Sanselig, realistisk og detaljepræget: Jean Leon Geromes malerier lever af en umiddelbar repræsentation, der berører og overrasker beskueren. På et tidspunkt, hvor impressionismen allerede havde vundet fodfæste i maleriet, er Geromes værker outsidere, levn fra den historicistiske billedkunst - og alligevel er de ikke bare tilbagestående eller nostalgiske.

Gerome fokuserer ofte på den kvindelige figur. Her er hun i sin uhvilede, lyse og smidige fysik portrættets omdrejningspunkt. Det er netop disse stærke kontraster mellem lys og mørke, der fremhæver Galateas figur. Hun er stadig halvstenet under taljen og står derfor stadig statisk fast på sin piedestal og læner sig fra taljen ud mod kunstneren Pygmalion. I det ellers svage lys i atelieret smelter sidstnævnte nærmest sammen med hende, i en bevægelse vendt mod sin elskede, men ustabil i sin holdning. Personerne og genstandene er udformet på en meget naturalistisk måde, men deres betydning er fiktiv. Den antikke fremstilling går tilbage til en historie fra Ovids Metamorfoser, hvor kunstneren Pygmalion forelsker sig i en statue af en kvinde, som han har skabt, og vækker hende til live ved hjælp af gudinden Venus' mellemkomst. En pileskudt Amor peger på hovedpersonernes kærlighedsforhold, et gammelt skjold på et slag. Masker med vidtåbne munde minder om Medusa-malerier; de dramatiserer og kommenterer scenen på en negativ måde. Alle attributter er beviser på den gamle mytologi, som hermed citeres og sætter parret ind i denne sammenhæng.

Receptionen af antikken i det 19. århundrede er et udtryk for historicistiske ideer, men i slutningen af århundredet var den næppe aktuel i billedkunsten. Gerome vækker den til live gennem sit maleri på to måder: ved at illustrere den litterære model samt gennem de visuelle tilføjelser af Amor, skjoldet og maskerne. Maleren kombinerede her to af sine typiske maleriske temaer, ud over inddragelsen af antikke motiver, også det om repræsentationen af en kunstner.

---

Pygmalion og Galatea · Jean Leon Gerome