Da John Crome blev begravet i St. George's Church i Norwich i foråret 1821 i en alder af kun 53 år, sørgede hans venner og elever over tabet af en af de vigtigste landskabsmalere i den engelske kunsthistorie. Chrome var en talentfuld og fantasifuld ung mand, men han var kommet til maleriet på en ret tilfældig måde. Som 12-årig havde han først arbejdet som løbedreng for en læge, inden han blev uddannet som skilte-maler. Hans første "kunstværker" var skilte til sommerhuse, pubber og farverige dekorative paneler til hestevogne. Han blev venner med Robert Landbrooke, en bogtrykkerlærling, som senere også blev en anerkendt landskabsmaler. De udviklede hurtigt en fælles hobby. De to unge mænd strejfede rundt i det idylliske landskab i det omkringliggende grevskab Norfolk og tegnede græs, blomster og træer. Nogle af værkerne blev så gode, at Robert Landbrooke's chef købte billederne for at trykke dem i større oplag.
John Chrome var en ægte autodidakt kunstner, og i stedet for at studere kunst lærte han sig selv alle teknikkerne. En stor hjælp var en arbejdskollega til Robert Landbrooke, som havde en omfattende samling af tryk af berømte malerier. John Chrome kopierede malerier af Thomas Gainsborough, hollænderen Meindert Hobbema og andre store malere. I løbet af denne periode med famlen og forsøg og fejltagelser mødte han portrætmaleren William Beechey fra London, som gav ham vigtige råd. Den håbefulde maler Chrome havde så stort talent, at han tjente sit levebrød ved at give tegneundervisning til private elever. I en alder af 24 år havde han så stor succes, at han kunne stifte familie. Han blev gift med sin kone Phoebe, og i løbet af tiden voksede otte børn op. To af dem, John Berney og William Henry, blev også senere berømte malere.
Crome og Ladbrooke var ikke kun talentfulde, men havde også en vision. I begyndelsen af det 19. århundrede grundlagde de i fællesskab Norwich Society of Artists. Deres første udstilling i 1805 betragtes som en vigtig dato i den engelske kunsthistorie. Det var fødslen af Norwich School of Painters, den første stærke kunstbevægelse, der etablerede sig uden for Londons metropol. Norwich School of Painters tog sit udgangspunkt i den "hollandske guldalder". Den tog fat på den malerstil, som store hollandske malere som Esaias van de Velde, Jacob van Ruisdael eller Aelbert Cuyp havde udviklet, og fortolkede den på en ny måde.
Trods disse europæiske påvirkninger forblev John Chrome en meget jordnær nutidsmand. Han rejste kun lejlighedsvis til London, som ligger 120 miles væk, og udstillede en gang på Royal Academy i London. Kun én gang i sit liv rejste han til Paris. Det var en imponerende rejse med mange kunstneriske stimuli. I månederne efter sin hjemkomst lavede han en række malerier af parisiske scener og udsigter af havnebyerne Boulogne og Oostende. I dag, 200 år efter hans alt for tidlige død, er hans værker blevet udødelige. Hans malerier fylder de store museers sale og hænger bl.a. i Tate Gallery og Royal Academy i London. En stor del af hans værker kan beundres i hans hjemby, på Norwich Castle Museum.
Da John Crome blev begravet i St. George's Church i Norwich i foråret 1821 i en alder af kun 53 år, sørgede hans venner og elever over tabet af en af de vigtigste landskabsmalere i den engelske kunsthistorie. Chrome var en talentfuld og fantasifuld ung mand, men han var kommet til maleriet på en ret tilfældig måde. Som 12-årig havde han først arbejdet som løbedreng for en læge, inden han blev uddannet som skilte-maler. Hans første "kunstværker" var skilte til sommerhuse, pubber og farverige dekorative paneler til hestevogne. Han blev venner med Robert Landbrooke, en bogtrykkerlærling, som senere også blev en anerkendt landskabsmaler. De udviklede hurtigt en fælles hobby. De to unge mænd strejfede rundt i det idylliske landskab i det omkringliggende grevskab Norfolk og tegnede græs, blomster og træer. Nogle af værkerne blev så gode, at Robert Landbrooke's chef købte billederne for at trykke dem i større oplag.
John Chrome var en ægte autodidakt kunstner, og i stedet for at studere kunst lærte han sig selv alle teknikkerne. En stor hjælp var en arbejdskollega til Robert Landbrooke, som havde en omfattende samling af tryk af berømte malerier. John Chrome kopierede malerier af Thomas Gainsborough, hollænderen Meindert Hobbema og andre store malere. I løbet af denne periode med famlen og forsøg og fejltagelser mødte han portrætmaleren William Beechey fra London, som gav ham vigtige råd. Den håbefulde maler Chrome havde så stort talent, at han tjente sit levebrød ved at give tegneundervisning til private elever. I en alder af 24 år havde han så stor succes, at han kunne stifte familie. Han blev gift med sin kone Phoebe, og i løbet af tiden voksede otte børn op. To af dem, John Berney og William Henry, blev også senere berømte malere.
Crome og Ladbrooke var ikke kun talentfulde, men havde også en vision. I begyndelsen af det 19. århundrede grundlagde de i fællesskab Norwich Society of Artists. Deres første udstilling i 1805 betragtes som en vigtig dato i den engelske kunsthistorie. Det var fødslen af Norwich School of Painters, den første stærke kunstbevægelse, der etablerede sig uden for Londons metropol. Norwich School of Painters tog sit udgangspunkt i den "hollandske guldalder". Den tog fat på den malerstil, som store hollandske malere som Esaias van de Velde, Jacob van Ruisdael eller Aelbert Cuyp havde udviklet, og fortolkede den på en ny måde.
Trods disse europæiske påvirkninger forblev John Chrome en meget jordnær nutidsmand. Han rejste kun lejlighedsvis til London, som ligger 120 miles væk, og udstillede en gang på Royal Academy i London. Kun én gang i sit liv rejste han til Paris. Det var en imponerende rejse med mange kunstneriske stimuli. I månederne efter sin hjemkomst lavede han en række malerier af parisiske scener og udsigter af havnebyerne Boulogne og Oostende. I dag, 200 år efter hans alt for tidlige død, er hans værker blevet udødelige. Hans malerier fylder de store museers sale og hænger bl.a. i Tate Gallery og Royal Academy i London. En stor del af hans værker kan beundres i hans hjemby, på Norwich Castle Museum.
Side 1 / 1