangart.
Tredje lektion: Et navn er et redskab. Hans tidligste sportsblade fra 1813 bærer signaturen fra en opdigtet person, »Ben Tally Ho« - opkaldt efter det råb, hvormed engelske jægere melder ræven, og velegnet til milde satirer. Fra 1816 signerede han med sit eget navn, og forretningen gik godt: Den unge familiefar boede over forlæggeren Thomas McLeans butik på Haymarket og leverede tegninger for 30 shilling om dagen, dengang en særdeles god indtægt. I 1821 udgav McLean hans hovedværk »Storbritanniens nationalsportsgrene«, halvtreds håndkolorerede akvatinteplader om alt det, man dengang i England regnede for sport, fra hestevæddeløb og rævejagt over lystfiskeri til præmieboksning og hanekamp - en nøgtern fortegnelse over samtidens sportskultur.
Fjerde lektion, den vigtigste: Det er menneskene, der skal være genstand for vittigheden, aldrig hestene. Alken beherskede begge registre med samme hånd, den fornemme jagtserie såvel som karikaturalbummet, og smukkest mødes de i hans blade om Mr Jorrocks - en romanfigur skabt af forfatteren Robert Smith Surtees, en jagtbesat købmand fra London. På »Løft mig op! Bind mig i min stol! Fyld mit glas!, 1838« hænger Jorrocks efter jagtdagen saligt på skrå i lænestolen med benene strakt langt fra sig, mens selskabet omkring bordet hæver glassene. På væggen hænger, som sig hør og bør, to jagtbilleder i guldrammer. Titlen er Jorrocks' eget hjertesuk, og Alken ler sammen med sin udmattede helt, ikke ad ham.
Femte lektion: Signaturen beskytter kun i begrænset omfang mod forveksling. Fordi så mange i familien Alken malede, og adskillige værker blot er signeret »Alken«, har kunsthandlen i generationer grublet over, hvilken hånd der førte penslen på hvilket billede. Sønnen Samuel Henry signerede i en periode til forveksling som »H. Alken«, og en tommelfingerregel blandt handlende lyder, at damer i sidesadel snarere peger på sønnen. Hvordan kunderne genkendte deres Alken, viser »Derbyets start«: et felt af jockeyer knæ mod knæ, trøjerne i grønt, rødt, blåt og gult, hestene strakt ud, et sekund før feltet spredes. Og i »Jagtscene (gouache på panel) (se 349143 for par)« fejer røde frakker og et broget kobbel sammen hen over det grønne - en jagtmorgens feber fortættet på en lille plade.
Sjette lektion: materialet. Alkens oliescener lever af mørke hestekroppe, frakkernes ene mættede røde farve og det skiftende lys over engen. Som kunsttryk kræver dette maleri et underlag, der kan bære sådanne kontraster. Derfor trykker vi dem fortrinsvis på let glinsende lærred: Den fine glans holder sorttonerne dybe og giver det røde sin lysstyrke.
Den sidste lektion gav Alken selv. I 1849, længe efter at han var blevet syg og forarmet - hvorfor velstanden fra de gode år var forsvundet, vides ikke - sammenfattede han på 58 sider, hvad fyrre år i værkstedet havde lært ham: »Raderkunsten i teori og praksis«, en praktisk lærebog i radering for begyndere. Anden udgave udkom i 1851, og da havde læremesteren ikke megen tid tilbage: Den 7. april 1851 døde han i London. Hans grav ligger på Highgate Cemetery i London. Familien betalte begravelsen.
Side 1 / 5
| Født | 1785 (Soho) |
| Død | 1851 (London) |
| Nationalitet | United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland |
| Erhverv | Maler, Graveur |
| Familie | Far: Samuel Alken Søskende: Samuel Alken (II) |
| Kendte værker | Grouse Shooting (1825), Boy Sitting Holding a Cap, Man Leaning on a Fence (1815), Study of Children, The Infant (1824) |
| Museer | Yale Center for British Art, Clark Art Institute |
Den, der vil lære at male en hest i fuldt løb, gør klogt i at gå i lære hos den britiske maler og grafiker Henry Thomas Alken. Et billede som »Fuldt skrig, ca. 1840« - sådan oversætter kataloget den engelske titel »Full Cry« - viser, hvordan opgaven løses: En skimmel og en rød hest strækker sig hen over engen, den ene rytter sidder dybt i sadlen iført rød frakke, den anden svinger hatten under springet, til højre farer koblet af sted som en broget kæde, og ved billedkanten standser en landarbejder med sin spade for at se til. Alt er i bevægelse, og alligevel er hvert ben, hver hov og hvert kodeled korrekt - det smalle led over hoven. Første lektion er altså: Fart opstår af præcision.
