En lys farveklat på groft papir, et strejf af safrangult ved siden af dyb indigo - sådan begynder historien om det indiske maleri, der udfolder sig som et kalejdoskop af modsætninger. I Indien har verdener kollideret i århundreder: På den ene side det ældgamle behov for åndelig dybde, på den anden side længslen efter individualitet og udtryk. Indisk kunst er et spejl af denne spænding, en konstant kamp mellem tradition og fornyelse, mellem samfundets kollektive hukommelse og den enkeltes stemme. Når man ser på en indisk akvarel, føler man ofte begge dele på samme tid: den stille kraft i århundredgamle motiver og oprøret mod det forventede.



Et blik på mogultidens miniaturemalerier er nok til at genkende denne indre konflikt. Mens de høviske kunstnere fik til opgave af herskerne at skabe detaljerede portrætter og scener fra paladslivet, sneg der sig gang på gang subtile tegn på individualitet ind i de fine linjer og klare farver. Malerne, som ofte var anonyme, lod deres egen signatur skinne igennem i små bevægelser, et skjult blik eller en uventet kombination af farver. Mughal-miniaturerne er ikke kun dokumenter af hoffets pragt, men også tavse vidnesbyrd om kunstnerisk selvhævdelse. Og så snart en stil var etableret, kom der nye påvirkninger ind i landet - persisk elegance, europæisk perspektiv, kinesisk delikatesse. Indiens maleri blev en smeltedigel, hvor verdens farver blandede sig uden nogensinde at miste deres egen lysstyrke.



Kolonitiden bragte endnu et brud. Den britiske tilstedeværelse medførte ikke kun nye teknikker som oliemaleri og grafik, men også en dybtgående ændring i kunstnernes selvopfattelse. Pludselig stod de over for spørgsmålet: Hvor meget vest kan indisk kunst tåle Kunstnere som Raja Ravi Varma vovede balancegangen ved at iscenesætte indiske myter i vestlig olieteknik - og udløste dermed en kontrovers, der fortsætter den dag i dag: Er tilpasning et forræderi mod ens egen kultur eller et tegn på styrke Samtidskunstnere som Bhupen Khakhar og Nalini Malani tager fat på denne konflikt ved at visualisere bruddene og modsætningerne i det indiske samfund i deres værker. Deres malerier, tegninger og tryk er ofte som åbne sår, hvor fortid og nutid, øst og vest, tradition og protest mødes.



Indiens kunsthistorie er ikke en rolig flod, men en strøm fuld af strømhvirvler og overraskende drejninger. Den trives i spændingsfeltet mellem at bevare og overskride grænser. Enhver, der beskæftiger sig med indisk maleri, grafik eller fotografi, opdager en verden, hvor farverne ikke kun skinner, men også fortæller historier - om længsel og modstand, om tilpasning og nye begyndelser. Og måske er det netop denne evige dialog mellem modsætninger, der gør indisk kunst så uimodståelig: Den er altid i bevægelse, altid på jagt efter det næste, uventede billede.