Karl Blossfeldts plantefotografier betragtes i dag som en milepæl for fotografiet inden for "Neue Sachlichkeit". For ham personligt lå intet fjernere end at gøre kunstneriske krav til sine fotografier. Allerede hans uddannelse som billedhugger i et kunststøberi i den landlige Harz-region fokuserede på ornamentale udsmykninger baseret på naturen og viser, hvor lidt ambitioner han havde med hensyn til kunstnerisk selvportræt. Sideløbende med sine efterfølgende grundstudier på Unterrichtsanstalt des Kunstgewerbemuseums i Berlin deltog han i et flerårigt projekt med tegnelæreren Moritz Meurer i Rom. Her var fokus på produktion af undervisningsmaterialer til ornamental design, og ud over Italien førte Blossfeldts rejser ham også til andre sydeuropæiske lande. Efter at have afsluttet sine studier med succes underviste han i mere end 30 år i klassen "Modellieren nach lebenden Pflanzen" (modellering ud fra levende planter) som professor ved Lehranstalt des Kunstgewerbemuseums, som senere blev fusioneret med Vereinigte Staatsschulen. Disse dannede til gengæld en af forløberne for det nuværende Berlin University of te Arts. En anden parallel til Blossfeldts arbejde, som efter eget udsagn var præget af rent håndværk og alligevel blev erklæret kunst.
Blossfeldt havde dog kun taget dele af planter, som han selv havde forberedt i nærbilleder. Tusindvis af knopper, blomster og stængler gik gennem hans hånd med henblik på dokumentation. Hans kamera blev sandsynligvis bygget helt eller delvist af ham selv for at kunne realisere dette resultat perfekt. Målet var at skabe et detaljeret billede af planteformerne, som ville give eleverne et naturligt visuelt indtryk. De hidtil anvendte planter mistede hurtigt deres autentiske udseende på grund af tørring, vækst eller visnen og fordrejede dermed efter hans mening resultatet betydeligt. Forstørrelser, der varierede mellem 12x og 45x, gjorde det muligt at gengive alle detaljer, uanset hvor små de var. Fotografier havde frem for alt den fordel i forhold til tegninger, at der ikke var indarbejdet nogen kunstnerisk fortolkning fra en tegner. Da fotografierne blev projiceret på væggen i klassen, var det særligt vigtigt med et klart og skarpt billede på en neutral eller hvid baggrund.
Den kendte galleriejer Karl Nierendorf i Berlin blev straks grebet af plantefotografiernes kunstneriske karakter, og i 1926 samlede han dem i en udstilling sammen med skulpturer fra Afrika og Ny Guinea samt med værker af kunstneren Richard Janthur, som senere blev klassificeret som degenereret af nazisterne. To år senere tog Nierendorf initiativ til bogen Urformen der Kunst, som blev udgivet af Wasmuth Verlag i Berlin og genoptrykt i mange år. I Blossfeldts dødsår udkom hans anden udgivelse, Wundergarten der Natur, som han udgav. Blossfeldt håbede selv, at hans plantefotografier på den ene side ville "genskabe forbindelsen med naturen", og på den anden side ville han "gøre opmærksom på naturens store formrigdom" og opfordre folk til selv at udforske og observere den hjemlige planteverden. Sammen med fotografiernes tidløse æstetik virker denne hensigt mere nutidig end nogensinde.
Karl Blossfeldts plantefotografier betragtes i dag som en milepæl for fotografiet inden for "Neue Sachlichkeit". For ham personligt lå intet fjernere end at gøre kunstneriske krav til sine fotografier. Allerede hans uddannelse som billedhugger i et kunststøberi i den landlige Harz-region fokuserede på ornamentale udsmykninger baseret på naturen og viser, hvor lidt ambitioner han havde med hensyn til kunstnerisk selvportræt. Sideløbende med sine efterfølgende grundstudier på Unterrichtsanstalt des Kunstgewerbemuseums i Berlin deltog han i et flerårigt projekt med tegnelæreren Moritz Meurer i Rom. Her var fokus på produktion af undervisningsmaterialer til ornamental design, og ud over Italien førte Blossfeldts rejser ham også til andre sydeuropæiske lande. Efter at have afsluttet sine studier med succes underviste han i mere end 30 år i klassen "Modellieren nach lebenden Pflanzen" (modellering ud fra levende planter) som professor ved Lehranstalt des Kunstgewerbemuseums, som senere blev fusioneret med Vereinigte Staatsschulen. Disse dannede til gengæld en af forløberne for det nuværende Berlin University of te Arts. En anden parallel til Blossfeldts arbejde, som efter eget udsagn var præget af rent håndværk og alligevel blev erklæret kunst.
Blossfeldt havde dog kun taget dele af planter, som han selv havde forberedt i nærbilleder. Tusindvis af knopper, blomster og stængler gik gennem hans hånd med henblik på dokumentation. Hans kamera blev sandsynligvis bygget helt eller delvist af ham selv for at kunne realisere dette resultat perfekt. Målet var at skabe et detaljeret billede af planteformerne, som ville give eleverne et naturligt visuelt indtryk. De hidtil anvendte planter mistede hurtigt deres autentiske udseende på grund af tørring, vækst eller visnen og fordrejede dermed efter hans mening resultatet betydeligt. Forstørrelser, der varierede mellem 12x og 45x, gjorde det muligt at gengive alle detaljer, uanset hvor små de var. Fotografier havde frem for alt den fordel i forhold til tegninger, at der ikke var indarbejdet nogen kunstnerisk fortolkning fra en tegner. Da fotografierne blev projiceret på væggen i klassen, var det særligt vigtigt med et klart og skarpt billede på en neutral eller hvid baggrund.
Den kendte galleriejer Karl Nierendorf i Berlin blev straks grebet af plantefotografiernes kunstneriske karakter, og i 1926 samlede han dem i en udstilling sammen med skulpturer fra Afrika og Ny Guinea samt med værker af kunstneren Richard Janthur, som senere blev klassificeret som degenereret af nazisterne. To år senere tog Nierendorf initiativ til bogen Urformen der Kunst, som blev udgivet af Wasmuth Verlag i Berlin og genoptrykt i mange år. I Blossfeldts dødsår udkom hans anden udgivelse, Wundergarten der Natur, som han udgav. Blossfeldt håbede selv, at hans plantefotografier på den ene side ville "genskabe forbindelsen med naturen", og på den anden side ville han "gøre opmærksom på naturens store formrigdom" og opfordre folk til selv at udforske og observere den hjemlige planteverden. Sammen med fotografiernes tidløse æstetik virker denne hensigt mere nutidig end nogensinde.
Side 1 / 2