James Smetham kom fra den lille by Paterley Bridge i Yorkshire, England, og gik i gymnasiet i Leeds. Han ville egentlig gerne være arkitekt og kom derfor i lære hos den kendte arkitekt, antikvarbogholder og borgmester i byen Lincoln. Da han dog fornemmede, at andre interesser var stærkere i ham, begyndte han at studere på Royal Academy of Arts i London i 1843. Han forsøgte sig i nogen tid med portrætmaleri og havde en vis succes med denne genre. Men fotografiet, som var under udvikling på det tidspunkt, gav ham hård konkurrence, og kunderne bestilte færre og færre malede portrætter. Han var derfor tvunget til at tjene til livets ophold andetsteds og fik i 1851 en stilling som tegneinstruktør på Weshleyan Normal College i byen Westminster. Her mødte han Sarah Goble, som var lærer på samme universitet. I 1854 giftede han sig med hende, og parret fik seks børn.
Ved siden af sit arbejde på kollegiet fortsatte Smetham med at arbejde som maler. Han udforskede en række forskellige genrer, malede ofte landskaber såvel som portrætter og lavede træsnit, raderinger, graveringer og bogillustrationer. Han malede også tusindvis af miniaturer på størrelse med frimærker. Han sluttede sig også til det præ-rafaelitiske broderskab, der blev grundlagt i London i 1848, en reformbevægelse, der havde til formål at bevæge sig væk fra det, de anså for at være for mekaniske i forhold til kunstnere som Raffael og Michelangelo. James Letham skrev også essays, digte, anmeldelser og artikler. Hans mest berømte malerier er nok "Hymnen om den sidste nadver" og "Jarl Siwards død". Smetham var en meget troende metodist og beskæftigede sig meget ofte med religiøse emner.
I 1857 fik maleren et nervøst sammenbrud, og derefter blev hans religiøse iver stærkere og tog gradvist form af mani. For eksempel forsøgte han i nogen tid at illustrere hvert eneste vers i Bibelen. Han led også af og til af depressioner og foretog religiøse selvanalyser. I 1877 fik han endnu et voldsomt sammenbrud og blev vanvittig. De sidste år levede han i psykisk forstyrrelse isoleret i sit hus i Stoke Newington. Smethams enke udgav posthumt hans breve, dagbøger og notesbøger.
James Smetham kom fra den lille by Paterley Bridge i Yorkshire, England, og gik i gymnasiet i Leeds. Han ville egentlig gerne være arkitekt og kom derfor i lære hos den kendte arkitekt, antikvarbogholder og borgmester i byen Lincoln. Da han dog fornemmede, at andre interesser var stærkere i ham, begyndte han at studere på Royal Academy of Arts i London i 1843. Han forsøgte sig i nogen tid med portrætmaleri og havde en vis succes med denne genre. Men fotografiet, som var under udvikling på det tidspunkt, gav ham hård konkurrence, og kunderne bestilte færre og færre malede portrætter. Han var derfor tvunget til at tjene til livets ophold andetsteds og fik i 1851 en stilling som tegneinstruktør på Weshleyan Normal College i byen Westminster. Her mødte han Sarah Goble, som var lærer på samme universitet. I 1854 giftede han sig med hende, og parret fik seks børn.
Ved siden af sit arbejde på kollegiet fortsatte Smetham med at arbejde som maler. Han udforskede en række forskellige genrer, malede ofte landskaber såvel som portrætter og lavede træsnit, raderinger, graveringer og bogillustrationer. Han malede også tusindvis af miniaturer på størrelse med frimærker. Han sluttede sig også til det præ-rafaelitiske broderskab, der blev grundlagt i London i 1848, en reformbevægelse, der havde til formål at bevæge sig væk fra det, de anså for at være for mekaniske i forhold til kunstnere som Raffael og Michelangelo. James Letham skrev også essays, digte, anmeldelser og artikler. Hans mest berømte malerier er nok "Hymnen om den sidste nadver" og "Jarl Siwards død". Smetham var en meget troende metodist og beskæftigede sig meget ofte med religiøse emner.
I 1857 fik maleren et nervøst sammenbrud, og derefter blev hans religiøse iver stærkere og tog gradvist form af mani. For eksempel forsøgte han i nogen tid at illustrere hvert eneste vers i Bibelen. Han led også af og til af depressioner og foretog religiøse selvanalyser. I 1877 fik han endnu et voldsomt sammenbrud og blev vanvittig. De sidste år levede han i psykisk forstyrrelse isoleret i sit hus i Stoke Newington. Smethams enke udgav posthumt hans breve, dagbøger og notesbøger.
Side 1 / 1