Italiensk kunst har altid været meget populær. Leonardo da Vinci, Michelangelo Buonarroti og Raphael da Urbino er blandt de mest berømte ansigter i kunsthistorien. Den italienske kunsts oprindelse kan først og fremmest spores tilbage til antikken, hvis reference stadig kan genkendes gennem århundrederne og til den dag i dag. Som en højt respekteret vare blev kunst i Italien altid fremmet af politik og kirke. Arkitekturen spillede også en vigtig rolle, da berømte kunstnere ofte var involveret i opførelsen af store italienske katedraler eller kirker. Ikoniske træk her var geometriske konstruktioner, storslåede malerier i bygningerne og kuplede tage. Ud over den kristne tro har den italienske kunst siden middelalderen også været påvirket af andre lande og deres kulturer. F.eks. af det byzantinske imperium, Frankrig og Tyskland samt af nogle islamiske lande. Den fantastiske mangfoldighed, der kan ses i Italiens kunstlandskab, er uden tvivl resultatet af disse påvirkninger, som går gennem de enkelte epoker i kunsthistorien. Renæssancen, som er en af de vigtigste kunstperioder i Italien, er især kendt for sine tredimensionelle kunstværker. Skønhed, harmoni og perfektion var de vigtigste temaer her i form af statuer, der er baseret på antikke modeller. Nøgenhed som naturlig perfektion blev imidlertid også indfanget på lærredet med så mange detaljer som muligt. Mens byer som Firenze og Venedig var af central betydning for kunsten i renæssancen, fandt barokken hovedsageligt sted i Rom. Her blev der i arkitekturen og maleriet især brugt farver som hvid og guld samt kraftige og frodige former. Loftsmaleriet som sådan nåede sit højdepunkt i barokken og var af stor betydning for denne epoke. I den klassiske periode gik man endelig væk fra barokkens ekspansive stil og vendte opmærksomheden mod enkelhed og elegance i designet, som fulgte en streng symmetri. Historicismen, der kom til samtidig med art nouveau, tog tidligere stilarter som gotik, romantik og antikke op til fornyet overvejelse og dannede en ny, mere idiosynkratisk stil, der næppe kunne standardiseres. Siden den moderne æra er det især design, der har begejstret folk i Italien. Biler, mode og selv de ikoniske avantgarde-møbler, som Italien er kendt for i dag, vidner stadig om Italiens historiske og kunstneriske betydning. Italiens samtidskunst viser dog i endnu højere grad, at især malerier fra tidligere epoker stadig har en særlig kultstatus i dag.
Italiensk kunst har altid været meget populær. Leonardo da Vinci, Michelangelo Buonarroti og Raphael da Urbino er blandt de mest berømte ansigter i kunsthistorien. Den italienske kunsts oprindelse kan først og fremmest spores tilbage til antikken, hvis reference stadig kan genkendes gennem århundrederne og til den dag i dag. Som en højt respekteret vare blev kunst i Italien altid fremmet af politik og kirke. Arkitekturen spillede også en vigtig rolle, da berømte kunstnere ofte var involveret i opførelsen af store italienske katedraler eller kirker. Ikoniske træk her var geometriske konstruktioner, storslåede malerier i bygningerne og kuplede tage. Ud over den kristne tro har den italienske kunst siden middelalderen også været påvirket af andre lande og deres kulturer. F.eks. af det byzantinske imperium, Frankrig og Tyskland samt af nogle islamiske lande. Den fantastiske mangfoldighed, der kan ses i Italiens kunstlandskab, er uden tvivl resultatet af disse påvirkninger, som går gennem de enkelte epoker i kunsthistorien. Renæssancen, som er en af de vigtigste kunstperioder i Italien, er især kendt for sine tredimensionelle kunstværker. Skønhed, harmoni og perfektion var de vigtigste temaer her i form af statuer, der er baseret på antikke modeller. Nøgenhed som naturlig perfektion blev imidlertid også indfanget på lærredet med så mange detaljer som muligt. Mens byer som Firenze og Venedig var af central betydning for kunsten i renæssancen, fandt barokken hovedsageligt sted i Rom. Her blev der i arkitekturen og maleriet især brugt farver som hvid og guld samt kraftige og frodige former. Loftsmaleriet som sådan nåede sit højdepunkt i barokken og var af stor betydning for denne epoke. I den klassiske periode gik man endelig væk fra barokkens ekspansive stil og vendte opmærksomheden mod enkelhed og elegance i designet, som fulgte en streng symmetri. Historicismen, der kom til samtidig med art nouveau, tog tidligere stilarter som gotik, romantik og antikke op til fornyet overvejelse og dannede en ny, mere idiosynkratisk stil, der næppe kunne standardiseres. Siden den moderne æra er det især design, der har begejstret folk i Italien. Biler, mode og selv de ikoniske avantgarde-møbler, som Italien er kendt for i dag, vidner stadig om Italiens historiske og kunstneriske betydning. Italiens samtidskunst viser dog i endnu højere grad, at især malerier fra tidligere epoker stadig har en særlig kultstatus i dag.
Side 1 / 68