Anden lektion: herkomst. Familien Alken i London frembragte otte dokumenterede kunstnere gennem fire generationer. Henry Thomas, født den 12. oktober 1785 i Soho, var den tredje søn af Samuel Alken, der ligeledes malede jagt- og sportsscener og udførte dem som akvatinter, en raderingsteknik til bløde, jævne toneflader. Også to af brødrene og senere hans egne sønner malede. Først blev han undervist hjemme, siden hos miniaturemaleren John Thomas Barber Beaumont. I 1801 og 1802 blev to af hans portrætminiaturer udstillet på Royal Academy, hvorefter han opgav det lille format. Miniaturistens skole blev dog siddende i hånden: Man genkender den i de fingerstore hunde på hans jagtbilleder, hver enkelt præcist tegnet med sin egen pels og sin egen gangart.
Tredje lektion: Et navn er et redskab. Hans tidligste sportsblade fra 1813 bærer signaturen fra en opdigtet person, »Ben Tally Ho« - opkaldt efter det råb, hvormed engelske jægere melder ræven, og velegnet til milde satirer. Fra 1816 signerede han med sit eget navn, og forretningen gik godt: Den unge familiefar boede over forlæggeren Thomas McLeans butik på Haymarket og leverede tegninger for 30 shilling om dagen, dengang en særdeles god indtægt. I 1821 udgav McLean hans hovedværk »Storbritanniens nationalsportsgrene«, halvtreds håndkolorerede akvatinteplader om alt det, man dengang i England regnede for sport, fra hestevæddeløb og rævejagt over lystfiskeri til præmieboksning og hanekamp - en nøgtern fortegnelse over samtidens sportskultur.
Fjerde lektion, den vigtigste: Det er menneskene, der skal være genstand for vittigheden, aldrig hestene. Alken beherskede begge registre med samme hånd, den fornemme jagtserie såvel som karikaturalbummet, og smukkest mødes de i hans blade om Mr Jorrocks - en romanfigur skabt af forfatteren Robert Smith Surtees, en jagtbesat købmand fra London. På »Løft mig op! Bind mig i min stol! Fyld mit glas!, 1838« hænger Jorrocks efter jagtdagen saligt på skrå i lænestolen med benene strakt langt fra sig, mens selskabet omkring bordet hæver glassene. På væggen hænger, som sig hør og bør, to jagtbilleder i guldrammer. Titlen er Jorrocks' eget hjertesuk, og Alken ler sammen med sin udmattede helt, ikke ad ham.
Femte lektion: Signaturen beskytter kun i begrænset omfang mod forveksling. Fordi så mange i familien Alken malede, og adskillige værker blot er signeret »Alken«, har kunsthandlen i generationer grublet over, hvilken hånd der førte penslen på hvilket billede. Sønnen Samuel Henry signerede i en periode til forveksling som »H. Alken«, og en tommelfingerregel blandt handlende lyder, at damer i sidesadel snarere peger på sønnen. Hvordan kunderne genkendte deres Alken, viser »Derbyets start«: et felt af jockeyer knæ mod knæ, trøjerne i grønt, rødt, blåt og gult, hestene strakt ud, et sekund før feltet spredes. Og i »Jagtscene (gouache på panel) (se 349143 for par)« fejer røde frakker og et broget kobbel sammen hen over det grønne - en jagtmorgens feber fortættet på en lille plade.
Sjette lektion: materialet. Alkens oliescener lever af mørke hestekroppe, frakkernes ene mættede røde farve og det skiftende lys over engen. Som kunsttryk kræver dette maleri et underlag, der kan bære sådanne kontraster. Derfor trykker vi dem fortrinsvis på let glinsende lærred: Den fine glans holder sorttonerne dybe og giver det røde sin lysstyrke.
Den sidste lektion gav Alken selv. I 1849, længe efter at han var blevet syg og forarmet - hvorfor velstanden fra de gode år var forsvundet, vides ikke - sammenfattede han på 58 sider, hvad fyrre år i værkstedet havde lært ham: »Raderkunsten i teori og praksis«, en praktisk lærebog i radering for begyndere. Anden udgave udkom i 1851, og da havde læremesteren ikke megen tid tilbage: Den 7. april 1851 døde han i London. Hans grav ligger på Highgate Cemetery i London. Familien betalte begravelsen.