Jacques-Emile Blanche

Jacques Emile Blanche var den yngste af fire børn i en højt respekteret fransk lægefamilie. Både hans far Emile Blanche og hans bedstefar var psykiatere. Deres berømte klinik oppe på Montmartre var forbeholdt en meget udvalgt kundekreds. Familien Blanche boede også selv på klinikkens område og opretholdt kontakten med patienterne. Da Jacques Emiles ældre søskende døde meget tidligt, tog hans forældre sig endnu mere af ham, da de frygtede at miste ham også. Så han voksede op som enebarn og blev aldrig sluppet ud af syne af sin mor. Blanche voksede derfor ikke op som en normal dreng med legekammerater. Hans mor tog ham jævnligt med til sine søndagssaloner, hvor hun mødtes og udvekslede idéer med berømte kunstnere og tidens store intellektuelle. Drengen stiftede således sine første bekendtskaber med Edgar Degas og Henri Fantin-Latour og lyttede opmærksomt til de voksnes samtaler. Hans uddannelse var derfor meget usædvanlig i den forstand. Han fik først en organiseret, klassisk skoleundervisning i en alder af 12 år. Hans kunstneriske uddannelse begyndte også i den alder. Hans forældre hyrede Edmond Maître som kunstlærer. Maître siges også senere at have præsenteret Blanche for Claude Monet, som han beundrede dybt. Maître lagde også grunden til Blanches bemærkelsesværdige kunstsamling. Han overtalte ham til at erhverve sine første værker af Monet og Cézanne.

I en alder af 18 år mødte Blanche Pierre-Auguste Renoir, som hans mor havde bestilt til at male nogle dekorative paneler i deres nye hus. Blanche blev til sin mors forfærdelse venner med den ældre Renoir og ønskede at komme i lære hos ham. Hans mor mente imidlertid, at impressionisterne var for "almindelige" og ikke akademiske nok til hendes søns uddannelse. Hun sendte ham i stedet til Henri Gevex, en god ven af familien. 1880'erne var meget vigtige for Blanches karriere, og han beskrev dette år som sit lykkeligste. Hans første maleri til Paris-salonen, Ung kvinde på dækket af en båd, blev accepteret i denne periode. Blanche rejste regelmæssigt mellem Paris og London, hans andet hjem. Blanche fik nogle lektioner i sin ungdom, men blev mere betragtet som en autodidakt maler og var i sandhed et multitalent. Han var ikke kun en talentfuld maler, men også en stor forfatter. Senere påtog han sig nogle lærerjobs og blev direktør for Académie de la Palette i 1902. Selv om Blanche også malede nogle stilleben og landskaber, fik han den største anerkendelse som portrætmaler. Adelsmænd, det velhavende aristokrati og kunstnerkolleger nød at sidde som modeller for ham.