Jean Leclerc, født i 1587 i Nancy, står som en overbevisende figur inden for fransk barokmaleri. Midt i den kulturelle opblomstring i Lorraine udviklede han en stil, der var præget af en bemærkelsesværdig syntese af italienske påvirkninger og fransk ekspressivitet. Leclercs kunstneriske vej blev i høj grad formet af hans onkel Jacques Bellange, hvis manieristiske visuelle sprog og dramatiske brug af lys går igen i Leclercs værker. Efter nogle formative studieår i Rom, hvor han beskæftigede sig indgående med Caravaggios værker, vendte Leclerc tilbage til Nancy og bragte den italienske naturalismes resultater ind i de kunstneriske kredse i Lorraine. Hans malerier, som f.eks. den berømte altertavle "Korsfæstelsen" i Saint-Sébastien-kirken, er kendetegnet ved en kraftfuld chiaroscuro-teknik, der bader figurerne i dramatisk lys og understreger deres følelsesmæssige dybde. Hans kompositioner er dynamiske, ofte ladet med en næsten teatralsk spænding, og de kombinerer en klar, næsten skulpturel tegning med en rig, lysende palet.

Leclercs værk er domineret af religiøse temaer, som han gengiver med en sjælden intensitet og psykologisk følsomhed. Hans figurer virker levende, og deres bevægelser og udtryk fortæller om indre kampe og åndelige oplevelser. Særligt slående er Leclercs brug af lys som et narrativt virkemiddel: Det modellerer ikke kun kroppe, men leder også beskuerens blik til de centrale øjeblikke i scenen. I hans skildringer af Kristi lidelseshistorie eller den hellige familie smelter patos og intimitet sammen til et unikt visuelt sprog, der straks rører beskueren. Leclercs indflydelse på maleriet i Lorraine er umiskendelig - han introducerede den italienske kunsts resultater i regionen og inspirerede en hel generation af kunstnere. Hans værker, som nu findes på museer og i kirker over hele Frankrig, vidner om en dyb religiøsitet og en mesterlig beherskelse af barokmaleriet.