William Dobson var den største maler, som England nogensinde har haft - det var filosofen og forfatteren John Aubreys dom over hans samtidige. Selv mere end 350 år senere er dette en erklæring, der mere end rigeligt gør kunstnerens arbejde og liv retfærdighed.
Vejen til at blive kunstner fulgte ikke nødvendigvis en lige linje for William Dobson. For sønnen af en ret konservativ jurist var ønsket om at blive kunstner alt andet end passende for hans stand. Hvis hans far havde været lidt mere alvorlig og seriøs, ville det nok heller ikke have fungeret. Men hans far opretholdt en levestandard, der var langt over hans formåen. Da William Dobson var 14 år gammel, var familien økonomisk ruineret, og den unge mand måtte forsørge sig selv. Han kom i lære hos en plakatmaler - i dag ville vi sige en reklamekunstner. Undervejs lærte han også om den kommercielle side af forretningen og erhvervede sig viden om kunsthandel. Som 21-årig skiftede Dobson erhverv og begyndte at arbejde for den tyskfødte kunstner Francis Cleyn. Cleyn havde tidligere arbejdet ved det danske kongehus og havde efterfølgende etableret sig i London som en succesfuld tapetdesigner. I denne periode havde Dobson det store privilegium at få adgang til den kongelige malerisamling. Det var en oplevelse, der fik afgørende betydning for hans kunstneriske udvikling. Uden direkte kontakt med værker af Tizian, Tintoretto eller Paolo Veronese ville Dobson sandsynligvis ikke have været i stand til at finde sin typiske malerstil. Valget af farver, deres tekstur og den måde, de er anvendt på, minder stærkt om italiensk, men især venetiansk maleri.
Under den engelske borgerkrigs uroligheder mellem 1642 og 1649 befandt William Dobson sig i universitetsbyen Oxford. Han flyttede ind i et atelier i St. Johns College, hvor han tjente sine penge ved at male portrætter. Han skabte et usædvanligt stort antal billeder af ansatte ved hoffet og på universiteterne, portrætterede digtere og filosoffer, politikere og udenlandske diplomater. Han kunne især godt lide at male officererne og tilhængerne af de royalistiske "Cavaliere". Malerierne fra denne turbulente periode er blandt de største værker fra den engelske barok. Da William var en ivrig tilhænger af monarkiet og kong Charles I, blev sejren for "Roundheads", parlamentaristerne, et stort problem for ham. Han mistede alle sine privilegier og sin formue. I en kort periode måtte han endda i fængsel. I sit alt for korte liv på kun 35 år blev William Dobson gift to gange. Hans første kone Elizabeth døde tidligt, og hans anden kone Judith overlevede ham i mange år.
Af kunstnerens omfattende produktion er kun omkring 60 malerier bevaret. De er spredt ud over hele England og hænger bl.a. i National Gallery of Scotland, Tate Gallery, Queens House i Greenwich og Walker Art Gallery i Liverpool. Nogle af dem er privatejede og pryder de prestigefyldte sale i engelske landhuse.
William Dobson var den største maler, som England nogensinde har haft - det var filosofen og forfatteren John Aubreys dom over hans samtidige. Selv mere end 350 år senere er dette en erklæring, der mere end rigeligt gør kunstnerens arbejde og liv retfærdighed.
Vejen til at blive kunstner fulgte ikke nødvendigvis en lige linje for William Dobson. For sønnen af en ret konservativ jurist var ønsket om at blive kunstner alt andet end passende for hans stand. Hvis hans far havde været lidt mere alvorlig og seriøs, ville det nok heller ikke have fungeret. Men hans far opretholdt en levestandard, der var langt over hans formåen. Da William Dobson var 14 år gammel, var familien økonomisk ruineret, og den unge mand måtte forsørge sig selv. Han kom i lære hos en plakatmaler - i dag ville vi sige en reklamekunstner. Undervejs lærte han også om den kommercielle side af forretningen og erhvervede sig viden om kunsthandel. Som 21-årig skiftede Dobson erhverv og begyndte at arbejde for den tyskfødte kunstner Francis Cleyn. Cleyn havde tidligere arbejdet ved det danske kongehus og havde efterfølgende etableret sig i London som en succesfuld tapetdesigner. I denne periode havde Dobson det store privilegium at få adgang til den kongelige malerisamling. Det var en oplevelse, der fik afgørende betydning for hans kunstneriske udvikling. Uden direkte kontakt med værker af Tizian, Tintoretto eller Paolo Veronese ville Dobson sandsynligvis ikke have været i stand til at finde sin typiske malerstil. Valget af farver, deres tekstur og den måde, de er anvendt på, minder stærkt om italiensk, men især venetiansk maleri.
Under den engelske borgerkrigs uroligheder mellem 1642 og 1649 befandt William Dobson sig i universitetsbyen Oxford. Han flyttede ind i et atelier i St. Johns College, hvor han tjente sine penge ved at male portrætter. Han skabte et usædvanligt stort antal billeder af ansatte ved hoffet og på universiteterne, portrætterede digtere og filosoffer, politikere og udenlandske diplomater. Han kunne især godt lide at male officererne og tilhængerne af de royalistiske "Cavaliere". Malerierne fra denne turbulente periode er blandt de største værker fra den engelske barok. Da William var en ivrig tilhænger af monarkiet og kong Charles I, blev sejren for "Roundheads", parlamentaristerne, et stort problem for ham. Han mistede alle sine privilegier og sin formue. I en kort periode måtte han endda i fængsel. I sit alt for korte liv på kun 35 år blev William Dobson gift to gange. Hans første kone Elizabeth døde tidligt, og hans anden kone Judith overlevede ham i mange år.
Af kunstnerens omfattende produktion er kun omkring 60 malerier bevaret. De er spredt ud over hele England og hænger bl.a. i National Gallery of Scotland, Tate Gallery, Queens House i Greenwich og Walker Art Gallery i Liverpool. Nogle af dem er privatejede og pryder de prestigefyldte sale i engelske landhuse.
Side 1 / 1