Den britiske Spitzweg, en senere Hogarth? Ja og nej. Alle tre var succesfulde malere, Franz Carl Spitzweg (1808-1885) dog først posthumt, efter Anden Verdenskrig. Alle tre skildrer "samfundet og dets skikke" med humor. Men William Hogarth (1697-1764), der betragtes som grundlæggeren af karikaturen, er bitter som galde. Hans stikninger afslører ironisk og bidende samfundet i det 18. århundrede. I modsætning hertil er Walter Dendy Sadlers (1854-1923) billeder - ligesom Spitzwegs billeder - snarere humoristiske og skæve. Der bliver ikke ondskabsfuldt udstillet klager, men særheder og særheder bliver nærmest kærligt skildret. I Walter Dendy Sadlers tilfælde er der også den kendsgerning, at hans emne - i modsætning til Hogarth og Spitzweg - slet ikke er det moderne samfund. Set fra nutidens perspektiv virker hans billeder naturligvis gammeldags - men det var faktisk allerede tilfældet i hans levetid. For hans billeder "foregår" i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, i den præ-viktorianske æra, hvor den industrielle revolution endnu ikke havde fået fat i alle livets områder, hvor tiden endnu ikke var så hurtig, og livet endnu ikke virkede så hårdt. Han undgik "svære" emner, alt, hvad der kunne støde alvorligt, f.eks. politik eller sport, og han malede for sit publikum "de gode gamle dage", middelklassens længsler, ofte med et glimt i øjet. Han var ikke alene om det - der var en hel række såkaldte genremalere, som f.eks. med landlige idyller, kroer eller hverdagsscener tjente deres ofte aspirerende borgerlige klientel med forventninger, behov og fordomme. Mange af dem kom fra malerskolen i Düsseldorf, som var internationalt kendt for sit genremaleri i det 19. århundrede. Det havde også indflydelse på Walter Dendy Sadler, som tilbragte flere år med at studere i Düsseldorf i 1870'erne.
Sadler havde allerede i sin levetid stor succes; han udstillede på den britiske kunstinstitution par excellence, Royal Academy, og i USA var der i begyndelsen af det 20. århundrede næppe et hjem uden et tryk af hans billeder. Hans værker indbragte høje priser i Europa og USA, så sent som i 2000 på en auktion hos Sotheby's på næsten 200.000 US dollars. Måske er det endda Sadlers malerier, der har givet os billederne af den typisk skæve englænder. For nogle af dem kunne også være øjebliksbilleder af James og Miss Sophie fra "Dinner for One" eller det puritanske par i Monty Pythons "Meaning of Life". Sadler byggede faktisk veritable scenografier til sine "skitser" og engagerede sine naboer i landsbyen (han flyttede til den lille by Hemingford Grey i 1897) som modeller, som han udsmykkede overdådigt i stil med fortidens stil. Landsbyens personale og rekvisitter blev ofte genbrugt i flere malerier, så man kan få et smil på læben ved at genkende finurlige grupper af mennesker i forskellige malerier. Og han elskede interiører, der allerede var lidt beboede, overfyldte med nips og dekoration, og han valgte ofte ældre mennesker som hovedpersoner i sine miniaturer - som et menneskeligt modstykke til de beboede rekvisitter.
Den britiske Spitzweg, en senere Hogarth? Ja og nej. Alle tre var succesfulde malere, Franz Carl Spitzweg (1808-1885) dog først posthumt, efter Anden Verdenskrig. Alle tre skildrer "samfundet og dets skikke" med humor. Men William Hogarth (1697-1764), der betragtes som grundlæggeren af karikaturen, er bitter som galde. Hans stikninger afslører ironisk og bidende samfundet i det 18. århundrede. I modsætning hertil er Walter Dendy Sadlers (1854-1923) billeder - ligesom Spitzwegs billeder - snarere humoristiske og skæve. Der bliver ikke ondskabsfuldt udstillet klager, men særheder og særheder bliver nærmest kærligt skildret. I Walter Dendy Sadlers tilfælde er der også den kendsgerning, at hans emne - i modsætning til Hogarth og Spitzweg - slet ikke er det moderne samfund. Set fra nutidens perspektiv virker hans billeder naturligvis gammeldags - men det var faktisk allerede tilfældet i hans levetid. For hans billeder "foregår" i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, i den præ-viktorianske æra, hvor den industrielle revolution endnu ikke havde fået fat i alle livets områder, hvor tiden endnu ikke var så hurtig, og livet endnu ikke virkede så hårdt. Han undgik "svære" emner, alt, hvad der kunne støde alvorligt, f.eks. politik eller sport, og han malede for sit publikum "de gode gamle dage", middelklassens længsler, ofte med et glimt i øjet. Han var ikke alene om det - der var en hel række såkaldte genremalere, som f.eks. med landlige idyller, kroer eller hverdagsscener tjente deres ofte aspirerende borgerlige klientel med forventninger, behov og fordomme. Mange af dem kom fra malerskolen i Düsseldorf, som var internationalt kendt for sit genremaleri i det 19. århundrede. Det havde også indflydelse på Walter Dendy Sadler, som tilbragte flere år med at studere i Düsseldorf i 1870'erne.
Sadler havde allerede i sin levetid stor succes; han udstillede på den britiske kunstinstitution par excellence, Royal Academy, og i USA var der i begyndelsen af det 20. århundrede næppe et hjem uden et tryk af hans billeder. Hans værker indbragte høje priser i Europa og USA, så sent som i 2000 på en auktion hos Sotheby's på næsten 200.000 US dollars. Måske er det endda Sadlers malerier, der har givet os billederne af den typisk skæve englænder. For nogle af dem kunne også være øjebliksbilleder af James og Miss Sophie fra "Dinner for One" eller det puritanske par i Monty Pythons "Meaning of Life". Sadler byggede faktisk veritable scenografier til sine "skitser" og engagerede sine naboer i landsbyen (han flyttede til den lille by Hemingford Grey i 1897) som modeller, som han udsmykkede overdådigt i stil med fortidens stil. Landsbyens personale og rekvisitter blev ofte genbrugt i flere malerier, så man kan få et smil på læben ved at genkende finurlige grupper af mennesker i forskellige malerier. Og han elskede interiører, der allerede var lidt beboede, overfyldte med nips og dekoration, og han valgte ofte ældre mennesker som hovedpersoner i sine miniaturer - som et menneskeligt modstykke til de beboede rekvisitter.
Side 1 / 1