Landskabsmaleri: Naturen som selvstændigt billedmotiv

At et billede kun må vise himmel, vand og land, var længe ingen selvfølge; det blev gennemført i 1600-tallets Holland, hvor et købedygtigt borgerskab frembragte specialister. Hendrick Avercamp viede sig næsten udelukkende til vinterscener med skøjteløbere på tilfrosne kanaler. Lave horisonter under høje, bevægede himle blev denne malerkunsts kendemærke og forblev et referencepunkt for generationer.

1800-tallet udvidede feltet til alle sider. Carl Blechen vendte i 1829 tilbage til Berlin fra sin Italiensrejse med oliestudier af uvant direkthed; farvetuben, patenteret i 1841, gjorde det praktisk muligt at arbejde umiddelbart foran motivet. I Nederlandene knyttede Haag-skolen omkring Anton Mauve med græsgangs- og klitbilleder i dæmpede toner an til det hollandske maleris guldalder, mens Isaak Levitan i Rusland udviklede stemningslandskabet, hvor vejr og sindstilstand griber ind i hinanden. Parallelt udvidedes radius. Thomas Daniell tegnede i slutningen af 1700-tallet Indiens arkitektur og landskab, John Glover udvandrede i 1831 til Tasmanien. Tom Thomson malede endelig skovene i den canadiske Algonquin Park, som han gennemstrejfede alene i kano med malerkassen i bagagen. Genren havde for længst nået fjerne kontinenter.