Pietro Longhi var en rokokomaler, der, selv om han også skabte nogle fresker og altertavler, blev berømt for sine samtidige genremalerier og portrætter af det venetianske hverdagsliv blandt overklassen. Han blev født Pietro Falca som søn af en sølvsmed. Han ændrede senere sit navn til Longhi, da han begyndte sin karriere som maler. Hans første lærer var Veronese-maleren Antonio Balestra. Sidstnævnte sendte ham derefter til Bologna til Giuseppe Maria Crespi, som var berømt for både sine religiøse værker og sine genremalerier. Påvirkningen fra de hollandske genremalere, som der var mindst én vigtig kunstsamling af i Venedig på det tidspunkt, er også tydelig i Longhis værker. Senest i 1732 var Longhis uddannelse afsluttet, og han vendte tilbage til sin fødeby Venedig. Samme år giftede han sig med Catharina Maria Rizzi. Med hende fik han 11 børn, men kun 3 af dem nåede voksenalderen.
Et af Longhis første værker var "Giganternes fald", et historisk loftsmaleri i Palazzo Sagredo. Men værket havde tilsyneladende kun en moderat kunstnerisk succes. Det siges derfor, at Longhi fra da af næsten udelukkende helligede sig genre- og portrætmalerier. Et karakteristisk træk i mange af Longhis malerier er de venetianske masker. Mens nogle af figurerne i disse værker er præsenteret uden maske, er der nogle, hvor ansigtet enten mangler eller er skjult af en maske. I malerier som "Ridotto" synes Longhi på en humoristisk og satirisk måde at ville antyde, at den venetianske elite, der er beskyttet af maskenes anonymitet, opfører sig anderledes og frem for alt mindre sødt. Derfor er Longhis værker i dag en vigtig måde at se på periodens sociale skikke og hverdagsliv på. For eksempel viser det berømte maleri "The Exhibition of the Rhinoceros" fra 1751 en begivenhed, der faktisk fandt sted. Dette næsehorn blev nemlig udstillet i Venedig i det år.
Longhis værker var særligt populære hos de venetianske patricianske familier. Hans største kunder var derfor ikke kun den venetianske adel, men også kendte familier som Emo, Grimani, Pisani, Sagredo og mange andre. Han blev optaget i det nyoprettede venetianske akademi i 1756 og blev senere dets direktør. På dette tidspunkt begyndte han i stigende grad at vende sig væk fra genremaleriet og i retning af portrætmaleriet. Han fik lov til at lave forskellige individuelle portrætter og gruppeportrætter af den venetianske adel. Longhi blev i sine senere værker assisteret af sin søn Alessandro, som også senere blev en berømt portrætmaler. Longhi døde i en alder af 83 år i sin hjemby Venedig.
Pietro Longhi var en rokokomaler, der, selv om han også skabte nogle fresker og altertavler, blev berømt for sine samtidige genremalerier og portrætter af det venetianske hverdagsliv blandt overklassen. Han blev født Pietro Falca som søn af en sølvsmed. Han ændrede senere sit navn til Longhi, da han begyndte sin karriere som maler. Hans første lærer var Veronese-maleren Antonio Balestra. Sidstnævnte sendte ham derefter til Bologna til Giuseppe Maria Crespi, som var berømt for både sine religiøse værker og sine genremalerier. Påvirkningen fra de hollandske genremalere, som der var mindst én vigtig kunstsamling af i Venedig på det tidspunkt, er også tydelig i Longhis værker. Senest i 1732 var Longhis uddannelse afsluttet, og han vendte tilbage til sin fødeby Venedig. Samme år giftede han sig med Catharina Maria Rizzi. Med hende fik han 11 børn, men kun 3 af dem nåede voksenalderen.
Et af Longhis første værker var "Giganternes fald", et historisk loftsmaleri i Palazzo Sagredo. Men værket havde tilsyneladende kun en moderat kunstnerisk succes. Det siges derfor, at Longhi fra da af næsten udelukkende helligede sig genre- og portrætmalerier. Et karakteristisk træk i mange af Longhis malerier er de venetianske masker. Mens nogle af figurerne i disse værker er præsenteret uden maske, er der nogle, hvor ansigtet enten mangler eller er skjult af en maske. I malerier som "Ridotto" synes Longhi på en humoristisk og satirisk måde at ville antyde, at den venetianske elite, der er beskyttet af maskenes anonymitet, opfører sig anderledes og frem for alt mindre sødt. Derfor er Longhis værker i dag en vigtig måde at se på periodens sociale skikke og hverdagsliv på. For eksempel viser det berømte maleri "The Exhibition of the Rhinoceros" fra 1751 en begivenhed, der faktisk fandt sted. Dette næsehorn blev nemlig udstillet i Venedig i det år.
Longhis værker var særligt populære hos de venetianske patricianske familier. Hans største kunder var derfor ikke kun den venetianske adel, men også kendte familier som Emo, Grimani, Pisani, Sagredo og mange andre. Han blev optaget i det nyoprettede venetianske akademi i 1756 og blev senere dets direktør. På dette tidspunkt begyndte han i stigende grad at vende sig væk fra genremaleriet og i retning af portrætmaleriet. Han fik lov til at lave forskellige individuelle portrætter og gruppeportrætter af den venetianske adel. Longhi blev i sine senere værker assisteret af sin søn Alessandro, som også senere blev en berømt portrætmaler. Longhi døde i en alder af 83 år i sin hjemby Venedig.
Side 1 / 3