Peder Balke kan med rette betragtes som en pioner inden for modernismen. Den norske maler skabte fascinerende landskabsmalerier, der ved første øjekast kunne forveksles med romantiske naturstudier. Alligevel er hans værker usædvanlige og unikke og kan - hvis de overhovedet kan sammenlignes - kun sammenlignes med William Turners værker. I det 19. århundrede skabte Peder Balke banebrydende malerier på vejen til modernismen. De blev skabt med pensler og vådt-i-vådt-teknikker eller ridset direkte i malingen og holdt i en snævert defineret farveskala. Sidstnævnte forstærker yderligere deres dramatiske karakter.
Vilde bjerglandskaber og solnedgange over det brusende hav eller stille søer i skoven: Balkes valg af motiv var ikke tilfældigt. Det var på en rejse, hvor han lærte den overvældende naturskønhed i Nordnorge at kende. Han gik faktisk på Royal School of Drawing, og da han havde undgået den obligatoriske militærtjeneste ved at flytte til Christiania og klarede sig som husmaler og dekorationsmaler, havde han ingen penge. Men en medstuderende overtalte ham til at besøge ham i Finnmark. Et lykkeligt sammentræf, som det viste sig. For det formede ikke kun hans liv, men hele hans karriere som kunstner. Han sagde selv om sit ophold, at han ikke havde set noget lignende på sine rejser, der havde bevæget og bevæget ham på samme måde - hverken herhjemme eller i udlandet. Mennesker, sagde han, var kun statister med en underordnet rolle i det sublime landskab.
Mellem 1846 og 1847 forlod Balke sit elskede hjemland og rejste til Paris. Han havde hørt, at kong Louis Philippe var meget interesseret i Nordnorge og dets skønheder. Som ung prins havde herskeren besøgt Nordkap inkognito. I den faste overbevisning, at kongen ville være interesseret i hans billeder, som ville minde ham om hans ungdomsoplevelser, kontaktede Balke paladset. Det lykkedes ham også at indsende nogle skitser. Og Hans Majestæt bestilte straks 30 malerier til sit Versailles-palads. Desværre forhindrede februarrevolutionen malerierne i at blive færdiggjort. Ikke desto mindre: Balkes skitser findes stadig i Louvre-magasinerne.
Kongen var altså glad for det, han så. Der gik dog lang tid, før Peder Balkes kunstneriske arbejde blev værdsat af kunstverdenen og forædlet med en publikation. Balke døde som en højt forgældet mand efter et slagtilfælde. Inden da havde han flere gange forgæves kæmpet for indførelsen af en pensionskasse for arbejdere og en enke- og invalidepension, for han var ikke kun landskabsmaler, men i de senere år også socialpolitisk aktivist. Kunstneren, der blev født i 1804, fik først en passende anerkendelse i det 20. århundrede: Det var allerede i 1990'erne, at den danske maler Per Kirkeby skrev en bog om enspænderen.
Peder Balke kan med rette betragtes som en pioner inden for modernismen. Den norske maler skabte fascinerende landskabsmalerier, der ved første øjekast kunne forveksles med romantiske naturstudier. Alligevel er hans værker usædvanlige og unikke og kan - hvis de overhovedet kan sammenlignes - kun sammenlignes med William Turners værker. I det 19. århundrede skabte Peder Balke banebrydende malerier på vejen til modernismen. De blev skabt med pensler og vådt-i-vådt-teknikker eller ridset direkte i malingen og holdt i en snævert defineret farveskala. Sidstnævnte forstærker yderligere deres dramatiske karakter.
Vilde bjerglandskaber og solnedgange over det brusende hav eller stille søer i skoven: Balkes valg af motiv var ikke tilfældigt. Det var på en rejse, hvor han lærte den overvældende naturskønhed i Nordnorge at kende. Han gik faktisk på Royal School of Drawing, og da han havde undgået den obligatoriske militærtjeneste ved at flytte til Christiania og klarede sig som husmaler og dekorationsmaler, havde han ingen penge. Men en medstuderende overtalte ham til at besøge ham i Finnmark. Et lykkeligt sammentræf, som det viste sig. For det formede ikke kun hans liv, men hele hans karriere som kunstner. Han sagde selv om sit ophold, at han ikke havde set noget lignende på sine rejser, der havde bevæget og bevæget ham på samme måde - hverken herhjemme eller i udlandet. Mennesker, sagde han, var kun statister med en underordnet rolle i det sublime landskab.
Mellem 1846 og 1847 forlod Balke sit elskede hjemland og rejste til Paris. Han havde hørt, at kong Louis Philippe var meget interesseret i Nordnorge og dets skønheder. Som ung prins havde herskeren besøgt Nordkap inkognito. I den faste overbevisning, at kongen ville være interesseret i hans billeder, som ville minde ham om hans ungdomsoplevelser, kontaktede Balke paladset. Det lykkedes ham også at indsende nogle skitser. Og Hans Majestæt bestilte straks 30 malerier til sit Versailles-palads. Desværre forhindrede februarrevolutionen malerierne i at blive færdiggjort. Ikke desto mindre: Balkes skitser findes stadig i Louvre-magasinerne.
Kongen var altså glad for det, han så. Der gik dog lang tid, før Peder Balkes kunstneriske arbejde blev værdsat af kunstverdenen og forædlet med en publikation. Balke døde som en højt forgældet mand efter et slagtilfælde. Inden da havde han flere gange forgæves kæmpet for indførelsen af en pensionskasse for arbejdere og en enke- og invalidepension, for han var ikke kun landskabsmaler, men i de senere år også socialpolitisk aktivist. Kunstneren, der blev født i 1804, fik først en passende anerkendelse i det 20. århundrede: Det var allerede i 1990'erne, at den danske maler Per Kirkeby skrev en bog om enspænderen.
Side 1 / 1